søndag den 10. august 2008

Kaj Kaj Kaj, Kaj det er mig!

I dag skal vi snakke lidt om promotion og almindelig selvpromovering. Enkelte kan vil huske den oprindelige inspiration til den grønne frøformede kage hos bageren, nemlig Kaj fra "Kaj og Andrea", som var en ulidelig selvglad og selvpromoverende fætter. Dengang var han en undtagelse og karikatur, det ville han desværre ikke være i dag. I går ville han kunne have været stjerne på Skanderborg Festival sammen med alle de andre kaj-er..


Ved den igangværende Skanderborg festival , som jo så afgjort ikke står for fornyelse (det påstår den nu heller ikke) optrådte i går for eksempel et par gamle kendinge. Først var det den tidligere vinder i "DM i Popmusik" engang sidst i 1960-erne, et band fra det fjerne Vestjylland, som vist dengang hed "(Those) Gnags". De ændrede senere navn men det blev det nu ikke bedre af, måske snarere tværtimod. Måske de bare skulle være blevet derovre eller i det mindste have haft pli til at tage derover igen nu her mindst et par årtier efter afslutningen af deres karriere. I stedet tog de et andet hit fra Dansktoppen fra dengang i 1960 forfængeligt, nemlig Annette Klingenbergs "Gid du var i Skanderborg (kære Peter)", for de har været der (alt for) masser af gange. I år i Skanderborg spillede Peter AG og de andre sørgelige rester af Gnags sammen med et andet dansk band, som vist i Danmark har fået sin helt fortjente success, nemlig "Michael Learns to Rock" Deres største pladesalg i de seneste mange på disse kanterer er jo som bekendt henne i "Køb og løb"-tilbudskassen med 3 stk. for en tier. Ikke ufortjent efter vores ydmyge mening. Prøv at finde blot én bekendt, som vil være ved, at han/hun rent faktisk hører det her ulidelige sødsuppepop-pis. Censuren forhindrer os i at sige vores virkelige mening...

Desværre for den gode smag har bandet jo i Fjernøsten fået en forrygende success og den er dem vel undt, hårdt tjent, som den helt givet er. Nu er der jo i Fjernøsten andre traditioner for medicinering mod forskellige menneskelige svagheder, for eksempel er pulveriseret næsehorns-horn jo stadigvæk et uhyre anvendt afrodisikum, da det åbenbart ligner en typisk asiatisk "krummerik"..Arme kvinder derude, ikke underligt, at selv lettere usoignerede og småkvabsede vestjydske landmænd (der var Skjern-kanten igen!) forekommer ganske attraktive for disse skævøjede skønheder. Det sidste i det mindste i forhold til de mere traditionelle anvendte husdyr på de kanter..Nok sex for i dag, ude i Østen må den største udfordring for MLTR altså konstant være at undgå at falde i søvn af ulidelig kedsomhed under deres egne koncerter. Heldigvis er som sagt lægemiddelmarkedet på de kanter en del mere liberaliseret, så mon ikke et udtræk af knuste bladskærermyrer (de farer som bekendt hvileløst rundt og arbejder hele tiden) er det middel, som kan holde gang i de danske drenge. Men igen prøv lige at give MLTR et lyt, hvis du lider af søvnløshed, det fortjener de eller rettere, det fortjener du. 

At deres effektive elektroniske psykofarmaka så en kort overgang blev tolket som rigtig musik er jo ikke deres fejl. Det skal også siges, at forsanger Jascha Richter på scenen mest ligner en genert autist og er noget langt væk fra det sædvanlige popidol. Det er vist også det gode, der er at sige. Det samme kan man nu ikke sige om dagens næste levende billede.

Helt anderledes pågående er et nyere produkt af Zulu-generationen, nemlig forsangeren i Nephew, Simon Kvamm med sin karakteriske sikkert "brand"-registrerede ulidelige karikaturagtige TV-mimik. I år i Skanderborg var der lavet en hyldestgalla til den gamle nu afdøde danske sanger Otto Brandenburg (som var god), og her optrådte Kvamm (som ikke er) med Brandenburgs gamle klassiker "Susanne, Birgitte og Hanne" med "fantasifulde" omskrivninger af teksten som for eksempel "Alle piger er glade for sømænd. Hvis de ku ville de kneppe et hav" Ret meget mere plat kan det altså dårligt blive og det burde være et minimumskrav for at hylde en afdød kunstner at man tager ham alvorligt. Måske man ved en kommende "hyldest"-koncert for ligeledes afdøde og ret korpulente John Mogensen kunne få indflettet et par vers i "Dybbøl Mølle" med "sjove" henvisninger til slankekure. 

Heldigvis overlever disse klassikere som Brandenburg sagtens alle disse ubehjælpsomme opkomlinges anslag, det er jo derfor de er klassikere og grunden til at Kvamm og de andre tager livtag med de rigtige klassikere er jo for det meste, fordi de ikke selv er og heldigvis heller aldrig bliver det...
Forresten optrådte også Gnags Peter AG ved samme "hyldestkoncert" med et nummer, som vist også mest var en hyldest til ja, hvem ellers end en vis Peter AG. Se mig, mig, mig, mig, mig! Lidt kvalme får man vel. Nej, en hel del!

Ligefrem kvalme får man vel ikke af at studere et par tråde på hifi4all om endnu en knopskydning på hifibranchens skred mod det rene "Tupperware-party", men megen grund til optimisme er der nu heller ikke. Som med Tupperware er det reelle valg vel ikke ligefrem blevet meget større når det kommer til at dreje sig om en rød eller en blå plasticsskål. Anledningen er jo endnu en gang, at det esbjergensiske firma Hifi Freaks atter en gang har fået et nyt knapt så uventet nyt agentur, nemlig danske Densen. Det er jo næppe så overraskende, da Densen og Hifi Freaks deler adresse og i det allermindste delvis ejerskab. Men som sagt, den eneste måde fremover at få disse sikkert udmærkede produkter er altså enten at tage til afsides Esbjerg (det gør nok færre end ingen, hvad kan man dog lave i Esbjerg udover at få tæsk) eller alternativt at få hjemmebesøg fra Hifi Freakshelt i stil med plasticskåls-producenten "Tupperware" af selveste den sikkert helt neutrale indehaver af firmaet, Michael Guldager.

Det er underligt, for denne lille unge og insisterende mand (hvis man skal dømme udfra en promotion-video og det skal man, da vi aldrig har set ham live) ligner slet ikke nogen ægte eller gammel hifientusiast og da slet ikke begge dele. Men det er han vel, han siger det ihvertfald selv. Og tit.

Nå, men ikke desto mindre tager samme Guldager altså rundt i hele Danmark i sin utrættelige kamp for bedre og nu også billigere hifi. Et par bidrag i tråden på hifi4all vidner om denne utrættelige hellige ildhu, for eksempel Mathias på Langeland, som fik besøg af Michael med ikke mindre (eller mere-godt gættet eller bare glimrende analyseret og så endda på den afstand, Michael!) end 2 sæt åbenbart "spritnye højttalere". Den behørigt imponerede skribent Mathias købte så det ene af disse (dengang) "spritnye" sæt" og vi må vel regne med, at det andet sæt derefter er blevet kasseret, da demo åbenbart foregår på denne kompromisløse måde-helt spritnyt er det jo da ikke længere. Bare en tanke, naturligvis.

En anden traditionel og åbenbart også ganske neutral bidragyder i denne lettere afsporede hifi-debattråd, TRX 850, som endda muligvis er lokal, har også haft besøg af myreflittige Michael (mon han bruger samme stimulanser som MLTR?) og købte naturligvis også et sæt højttalere. Nu er der igennem ganske lang tid været et sjovt og næppe helt tilfældigt sammenfald mellem vores gamle ven Sillesen (som er manden bag begge disse esbjergensiske økonomiske mirakler Densen og Hifi Freaks) og samme TRX 850, som meget længe nok nærmest har været sådan en slags uofficiel "løjtnant" helt i den gode sags tjeneste. Nu skal det så med, at adskillige andre forhandlere har benyttet fuldstændigt samme fremgangsmåde og det ville vi såmænd også selv gøre, hvis vi altså havde gaverne til det. Nå nej, det ville vi nok ikke ( det er alt for let at gennemskue, vi kan nemlig selv gøre det), vi vil langt hellere lade tilfældigvis tilfredse kunder ytre sig. Det behøver man så heldigvis ikke altid vente på sker.

Det må vel betragtes som mere end en ren tilfældighed, at "tilfældige", åbenbart blot helt fantastisk usædvanligt meget tilfredse kunder, ligefrem som vor ven TRX 850 rykker i felten for at forsvare selve konceptet og forretningsmodellen for et firma, hvor han altså "kun" er kunde, for hvorfor i alverden skulle han dog det?. 

Hvis det er tilfældigt er det da endnu mere uforståeligt, for hvorfor sidder han ikke blot og lytter tryllebundet på de fantastiske højttalere, som selveste Michael Guldager kom med? Tjah, svaret blæser i den tilfældigvis helt stabile vestenvind som vist er ligeså tilfældig på denne årstid som dette sammenfald. Det ligner altså udefra lidt af den fra den kolde krig så kendte "muldvarpeaktivitet", hvor ingenting helt er, hvad det giver sig ud for at være.

Til slut i dag skal vi lige bringe en historie om retfærdighedens triumf. Det drejer sig om den fortsatte føljeton om de århusianske parkeringsvagter. Der har man nemlig nedbragt det for vistnok samtlige brancher rekordhøje sygefravær ved 2 ellers ret simple foranstaltninger. Man har nemlig enten opsagt de syge eller gjort dem raske. Måske man ved at gøre det første blot har fremmet det andet? Alle andre systemer end det kommunale ville vel forlængst have fundet på noget lignende, men bedre sent end aldrig. Resultatet er sensationelt. Det samlede provenu for udskrevne parkeringsbøder i Århus er nemlig steget med hele 82%. Det er ret beset intet mindre end fantastisk!

Hvis det altså ikke havde været fordi statistikken siger noget ganske andet end dette jubel-pladder om hverdagen for disse nødtørftigt raskmeldte kommunale elite-bødeudskrivere. Den SAMLEDE BRUTTOINDTÆGT for alle 13 kontrollører ved Århus Kommune er nemlig ialt urimeligt sølle 11.3 mill. kr. En kommunal talsmand undskylder nærmest med, at det altså ikke er "fordi vi er emsige", at de får så mange penge. Nej, det kan have inderligt ret i. Lad os se, hvad man egentligt får for penge på en daglig basis, som vi anglofile siger det. 

Der udskrives altså ret præcist 20.000 bøder årligt i Århus. Fordelt på de 13 kontrollører giver det 1500 om året pr. mand og så kommer vi til vores samlede dom... Hver parkeringsvagt i dette nye højeffektive og strømlinede regimente udskriver altså siger og skriver blot i gennemsnit 1 ENESTE PARKERINGSBØDE i timen. Herfra hvor vi skriver dette kan vi indenfor under 50 m. se i det mindste 10 permant/ulovligt parkerede biler, så måske vi skulle skifte fag. Det må skidefedt at være parkeringsvagt. De laver simpelthen ikke en hujende fis, INTET!

At kalde hele den her jammerlige sag for en success er da helt ude i hegnet. Selv med den allerstørste kommunale fantasi kan man vel dårligt kalde en fremgang fra 4 bøder pr. mand. pr dag til 7 for nogen betydelig fremgang, når man let kunne have udstedt 500 uden at bevæge sig mere end 500 m. Det vil sige, det kan man åbenbart godt, for dagens JP har da heller ikke denne gang blot overvejet disse tal blot det allermindste. Ak ja, pressefrihed er åbenbart også bare at skrive det mest opportune og det dummeste. Som her desværre.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start