mandag den 14. juli 2008

Karaktermord

I afdelingen for de mere beskidte politiske tricks finder man det såkaldte "karaktermord" Denne betegnelse dækker jo som bekendt den situation, hvor man ved hjælp af helt udokumenterede insinuationer forsøger at nedgøre en person eller en anden enkelt ting og dermed dreje virkeligheden. Et godt eksempel, som sikkert overhovedet ingen længere husker, var i den amerikanske valgkamp i 1972, hvor præsident Nixons stab suppleret med et par freelance-journalister fra laveste skuffe (bl. s. Hunter Thompson) lavede dette stunt mod den daværende præsidentkandidat Edmund Muskie. Nu var Muskie selv tilsyneladende uangribelig (selv grundig granskning gav åbenbart intet smuds at kaste med), så derfor gik Nixons folk løs på Muskies kone med aldeles horrible moralske anklager. Det var selv med politisk målestok grænseoverskridende.

Dette fik til sidst Muskie til at bryde sammen og hulke for åben TV og missionen var lykkedes. Karaktermordet pr. stedfortræder, for ingen amerikaner vil dog (måske egentligt fornuftigt nok) stemme på en flæbende præsident, var lykkedes til perfektion og Muskie trak sig som kandidat. Vi bringer det her op i dag, fordi vi i dagens avis ser en ret nøje pendant til dengang. Vi må huske på, at det hverken dengang eller i dag drejede sig om at oplyse om noget reelt, faktuelt eller blot positivt om egen politik eller egen fortræffelighed. Nej, det egentlige ærinde var og er blot at sige noget negativt om andre, absolut intet andet. Ens egen virkelighed har intet med sagen at gøre. Iøvrigt var Nixon selv jo en af de få certificerede skurke. Ihvertfald lige i det embede, dagens skribenter har vist ikke været opstillet.

Enkelte læsere vil nok efterhånden lide af en moderat Cobra-metaltræthed efter vores mange kommentarer, men alligevel fortjener den altså lige en tur igen i dag. Der er sådan lidt kombination af det allerværste fra den mest rå form for kapitalisme suppleret med lidt propaganda af en form, som tidligere mest har været anvendt i Central-og Østeuropa af folk med karakteristiske overskæg i en tekst i dagens avis. Det drejer sig nemlig atter en gang om vores yndlingsaversion, Cobraen. Eller rettere, det gør det kun indirekte, for efter denne forudsigelige ulykke er intet mindre end formanden for "Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark" trukket i harnisk sammen med selveste formanden for IAAPA, Europa. Hvad det så end er, det forklares nemlig ikke, men det lyder unægteligt ildevarslende. Det er det forøvrigt også.

Nu kunne man måske ligesom EU`s organ for bekæmpelse af racisme ideelt forvente, at disse notabiliteter ville gå i brechen for større sikkerhed i parkerne eller måske endda til større økonomisk kompensation eller blot opmuntring til de ulykkelige ofre, men nej! Hele historien i dag går på noget helt andet. Vi taler nemlig om såkaldt "mod-spin" af allerhøjeste kaliber. I dag går formænd for forlystelsespark-foreninger tydeligvis på Handelshøjskolen eller på universitetet. Der er sandhed jo sådan noget sørgeligt relativt og ret ligegyldigt noget. Nu er både såkaldt "spin" og "mod-spin" jo accepteret i politik, fordi de brådne kar findes overalt og ingen normalt har noget at lade hinanden høre. Det er noget anderledes her, fordi det er selve det håndgribelige ulykkelige virkelighed, som er det ogentlige offer for dagens "mod-spin" Nemlig den kendsgerning, at man i Tivoli Friheden har sat en ganske vist godkendt rutschebane i gang aldeles vel vidende, at der ville blive problemer. Ellers ville man jo naturligvis ikke have stationeret 2 italienske montører fast ved banen. Derfor finder man naturligvis noget helt andet at angribe, og hvad kan dog være mere folkeligt acceptabelt end USA. Sikke kloge de folk dog er, de kunne næsten ligeså godt have drillet klassens tykke dreng, det havde givet samme mening.

Det er altså en noget vild tekst, som vi ser i dagens avis, og som fortjener betydelig udbredelse som lærestykke. Anledningen er, at for mange, heriblandt undertegnede og en lederskribent ved JP, har det været helt oplagt at forestille sig følgerne for Friheden, hvis denne hændelse (læs.Ikke-ulykke) havde fundet sted i USA. Det kan nok være disse studerede organisationsmedlemmer fra branchen så kommer op på beat-et. Igen, det drejer sig om karaktermord her eller ihvertfald et ihærdigt forsøg. Det drejer sig nemlig udelukkende om at godtgøre, at den danske model er den bedste i verden. Overskriften er derfor "Fokus på det sikre" Tak for kaffe, Fætter Guf!

Derfor starter man naturligvis med at understrege, at der er faste lovkrav i Danmark omkring myndighedernes godkendelse. Det lyder jo vældigt fint, men det sker altså gennem de private firmaer Force og Teknologisk Institut, som jo må formodes at ønske at stå på venskabelig fod med deres kunder. At det bestemt ikke er en tilstrækkelig forudsætning for optimal sikkerhed behøver vi vist ikke engang sandsynliggøre. Disse lovkrav findes ikke i USA, og det er for disse branchefolk naturligvis et bevis for, at den danske model er bedst. At man så lige bekvemt glemmer den betydelige selvjustits, der i USA ligger i den simple interesse ikke at få sin forlystelsespark lukket på grund af blot ét eneste uheld glemmer man naturligvis. Det må da ellers sige at være det ultimative sikkerheds-argument.

Den næste sætning er dog selv efter gentagen granskning af annalerne ret enestående: "Meget få eksperter vil hævde, at den amerikanske "claim-culture" har positive bieffekter-og således heller ikke på dette område"(!!) Vi er vist noget ude på det teoretiske overdrev her for at udtrykke det lidt mildt. Her gik vi netop og forestillede os, at det eneste mulige check på kapitalismens værste udskejelser netop var, at det kunne koste virksomheden livet at sjuske med sikkerheden. Det behøver man vel heller ikke ligefrem være ekspert for at se. Man kunne vel dårligt indføre nogen mere effektiv kontrol med salmonelleforgiftning i danske restauranter end at tildele en mill. kr. til hvert eneste offer for en forgiftning. Det ville nok fjerne risikoen permanent.

Nej, den bedste amerikaniserede term her i denne artikel er vist "The Permissive Society", hvor alt for mange får lov til alt for meget på endnu fleres bekostning som vi jo har set i denne sag. Meget betegnende bruges dette udtryk ikke i artiklen, det dækker måske også i rigelig høj grad den danske virkelighed. A propos kost og kostelighed, så hør dette citat fra vores nye venner: "Statistikkerne viser, at risikoen for at komme alvorligt til skade (defineret som hospitalsindlæggelse på 24 timer eller længere), når man prøver en forlystelse, er 1 til 15 millioner" Nu er der jo rent statistisk ret få forlystelser, som nogensinde nogetsteds har forårsaget personskade, så et mere relevant tal ville vel være de mere ekstreme. Ellers må vi da isoleret sige, at det foreløbige antal hospitalsdage for de tilskadekomne på 10 dage gange 3 altså statistisk sikrer de næste 450 mill. ture i Cobraen. En lidt sjov statistik, den her hvis den havde haft nogen mening.

Slutbemærkningen fra disse skruppelløse spin-fætre er, at "sikkerheden står naturligvis ikke til diskussion" og her er vi naturligvis enige. Hvad det så lige har med resten af denne horrible udgydelse at gøre, kan vi til gengæld ikke få øje på. Udover at vi lever i den bedste af alle tænkelige verdener naturligvis, heldigvis langt væk fra alle skurkene over i USA. Om man snakker om ofrene for Cobraen? Gæt selv og find en grimasse der kan passe. En rigtigt grim en.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start