torsdag den 7. august 2008

Countrymusik og Danmark af i går

Som en lille eftertanke i forbindelse med den sovjetisk/russiske forfatter Solsjenitsyns død skal vi da nævne det forunderlige, der vel ret beset er i, at alle de store russiske forfattere altid har baseret deres værker på den store fælles folkeånd, mens ingen af de anerkendte danske forfattere i nyere tid har gjort noget tilsvarende eller blot noget, der ligner. Om det så skyldes, at der ingen sand dansk ånd eller folkelighed er, eller at forfatterne blot ikke har det nødvendige format, skal vi lade være usagt. Vi hælder dog bestemt til den sidste antagelse. Det er en pudsig ting, at både Dostojevskij, Tolstoj og senest altså Solsjenitsyn i deres værker har forsøgt at beskrive en folkelig virkelighed, som man overhovedet ikke får blot antydningen af eksisterer hos danske forfattere. Man kan vel således godt postulere, at man kun kan blive en stor forfatter i vores østlige naboland, hvis man har dyb og inderlig respekt for folket, mens man vel dårligt overhovedet har det det, hvis man er dansk forfatter. Der er sådan populært sagt tale om forskellen mellem patriotisme og landsforræderi. Vi skal ikke undlade at sige, at vi synes, det ene er en del at foretrække frem for det andet.

Hos alle de store russiske forfattere er der uvægerligt en ægte basis af den store folkelige mystik, mens der mindst ligeså uvægerligt hos Rifbjerg og alle de såkaldt "kulturradikale" (ingen ægte kultur og ingen ægte radikalitet, kun en stadig rugen over etablerede privilegier-husk blot den syge strid om bibliotekspengene) udelukkende er tale om selvcentereret megalomani. Folkelighed er simpelthen kun noget, som den bedrevidende elite ikke har fået bugt med endnu. Det drejer sig helt grundlæggende om respekt vs. despekt. Det er symptomatisk, at de 2 eneste danske forfattere i nyere tid, som tog folkets sag og selve folket alvorligt, nemlig Gustav Wied og Leif Panduro, begge fik en så sørgelig ende. Den ene tog sit eget liv, og det gjorde den anden antageligt også uden at datidens ret sobre presse gravede særligt i det. Alle andre forfattere har med en mulig undtagelse af Johs. V. Jensen og hans søster Thit aldrig nogensinde forsøgt at afspejle nogetsomhelst ægte folkeligt engagement eller ægte ideer om nogetsomhelst. Til alt held har der ikke fornyligt været krig i Danmark og derfor har de potentielle landsforrædere ikke kunnet realisere deres potentiale. Et potentiale, som ellers i den pågående kulturkrig er blevet så rigeligt demonstreret

Der har konstant været lidt "Anders And" i det danske litterære parnas, hvor Anders Ands forbillede jo for det meste var (danske) Professor Våsenstrøm, mens nevøernes noget mere ægte forbillede var (russiske) Tom A. Hawk. Heldigvis har historiens dom været entydig. Selv om der efter 1978 vist ikke er udgivet Solsjenitsyn på dansk var det altså ham og de andre ægte folkelige forfattere, som vandt verden. Heldigt, tænk hvis det havde været Seidenfaden, Rifbjerg og alle de utallige andre anæmiske spaghettiarme, som det hed om slapsvanse i min egen barndom. A propos spaghettiarme kan man med nogen fordel anvende dette udtryk i forbindelse med den nylige dværgeagtige vinder af cykelløbet "Danmark Rundt" eller kik på Sastre og brødrene Schleck fra "Tour de France". Det er paradoksalt for undertegnede at forstå, hvordan hærdebrede danskere med betydelige ølmaver kan sidde og heppe på nogle tilfældige udlændinge på et amerikansk hold med en vægt ganske lig deres egen unge teenagedatters. Måske dværgekast alligevel har en fremtid som olympisk sportsgren, sporten har da ihvertfald i cykelsporten massevis af folk med dværgevækst.

Nu skal vi ikke blive altfor deprimerede ved den danske kultur, som jo blomstrer helt uanfægtet. I aften kan man for eksempel høre Shu Bi Dua ved et såkaldt "Fed Fredag"-arrangement i Tivoli Friheden. Om entreindtægten så kommer til at gå til ofrene for den nylige rutschebaneulykke (som næppe selv kommer til at gå i den uvisse fremtid) ved vi ikke, men med den seneste tids nyheds-blackout i sagen skal man næppe forvente alt for meget. Der nævnes ingenting om sagen i medierne mere og naturligvis endnu langt mindre på Frihedens hjemmeside. Som i den gamle Sovjetunion gjorde man en begivenhed og en person ikke-eksisterende ved blot at klippe ham ud af billedet eller klassificere al omtale. Ak ja, der er lidt orwell´sk "Comrade Napoleon" i den her filial af den danske underholdningsbranche. 

Derfor tør vi næsten ikke nævne, at der i ugens løb var endnu en kritisk situation i en forlystelse for bittesmå børn. Den ellers ifølge vores skattede ven, direktør Henrik Ragborg Olsen så højtuddannede operatør (som ellers ifølge direktøren inden ansættelsen endda havde modtaget noget skriftligt materiale (!!)) gad tilsyneladende slet ikke kaste blot et blik på sin arbejdsplads, inden han startede. Iøvrigt med et 4-årigt halvt inde og hvad noget værre var, også halvt ude af vognen. Kun en lynhurtig indgriben fra omkringstående reddede denne potentielt livsfarlige situation. Der er ingen erstatning for at se sig for eller tænke sig om. Ingen af delene nyder tilsyneladende videre fremme derude, men det går altså alligevel i denne tid. Til gengæld er der da en smule reelt i markedsføringen af den trivelige forsanger Michael Bundesen som "Fed Fredag", lidt uvant fra den kant. Helt uvant faktisk.

Ellers kan man i denne weekend tage til countrymusik-festival i Silkeborg. Her er der tilgæld helt rene kort at spille med. Hovednavnet er nemlig en vis Hal Ketchum, som ifølge det uhyre reelle pressemateriale udfoldede sig på countrymusikkens top i starten af 1990-erne. Allerede 4 år efter sin debut udgav han sin "Greatest Hits" og har ikke lavet noget siden så man kan vel med nogen ret undre sig over, hvad pokker han så laver nu her i Silkeborg og endda som hovednavn? Ret meget på hjertet udover fedt kan han jo dårligt have haft. 

Det har faktisk en grund. De 2 andre hovednavne er nemlig en anden aldeles ukendt klaverbokser ved navn Becky Hobbs, som ifølge det hudløst ærlige pressemateriale havde "sin gode kommercielle periode i 1980-erne" og til sidst som rosinen i pølseenden af denne stærke trio af allerede forlængst afblomstrede ex-stjerner intet mindre end Stonewall Jackson, "der toppede countryhitlisten i 1959" Men hvad pokker, når Slade og Smokie uden et eneste oprindeligt medlem stadig kan turnere rundt til byfester herovre i Gylland så er det her vel ikke værre. Heller ikke meget bedre, ganske vist, men betydeligt ærligere, og det er dog noget. Men hvad pokker, det kvindelige publikum til denne countryfestival havde vel også deres "gode periode" nogenlunde samtidigt med disse lettere afdankede idoler, så der er vist ikke nogen, der har noget at lade hinanden høre. Heller ikke deres trivelige mænd. Måske vi selv skulle tage derover, beskrivelsen passer desværre godt på undertegnede, dog heldigvis langtfra på den skønne fru Olsen.

Til sidst i dag skal vi huske at lykønske det esbjergensiske firma Hifi Freaks med, at de har fået distributionen af det engang så hæderkronede engelske hifi-mærke Audiolab. I den anledning har man som pressemeddelelse lavet den historiske genesis-fortælling, som der sig hør og bør. Historien i kortform er ellers, at det oprindelige traditionelle engelske lille garagefirma Audiolab først blev solgt til højteknologiske TAG, hvis formand Udo Zucker senere nødtvungent indrømmede, at de vist ikke havde set virksomheden inden de købte den. Navnet må have lydt forjættende, virksomheden var det lige knapt. Efter håbløse investeringsforsøg på at få garagen til at gå bedre solgte man brandet til en kinesisk investeringsgruppe, som havde specialiseret sig i at opkøbe gamle hæderkronede engelske mærker (selv om Audiolab i denne sammenhæng vel var en nyere "gøgeunge") Hvis nogen undrer sig over hvor Quad, Mission, Castle og Wharfedale blev af, besøger de ikke søge længere, IAG er svaret. Den sidst tilkomne del af firmaet laver forresten lystyachts..

Det er altså et produkt fra denne kinesiske ejer af lettere brugte gamle hifimærker, som Hifi Freaks har købt sig ind i. I den anledning fortæller man en pudsig historie., som enhver kan dømme om. Man nævner iøvrigt korrekt, at TAG postede bunker af penge i Audiolab dengang, men det var nu mest for at designe nye AV-produkter og superdyre skulpturelle højttalerdesigns. Ifølge datidens tests var de "gamle" modeller vist ret identiske, men det har vi ingen mening om. Billeder af de gamle og de nye Audiolab i datidens blade så ret ens ud.. Ikke desto mindre nævner den nye pressemeddelelse, at der åbenbart skulle være sket en fantastisk udvikling af alle modellerne, og det er så disse allerede under TAG-ejertiden udviklede supermodeller, som åbenbart nu sælges til kinesisk lavpris. I den sammenhæng lyder det jo så noget paradoksalt, at det "nye" Audiolab ifølge samme pressemeddelelse åbenbart skulle have "headhuntet en gruppe ekstremt dygtige audioingeniører" Mindre skulle da sagtens kunne gøre det, nu når alle de fremragende designs fra TAG jo allerede lå der..Nå, sådan er der så meget. De nye produkter er sikkert alle pengene værd, de er nemlig ikke ret dyre. At TAG´s penge så nok mest blev brugt til noget helt andet og helt håbløst er vel historien uvedkommende. Brugt blev de og de satte samme varige spor i audiohistorien som en sten kastet i en stille skovsø: Et stort plask og derefter ingenting.

Hvorfor man så lige skal have hele skabelsesberetningen med i denne sammenhæng har vi svært ved at forstå. Vi taler trods alt blot om et kinesisk industrikonglomerat, som i et stort fabrikskompleks laver alt fra lysrobotter, trommer og alt mulig anden husholdningselektronik til hifi, hvor man den ene dag laver lidt Quad og en anden dag noget andet, måske Audiolab. Hvis man skal tage Quad som eksempel, entrerede man jo fornyligt med selveste Tim de Paravicini for overhovedet at få konstrueret en ny effektforstærker og en RIAA. De tidligere rør-modeller var iøvrigt designet af freelanceren Andy Grove. Så meget for IAG´s "ekstremt dygtige audioingeniører" men de var nok ikke blevet headhunted dengang. Det er vist den eneste forklaring. Nå, men man har altså åbenbart ansat dem nu. Blot underligt, at produkterne stadigvæk er ret billige og ganske få og ligner gode standardprodukter fra Kina. Verden af i går og verden af i dag ser altså lovligt ens ud.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start