mandag den 28. juli 2008

"Udflugt med Døden"

Det var den engelske filminstruktør John Boorman, som med sin film fra 1972 "Deliverance" ( dansk titel i overskriften) sikkert uforglemmeligt for mange udover denne skribent skildrede "kulturmødet" mellem de aldeles vanskabte og indavlede og tavse (og ret sadistiske, det skal siges) beboere i de afsides Appalacher-bjerge og en flok fjumrede storbyturister. Denne film ender som bekendt ikke ret godt, eller det vil sige, noget godt er der da kommet ud af det nemlig det udødelige nummer "Duelling Banjos" som endda sikkert i filmens indskrænkede ånd kun delvist spilles på banjo. Det er en ikke uinteressant lille psykologisk "twist", det dér med ikke at kunne kende forskel på en guitar og en banjo.

Nu er dette klassiske stykke anti-americana, hvor der ikke rigtigt er noget ægte sympatiske personer naturligvis alligevel helt acceptabelt, da amerikanere jo i almindelig europæisk optik ikke er voldsomt sympatiske. Det ville nok have vakt en del større opmærksomhed fra FN´s anti-racisme/godhedsindustri, hvis filmen havde udspillet sig på den anatolske højslette i stedet for Appalacherne..Der ville det jo givetvis have været voldsomt krænkende overfor de ædle vilde, altså de oprindelige beboere. Den seksuelle indavls-praksis er vist ellers identisk begge steder, hvis man skal tro filmen (hvem husker ikke stakkels Ned Beatty!), forskellen består nok mest i, at i Appalacherne ER der simpelthen ingen kvinder at få. Hvorvidt der er forskel på dybden af indavlen har vi ingen mening om, vi kan blot konstatere fakta.

Disse tanker i dag skyldes, at vores lille familie har været på besøg på min fødeø Endelave hele sidste uge, hvor der ligesom i Appalacherne i mange årtier har været et helt tilsvarende menneskeligt udskilningsløb i gang. Udskilningsløbet er obligatorisk, og man kan ikke melde sig hverken fra eller til. Denne specifikke atletik-disciplin i verdens udkantsområder har alle steder haft samme mål: Flygt, I, der kan!. Som i de mest regnfulde og almindeligt åndsformørkede Appalacher har man allesammen deltaget i dette udskilningsløb selv om man ikke selv måske har løbet blot et eneste skridt. Verden, som man kendte den, og de mennesker, som befolkede den, er forlængst forsvundet. 

Nu kan det måske forekomme ganske groft diskriminerende at sige, at det var de dummeste og grimmeste (som i Boormans film), som blev tilbage, men et gensyn med mit barndomshjem tyder nu heller ikke ubetinget på det modsatte. De, der blev tilbage var vel på Endelave blot dem, som ikke havde noget videre valg, og det var så lige netop det valg, de traf. Et eller andet er dog kikset rent statistisk derovre, for andelen af skolebørn, som kræver ekstraundervisning, fås vistnok ikke højere nogen steder i landet. Det er altså ikke statistikken, som er kikset, mere virkeligheden i det hele taget. Det sidste er en hel del mere ildevarslende end det første.

Nu ligger den endelige dødsspiral i dette isolerede samfund efterhånden ganske langt tilbage, nok endda i virkeligheden adskillige år før Boormans film. Det var for eksempel dengang, at man afslørede en tyv blandt søfolkene på færgen. Indavlen må allerede dengang have nået et vist niveau, for at tro som tyven, at man kunne købe så meget som en ekstra Pajanas ananas-sodavand hos en af købmændene uden at dette iøjnefaldende merforbrug øjeblikkeligt ville afsløre ham (ja, vi er langt ude i dag, men det var næsten sådan det skete) tyder på en terminal erosion i åndsevner og samfundsstruktur. Knaldet blev han dog (ikke helt som Ned Beatty i "Deliverance", ganske vist, men alligevel) og familien måtte naturligvis flytte fra øen. Det var så de såkaldt gode gamle dage. Samfundet, selv i delvis opløsning, tildelte de nødvendige sanktioner. Det kunne forekomme hårdt, men det var det eneste, der var at gøre, som vi skal se.

Sådan er det til gengæld ikke længere. Allerede fra færgen er det mest tydelige udover det grotest forvoksede kirketårn på den lillebitte gamle landsbykirke en kæmpestor tilsyneladende ganske permanent (den har da været der en del år) pavillon nede ved stranden. Det er til gengæld et monument over noget, der var engang og ikke er mere, nemlig et lokalt samfunds liv og elementære justits. En eller anden ville nemlig tidligere have sat en tændstik til denne pavillon, hvis ejeren ikke havde flyttet den. Netop derfor ville den selvfølgelig aldrig være blevet sat op, samfundet og anstændigheden og ikke mindst den folkelige justits ville have klaret sagen. Som med ham den "uheldige" langfingrede færgemand. Som i en grønlandsk igloo låste man nemlig aldrig sine døre, og en enkelt tyv ville være som en ræv i en forsvarsløs koloni af havfugle. Derfor fjernede man ham selvfølgelig permanent fra det sårbare samfund. Heldigvis for den langfingrede var naboen den anonyme storby, ikke den uendelige ødemark og man brugte ikke dengang byggekraner som i Teheran.

Tilbage til pavillonen. Den står nemlig på såkaldt ikke-matrikuleret jord, som ikke kan ejes af nogen. Den står nemlig simpelthen på stranden, altså et aldeles offentligt område, hvor selv ikke et telt må slås op for blot en enkelt overnatning. Loven er altså helt klar, men gælder tilsyneladende ikke alle og det har den vel i virkeligheden aldrig gjort. 

Vi må lige inden den spændende afsløring af denne pavillons ejer huske på, at Poul Nyrup og Mogens Lykketoft i over 40 år har haft sommerhus på Endelave, godt nok uden nogensinde at have været synlige i lokal-livet. Inden vi nu accepterer privatlivets fred for disse arketypiske politikere skal det da lige med, at de var fuldstændigt ligeså isoleret/elitære i deres adfærd, dengang de som unge studerende sikkert helt borgerligt-spekulationsmæssigt købte sommerhus. Det var sikkert derfor, at de blev fremtrædende politikere, simpelthen fordi de var nogle kolde og afvisende og beregnende mennesker til at starte med. 

Alligevel var denne første invasion af politikere på Endelave ret fredsommelig. Normalt er såkaldt "invasive" arter jo ellers en trussel mod den endemiske fauna, men Lykketoft og Nyrup og Hilden og Meldgaard og de andre kombinationer af mand/konebytninger forblev ude i den østre ende som en ikke-spredende bjørneklo: Fremmed, men ufarlig, som et Tjernobyl under beton-dækslet. Det varede så desværre kun indtil ejeren af vores pavillon, det tidligere EU-medlem for Enhedslisten Bent Hindrup Andersen tog til Endelave, nok for at leve ef sin skattefrie pension. Derovre rækker den nemlig helt godt. Her var der til gengæld tale om en fjendligt indstillet invasiv art.

Denne gang gik det lidt bedre end for den tidligere præst på Endelave, initiativtageren til det senere "Præsteinitiativ", Knud Erik Lægsgaard. Samfundet formåede endnu ganske vist svageligt i Lægsgaards tid at beskytte sig mod selvbestaltede gudeskikkelser på jorden som denne inderligt afskyelige person, så han forsvandt da igen. Det er iøvrigt den eneste gang jeg nogensinde så min onkel Erik, der var havnefoged på øen, hidse sig op, nemlig over denne selvgode og selvretfærdige Guds stedfortræder (nej, ikke tjener, langtfra) og hans krav om særbehandling omkring bådpladser udover al rimelighed. Se ham på billede og se, hvad han er. Han var iøvrigt med vores færge hjem og brillierede ved med største selvfølgelighed at mase ind igennem vores familie ned af trappen. Det varede så indtil denne skribent blot spærrede ham vejen med en arm på tværs. Så stoppede han, for man kan godt være et dumt svin uden at være særskilt dum. Tydeligvis

Sådan er det ikke længere. Endelave er jo nemlig ikke længere kun et samfund i krise som dengang, det er stendødt. Der er end ikke selvjustits nok til at tænde en tændstik. Derfor står denne frisindets og tolerancens utrættelige forkæmper fra Enhedslisten nu som den fungerende Konge af Endelave, og som andre potentater fra Stalin til Mugabe er han naturligvis ikke selv underlagt samme love som sine undersåtter. Giv et svin magt og plads og det opfører sig som det svin det er, som man sagde man sagde i min barndoms skolegård uden sammenligning iøvrigt. Var der ikke også noget med svin i Orwells "Comrade Napoleon"?- det er altså noget diskriminerende overfor grisene, det her og det skal blive meget værre. Det hele er naturligvis camoufleret i nutids-floskler om "bæredygtighed" og "økologi" og anden tomgangssnak hos Hindrup Andersen som det jo altid er hos den skattefrie og priviligerede-meningsdannende klasse, ialtfald p.t. Magthaverne kan jo heldigvis altid tilpasse sig og her på Endelave er det ikke engang nødvendigt længere.

Det er nok også derfor, at der slet ikke længere på Endelave er blot ét eneste svin længere, ihvertfald ikke et af dem med fire ben. Den nye invasive nye politiker-art har her simpelthen haft held til at udrydde den oprindelige art fuldstændigt. Det er nok derfor Hindrup Andersen har opstillet sin strålende og gigantiske pavillon derude på den yderste ikke-matrikulerede sandjord. Der fungerer den forresten også undertiden som forum for Enhedslistens årlige landsmøde. Der kan man så videregive det glade budskab til alle partimedlemmerne, et Jesus TOG fejl: Det var tydeligvis ikke de ydmyge, som skulle arve Verden, det var nemlig åbenbart dem i Enhedslisten, for hvem skam og almindelig anstændighed var et fremmedord. 

Denne gang var Endelave ligeså forsvarsløs som landskildpadderne og leguanerne på Galapagos og dronten på Mauritius var det: Selv en sømand med en sløv lommekniv var den mægtigste på øen og Hindrup Andersen blev konge. Dronten uddøde godt nok, men der er da stadig liv på Galapagos. Der skulle blot hjælp til udefra, og det kan vi da håbe på kommer til Endelave i denne sag. Det er da på tide og har været det ganske længe. Tal lige til undertegnede om idyllen derude på landet igen. Eller stakkels Ned Beatty i "Deliverance" Eller at visse politiske partier med de rigtige meninger opfører sig mere "rigtigt" end dem med de forkerte meninger. Enhver idiot ved jo, at fritgående svin uden naturlige fjender ødelægger alting og så kan de være sorte eller grisefarvede eller plettede eller kok-røde efter solskoldninger. Bare giv dem chancen, eller bedre, lad være!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start