mandag den 4. august 2008

De rigtige sengekant-film

Ind imellem kan man vel godt sige, at vi ikke er altfor imponerede af den skrevne presses præstationer. Der går let lidt "Ole Søltoft" i det: Det ser ud som om der sker noget spændende, men fjollede Ole har stadigvæk tøj på, så det gør der altså ikke alligevel og det selv om den tøj-sky model Vivi Rau dengang var vældigt appetitlig-hold kæft, hvor var du dog åndssvag, Ole!. Derom lidt mere senere. Her i denne sene sommertid er det efterhånden kun den stakkels journalist Mads Bonde i JP, som helt alene trækker det lokale læs og det er derfor ikke underligt, at de journalistiske lækkerbidder ikke står i kø hele tiden. Ikke desto mindre har Mads Bonde altså ændret vinklen lidt i den nylige sag om et politisk overfald på Århus Banegård. Her blev en såkaldt "antiracist" nemlig overfaldet af en flok angivelige White Pride-tilhængere og så ved man naturligvis godt, hvem man skal holde med. Indtil nu.

Livet er nemlig også her mere grumset end som så, for nu viser det sig sandelig i forbindelse med dette iøvrigt ublodige overfald, at den overfaldne har sendt massevis af SMS-beskeder fra sin mobil med tætte byger af explicitte voldstrusler. Han var som vi havde gættet et alt andet end tilfældigt offer for ikke spor tilfældig vold. Som politiet udtaler, så er det ifølge straffeloven en skærpende omstændighed, at et overfald har politiske årsager (det var vel derfor stakåndethed fældede den mulige White Pride-fyr, normalt skal der vist mere til), så mon ikke vi kan forvente, at den overfaldne nu osse bures inde, for disse grove trusler? Måske, lad os se. Til gengæld er det interessant at vide, hvordan den hårdtarbejdende Mads Bonde er kommet i besiddelse af disse ordrette SMS-er, for det er næppe et resultat af krav om aktindsigt og arkivarbejde i ugevis, ikke på denne tid af året. Til gengæld er det da en alternativ tilgang for politiet i en igangværende undersøgelse at lække sådanne oplysninger. Hvis det altså er det, der er sket.

Hos forfatteren Raymond Chandlers hovedfigur, privatdetektiven Philip Marlowe, "glemte" politiet sommetider meget bekvemt vigtige dokumenter på skrivebordet foran Marlowe, netop som de ganske tilfældigt skulle ind at ringe udenbys i et tilstødende kontor. Hvad der lige er sket i denne "lækage" er da næsten det interessanteste, ihvertfald noget mere interessant end det oprindelige overfald, som altså vist mest var et ret formaliseret "tak for sidst"-slå på tæven Som sagt, vi billiger naturligvis ikke politisk vold, men det er da alligevel rart, at det heller ikke denne gang gik ud over tilfældige. Til gengæld er det altså et eksempel på en hidtil uopdaget form for alternativ intelligens at overfalde nogen i en tilsyneladende tom banegård, som dog stadigvæk er forsynet med overvågningskameraer og så efterfølgende muligvis spæne ind igennem et butikscenter, som også er plastret til med kameraer. Man skulle jo tro, at efterforskningsarbejdet ville være overkommeligt. Man kommer næsten til at tænke på de notoriske kriminelle "The Piranha Brothers", kendt fra "Monty Python" Deres yndlingsform for vold var jo som få vil huske "to nail someone´s head to the floor", rigtigt skidte knægte som de var Efter et særligt groft tilfælde af afpresning med intet mindre end en brintbombe skete der jo iøvrigt også det, "..even the Police began to take notice" Det er måske også ved at ske her.

Ellers var der i weekenden i JP en helsides feature-artikel om de gamle danske sengekant-film, desværre skrevet af en kvindelig journalist. Til al overflod bestod hovedparten af artiklen med et interview med en anden kvinde, Palladiums direktør. Den sidstnævnte HAR givetvis set alle filmene, da hun har stået for den tekniske restaurering, men spørgsmålene bærer unægteligt præg af, at det har intervieweren ikke. Det må ihvertfald være mere end sandsynliggjort af, at både sengekant-filmene og de efterfølgende "Stjernetegns"-film behandles under ét. Tag det følgende råd fra en (mand), der ved besked: Alle sengekantfilmene har i dag samme kunstneriske kvalitet som genudsendelser af en anden af datidens "hits", nemlig "Ingrid og Lillebror" Man spoler og spoler og der sker ikke en skid udover at den billedskønne blondine Birte Tove svanser afsted. Det kan i den sammenhæng anbefales at fjerne lyden, da hendes replikkunst er i Charlotte Fich-klasse. Ah, en lille smule bedre måske og så ser hun skal vi sige det forsigtigt en del bedre ud (nok også i dag..)

Videre til den egentlige attraktion ved dette box-sæt af danske perler, som feature-artiklen vist er sat i søen for at promovere, nemlig stjernetegnsfilmene. Se, det er en helt anden sag og indeholder gode og gedigne pornografiske scener og har dermed en attraktion udover tid på mange mennesker (nok mest mænd) Samtidigt bliver der så mulighed for at studere den senere så kendte Suzanne Bjerrehuus og konstatere, at hendes replikkunst var færdigudviklet (ganske vist på et forholdsvist lavt niveau) på dette meget tidlige tidspunkt længe inden hendes herostratiske karriere i landeplagen "Lykkehjulet". Lige i den sammenhæng hvor hun medvirker i "I Tyrens Tegn"gør det nu ikke så meget, heller ikke at der er sparet vældigt meget på kostumerne. Helt vildt meget. 

En gammel anonym kollega sagde altid, at den bedste måde at have lumre ting liggende frit fremme i stuen (hej Michael K., går det godt ude på TC?) var først at indspille et par timers indendørs gokart-løb på båndet og så først derefter lidt af den ægte vare til sidst. Den mistroiske kone gad nemlig aldrig spole båndet helt frem, som han havde konstateret. 

Det må da være derfor, at man i dag kan sælge disse box-sæt med såkaldt danske "erotiske" film i over 100.000 eksemplarer. De er nemlig slet ikke erotiske: Den første serie er helt latterlig og den sidste er nu ikke erotik, men blot et lystspil med indlagte hårde pornoscener. Det allersjoveste er så næsten, at på alle covere og filmplakater for de oprindelige sengekantfilm var det mest vovede de nøgne bryster på coverne. Stjernetegnsfilmene havde til gengæld alle sammen blot humoristisk tegnede covers, sikkert for at gøre de skumlere scener mere "spiselige". Det blev der sandelig også, "spist" altså..

I dag har man så alle de gamle Birte Tove-covers liggende frit fremme men herfra kan vi da garantere, at det er filmene med de tegnede covers, som bliver "set" Ikke af den interviewende kvindelige journalist her tydeligvis, sikkert i langt højere grad af hendes mand. Ak ja, sikke mange overflødige DVD-er branchen bliver nødt til at "give" med for at få den vare ud til folk, som man(d) reelt efterspørger, nemlig stjernetegnfilmene, husk det nu! "Hvad laver du, skat?" Nå, jeg ser bare en uskyldig erotisk film med Birte Tove (mums red.) og Ole Søltoft (adr badr red.), kommer du ikke ind og ser med?" Så kommer hun nemlig aldrig nogensinde og manden kan i stedet se de "rigtige film" Sådan er verden så fuld af forløjethed.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start