torsdag den 7. august 2008

Den store koncept-bobleøkonomi

I dag vil vi filosofere lidt over moderne markedsføring ud fra et par aktuelle eksempler. Uden at foregribe begivenhederne alt for meget vil vi gætte på, at det ene markedsføringsforsøg nok bliver mere successfuldt end det andet. Det kommer nu næppe til at betyde, at nogen af dem kommer til at lykkes særligt godt, blot at det ene af dem forekommer helt ubeskriveligt umuligt. Det andet lyder nemlig heller ikke alt for godt. Vi skal i dag gå fra tilsyneladende så forskellige områder som bleer og højttalere i vores utrættelige søgen efter sandheden. Selv om der tilsyneladende er betydelig forskel er der dog også adskillige ligheder, ikke mindst indholdet. Bleerne får dog først indholdet efter købet, højttalerne lugter allerede lidt fra starten. Af penge, masser af penge og lige op af lommen. Eller ned i lommen, alt efter éns perspektiv.

Nu sagde man godt nok engang i den klassiske oldtid, at "Pecunia non olet" (Penge lugter ikke) om kejser Vespasians skat på offentlige toiletter, men nu havde man jo også kun mønter dengang, det ville have været værre i dag. Lad os til en start studere den offentliggjorte del af markedsføringskonceptet for en ny butikskæde, som netop nu er ved at holde sit indtog i vores by. Det drejer sig om Kiwi-koncernen, og sikke dog et koncept. Det drejer sig nemlig fra starten udelukkende om at sælge én eneste højtprofileret vare. Inden vi udløser spændingen ved af afsløre denne skal vi give et clou: Alle indkøbsvognene er malet kiwi-grønne og alt personale er iført kiwi-grønne uniformer. Naturligvis er logoet også kiwi-grønt og man må forudse, at samtlige endnu ikke-eksisterende annoncer vil være på en kiwi-grøn baggrund. Spændingen stiger til det ulidelige..

Nu kunne man jo tro, at det drejede sig om en invasion fra vores antipoder (næsten) fra New Zealand, for rent traditionelt er det jo vist derfra, at både fuglen kiwi og de deraf navngivne frugter kommer. Forresten lidt et paradoks for undertegnede, at nogen kan købe og langt mindre spise disse behårede nosse-lignende frugter uden at komme til at fnise. Derudover er kiwi-frugter vist traditionelt den frugt, som har det allerhøjeste restindhold af sprøjtegifte. Sådan var det ihvertfald engang, og når man ikke har senere har hørt, at det skulle være blevet bedre, så kan man nok trygt regne med, at der er det ikke- i heldigste fald ikke, i værste fald overhovedet ikke! Så meget for det grønne image lige i denne sammenhæng.

Nej, det drejer sig ikke om en opfølger til den australske kapitalgruppe Macquaries fjendtlige opkøb af Københavns Lufthavn, men lidt luft er der i det, som vi skal se. Nej, hele Kiwi-konceptet kommer såmænd fra Norge. Dér har man med laaange åbningstider fået en markedsandel på 12%. Om det så har været noget særskilt fremragende forretning har vi ikke undersøgt, men det har det nu næppe, da man allerede inden etableringen i Danmark er på udkik efter franchisetagere. Det er vel strengt taget ikke det allerbedste tegn, for hvis man mener man har fundet et attraktivt marked er der vel al mulig grund til at udnytte det selv.

Nu kommer undetegnede jo fra en søulke/fisker-æt, og det var det da kotume at hemmeligholde særligt attraktive fiskepladser. Det gør Kiwi altså ikke, enhver kan allerede nu købe sig ind i det grønne koncept, og hvad er det så, der skal lokke kunder i butikken på et vigende detailhandelsmarked? Jo, svaret er såmænd bleer! I Norge har disse "grønne djævle" (tak, John Wayne, SÅ dårlig som den blev gjort var til filmen jo heller ikke) nemlig hele 30% af markedet for bleer! Hurra for et super-koncept! Nu skal det lige med, at det skyldes konstante tilbudspriser på ja overraskende nok netop bleer, at man har formået at vinde denne andel. Man kan nok trygt regne med, at de ikke tjener en eneste krone på at sælge dem. Alligevel fastholder man disse tilbud på bleer som en åbenbart genial måde at til at få børnefamilier i butikken. Det lyder måske smart.

Noget rigtigt kan man jo ikke nægte, at der nok er i konceptet. I det mindste kan man vel regne med at få folk med ble-børn i butikken. Man ser næsten for sig flokke af udslidte uvaskede småbørnsmødre med slasket hår og i heldigste fald glemte papillotter vandre rundt i Kiwi-butikkerne iført plettet konditøj for at finde de forbandede bleer, som sikkert er placeret allerbagest i butikken i håb om, at de så nok køber noget andet på vejen. Da småbørnsfamilier vel er en af de mest pressede befolkningsgrupper i Danmark er det nok ikke videre sandsynligt. Mon ikke vi kan se frem til en helt speciel odeur i disse butikker, som altså snarere bliver af gylp end af kiwi?

Nu kunne man måske spørge med betydelig ret, hvorfor i alverden det nu skulle være nogen speciel grund til at tro, at man med blot ét eneste produkt skulle kunne lokke nogen befolkningsgruppe til at blive faste stamkunder. Vi ved ikke om det kommercielt har været prøvet at have permanent tilbud på det klassiske kaffeerstatningsprodukt, lavet af cikorie, nemlig Rich´s, kendt fra krigens tid, for at tiltrække nostalgiske og velhavende pensionister, men forsøget har da tydeligvis ikke slået rod. Her i området kører der konstante tilbud på kaffe uden at det tilsyneladende giver butikkerne meget andet end en lav dækningsgrad på at sælge kaffe. Man får tydeligvis ikke særligt godt fat i det ellers betydelige "kaffe-Danmark", og "ble-Danmark" lyder kun lidt mere lovende.

Det er måske ikke tilfældigt, at Føtex så vidt vides ikke sælger franchise-kontrakter, de ved nok allerede godt, at der skal mere til end bleer og nok i virkeligheden rigtigt meget mere. God fornøjelse, Kiwi, I skal nok ikke regne med at se os, det koncept lugter simpelthen for meget af pyramidekoncept og ikke særskilt grønt heller selv om man jo vistnok kan skide grønt og sikkert også som baby.

Et endnu mere håbløst markedsføringskoncept ser vi i vores egen branche. Vi taler naturligvis om et de utallige forsøg på i det mindste markedsføringsmæssigt at genopfinde den dynamiske højttaler. Det drejer sig i dag om et produkt fra "finske" Amphion (designeren er dansker, og enhederne er fra Norge og Kina så disse højttalere er vist ca. ligeså finske som den bedre kendte finske nationalret finskbrød). Denne altså mere korrekt "fællesnordisk/kinesiske højttaler" benytter et hidtil godt hemmeligholdt akustisk princip, som på godt dangelsk hedder"cardioid dispersion mønster". Det skulle være et eller andet med, at højttaleren på en eller anden okkult måde skulle kunne blive uafhængig af rummet. Hvorfor man så har klasket bassen på siden er kabinettet er vanskeligt at forstå, men bare rolig, det er der også meget andet, der er i dette projekt.

Nu har man i designet tilsyneladende efterstræbt en såakldt "kommunikativ mellemtone" hvad i alverden det så er, men det skulle altå være "en af de stærke sider" i denne højttaler til af bagatel af omkring 50.000,- stk-man kan vel så blot håbe på, at der til den pris er flere stærke sider.... Det lyder dog altsammen fint og rosværdigt, men ligner nu blot den hundredesyttende udgave af en basrefleks udformet som det, der i gamle dage hed en "flow resistance" (altså blot en måde at begrænse impedanspuklen ved system-resonansfrekvensen) og det er nok også. Af en eller anden grund oplyser producenten Amphion, at denne opbygning åbenbart skulle give en dæmpning af strålingen fremad på 5 dB til siden og åbenbart hele 20 dB bagud.

Om det så er mere eller mindre end en normal højttaler, som også altid udviser lignende (måske identiske?) spredningskarakteristika, ja det ved vi ikke. Vi har nemlig aldrig set sådan noget opgivet og vi har endnu sværere ved at forstå relevansen af disse data. Mere end svært faktisk. Nå, men der er mere fra det store tekniske overflødighedshorn i disse højttalere. Membranerne er nemlig og hold nu helt fast, nu bliver det helt esoterisk, "lavet af træ- og plantefibre.." Nu afslører vi vel næppe nogen større hemmelighed ved at afsløre, at træer vel faktisk regnes til plantefamilien allerede, men mon ikke man blot skriver den uundgåelige kendsgerning, at disse membraner, sikkert fra den store og altdominerende underleverandør Kurt Müller, blot bruger de forhåndenværende materialer?

Ellers har man desuden i dette inderligt uspændende design taget livtag med endnu en naturlov. Man anvender ganske vist helt konventionelt 2 stk. 8-tommers højttalerenheder, men man har ifølge pressematerialet forsynet dem med ribber, som "lader enhederne i praksis arbejde som 4 (tommer, red.)" Det forstår vi mindre end ingenting af. Man forsøger først at designe en højttaler med en begrænset (cardioid) spredning og til det er naturlovene jo ellers gunstige: Jo større membran, jo mindre spredning opefter. Derefter forsøger man så åbenbart at ØGE spredningen ved at simulere en MINDRE membrandiameter, lidt volapyk udover at vi heller ikke fatter hvordan. Det er vel næppe på grund af udfasning mellem den direkte stråling og bidraget fra den sidemonterede "flow-resistance". Iøvrigt er ribbede membraner jo almindeligt anvendt og IKKE for at mindske nogen diameter, udelukkende for ved membranens "foldning" at absorbere højere frekvenser og dermed give en mekanisk delefilter-funktion, men det er åbenbart i lyset af denne superhøjttaler videnskab fra i går, ak ja. Eller måske membranerne blot var på tilbud, alle gæt er legio.

Iøvrigt indeholder denne højttaler blot enheder købt ude i byen fra SEAS og Peerless, som det måske som det eneste ukontroversielle i denne tekst faktisk oplyses rent faktuelt. Lige i denne sag er der næppe nogen grund til at tvivle på rigtigheden af udsagnet, mens flere af de andre lyder noget "pseudo-technicalske" for at bruge et andet godt dansk ord helt i ånd med pressemeddelelsens "cardioid dispersion mønster". Om vi forventer, at det her at den her højttaler bliver et hit? Helt givet, på helt samme måde som den danske producent af dyre speedbåde, Botved Boats klarede sig efter den første oliekrise i starten af 1970-erne. Botved havde netop afslået et fantastisk lukrativt købstilbud fra amerikanske Chris Craft året før svarende til omkring en mia. kr. Det fortrød han sikkert, da han nemlig året efter gik konkurs.
Så galt går det nok ikke med den lille nye fra Amphion, men tiden vil så vise, om det kommer til at gå meget bedre. Selv tror vi, at der går lidt "kiwi" i det her. Som The Dubliners sang engang om det umulige håb langt nede af utopiens smalle sti: "When Apples Grow on an Ivy Tree" Lige dér venter den fortjente success for dé her koncepter eller muligvis endnu længere væk.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start