torsdag den 17. juli 2008

De små ting

I dag vil vi i mangel på større sager bevæge os ned i de noget mindre, nogen vil måske endda kalde dem de helt små. Det er der naturligvis noget om, men man må jo alligevel altid huske på, at hvis man derude i den perfekt-trimmede forstadsidyl ikke har andre problemer end lidt hårdnakket kvik-græs mellem fliserne, så er det alligevel verdens største og vigtigste problem, hvor Darfur og Myunmar i sammenligning ganske blegner. Væsentlighedskriterierne flyder noget i denne tid på samme måde som når teenagere (godt nok til evig tid) ser en kommende bums som verdens undergang. Det er det jo naturligvis også.

Nu er årets Tour de France jo selv for noget uinteresserede iagttagere som denne skribent helt ubeskriveligt uinteressant. Det skyldes mest, at heltene optræder noget anderledes, end man normalt ser helte. I blot en lidt anderledes kontekst ville de nemlig have været nogen ubeskrivelige skvat og morsdrenge og halvvejs endda knapt udsprungne skabsbøsser, men i de sande heltes fravær må man så forsøge at finde det mindste skvat og så gøre ham til den største helt. Det er han naturligvis også, jævnfør den blomstrende bums på teenageren. På samme måde som ham den halvfede derude på savannen for at undgå at blive ædt af den glubske løve blot skal løbe en lille smule stærkere end ham den helfede for at være den hurtigste. Lad os tage vinderen af gårsdagens etape, nordmanden Arvesen fra Team CSC Saxo Bank, en rigtigt tvivlsom helt. Næsten på samme måde som han jo ud fra alle tilgængelige definitioner er en noget tvivlsom dansker.

Nu har det for undertegnede gennem det seneste årti været interessant at betragte danske journalister indenfor sportens verden. Sport i sig selv er jo ret beset aldeles ligegyldig og det præger selvfølgelig dens passive udøvere, altså journalisterne. Alle almindelige journalistiske kriterier som analyse og accepterede begreber som værdighed og væsentlighed bliver permanent suspenderet til fordel for en næsten "hitchcocks" suspense. Da denne "suspense" sjældent eller måske aldrig kan leveres af sporten selv er det så journalisternes opgave at opfinde den. Tilbage til Tour-etapevinder Arvesen: I dagens JP er overskriften nemlig "Postbudet kom med sejren" Nu kunne man naturligvis få de underligste tanker om uforsigtighed i CSC med alskens kanyler og ulovlige opkvikkende præparater i anonymiserede postpakker som dem, min ungdoms hitmagasin "Weekend-Sex" blev leveret i. De var iøvrigt så diskret indpakkede, at enhver naturligvis straks vidste, hvad der var i. Det er nu ikke historien.

Det er det til gengæld, at etapevinder Arvesen helt tilfældigt netop i går modtog en trøje med posten, og det var bestemt ikke en hvilken som helst trøje. Det var nemlig den trøje, som symboliserede, at Arvesen i 2002 (!!) havde vundet det norske mesterskab i cykling. Det vil sige, det var det alligevel ikke helt og Arvesen selv ville nok endda sige "Slet ikke!" og for mange modeinteresserede unge mænd af metroseksuel observans ville det have givet mening-dog ikke for os skal det lige siges.

På den oprindelige mesterskabstrøje sad korset i det norske flag nemlig SKÆVT, når man tog den på. Om det så skyldes den pind-armede og hulbrystede Arvesen,som ser noget afpillet og jammerlig ud eller forkert design er ikke til at vide. Alligevel insisterede Arvesen altså på selv helt personligt at omdesigne mesterskabstrøjen, så korset kunne komme til at sidde helt lige. Det var så denne præstation udi tekstildesign, som i går morges åbenbart kronedes med held, da Arvesen altså for første gang bar sin helt egen trøje og vandt. Det er vist en rigtig solstrålehistorie om rigtige mænd, der vist bare burde have været født som kvinder i stedet for, for noget ret meget mere jammerligt og umandigt er det da ret svært at finde. Måske Arvesen endda helt rigtigt ville kunne vinde det parallets løbende (kørende?) Tour de France for rigtige og autentisk kvindagtige kvinder?

Naturligvis labber den ukritiske og stofhungrende journalist denne historie i sig og selvfølgelig også uden at undre sig over, hvordan i alverden det dog kan tage over 6 år at fremskaffe en trøje, hvor korset altså sidder lige selv deroppe i hjemmebrændingens omtågede hovedland, Norge. Det er ellers et ret godt spørgsmål, næsten ligeså godt som det at undre sig over, hvorfor alle danske TV-seere i dette årtusind er blevet tvangsindlagt af disse hjernedøde sportsjournalister til at skulle opfatte CSC-ryttere som først franskmanden Laurent Jalabert, så amerikaneren Tyler Hamilton, så spanieren Sastre og i år brødrene Schleck fra Luxembourg som ægte danske helte. Det eneste fællestræk i alle årene har jo været heltedyrkelsen af doping-helten Bjarne Riis som holdleder, og de andre statister på cyklerne er så i mangel af bedre blevet helte for sportsjournalisterne. Det må dog alligevel betragtes som noget af en jætte-præstation at få fremstillet Bjarne Riis som nogen sympatisk person, men hvor der er en stålsat vilje er der tydeligvis en vej. Eller nogle penge eller noget andet. Han forekommer ellers som prototypen på en noget kedelig ka´l.

Helt så stålsat så etapevinder Arvesen nu ikke ud i går, ihvertfald ikke for holdets coach, den PR-ekvilibristiske tidligere jægersoldat B. S. Christiansen. Lige inden spurten hviskede B.S. nemlig i Arvesens øresnegl, "(at han skulle huske på) hvad han havde på ryggen", nemlig sin helt egen mesterskabstrøje efter helt eget design. Hold da helt kaje, hvor det bare kører. Hør blot, hvad Arvesen selv sagde efter sin sejr på omkring 1 cm, som der måtte målfoto til: "Jeg havde nok vundet, uanset hvilken trøje, som jeg havde på. Men det er klart, at det betyder noget" Ak ja, hvad skal vi sige til sådanne visdomsord og et overvældende analytisk og menneskeligt format. At formå at under-inddele et cykelløbs mikro-kosmos på denne måde! 

Ja, vi kunne jo for eksempel mindes det konservative parlamentsmedlem Leo Amery, som i foråret 1940 i Parlamentet under slaget om Frankrig råbte til arbejderpartiets Arthur Greenwood. "Speak for England, Arthur!" i kampen for at få væltet den dødssyge Neville Chamberlain. Det lykkedes som bekendt og verden blev bedre, godt nok først et stykke tid efter.

Se, DET var format og menneskelig klarsyn, den danske form for sportsjournalistik i den ekstreme petitesse-afdeling er blot til at få kvalme af. Når disse åh så ærkedanske cykelhelte som Jalabert o. a. så skifter hold er de naturlige æreløse landsforrædere eller de bliver blot bekvemt helt glemt. Hvornår har man hørt om en anden midlertidig "æresdansker" (husk på, at de skævøjede og hjulbenede japanere under 2. verdenskrig jo også for Hitler var "æres-ariere") Wilson Kipketer? Han kunne endda så vidt forkalkningen tillader korrekt erindring godt tale en slags "pidgin-dansk", det kunne vist ingen af cykelheltene. Nå, men tanken om den fine nye trøje efter eget design og de patriotiske ord fra B. S. gav altså alligevel en sejr til Danmark. Vundet af en nordmand på et amerikanstk hold, Saxo Bank er så vidt vides ikke med endnu af andet end navn. Om vi synes det her er helt igennem latterlig journalistik? Det er nok mildt udtrykt.

Ellers kører der en tråd på vores naboforum hifi4all om masochisme. Eller rettere, det drejer sig om en kinesisk kopiudgave opkaldt efter den praktiske (uhyre praktiske og praktiserende så vidt vides) grundlægger af masochismen, nemlig von Masoch. At kalde en højttaler det burde jo sikre et vist publikum, omend noget snævert (av for satan!!). Det har det så også gjort, heriblandt en ef denne skribents ganske vist noget tidligere beundrere (betagelsen er nemlig vist gået permant over), nemlig pseudonymet Jensmarius. Nu kunne man måske med en vis ret spørge om, hvad erfarne og halvgamle hifi-entusiaster ser af interesse i, om en ligegyldig lillebitte pruthøjttaler ved navn ProAc (som aldrig har været solgt i væsentlige styktal, måske (forhåbentligt!) af samme grund) får en kinesisk-produceret klon til en brøkdel af prisen. Et bedre køb end et fuldstændigt ligegyldigt køb behøver vel stadigvæk ikke at være noget særligt godt køb.

Ingen ville vel drømme om at købe den dyre version af denne inderligt ligegyldige højttaler og selv om en tilsyneladende kopi altså er billigere er den nu stadigvæk efter vores mening ligegyldig. Ligesom det er os flintrende ligegyldigt, om en Gamut-højttaler til 50.000,- koster 20 eller 10 eller 5. Det er nemlig også stadigvæk en lille pruthøjttaler. Hvorfor nu lige denne sammenligning? Jo, det er fordi alle højttalerne omtalt i dag såmænd indeholder ærke-danske Scan-Speak højttalerenheder, nogle eller måske ligefrem en ægte delmængde af dem måske endda fra Danmark. Andre af dem kan måske som Arvesen og Kipketer betragtes som mere en slags "æres-danskere" (altså sådan en slags "æres-Scan Speak enheder"), selv om vi ikke helt er klar over, hvor langt den uundgåelige udflyning af denne sidste del af Tymphany-produktionen er kommet. Vi taler altså om en aldeles ligegyldig og vilkårlig prissætning af fuldstændigt ligegyldige produkter, altså en helt igennem ligegyldig sag. Og så måske alligevel ikke helt.

Dette masochistiske foretagende von Masoch er nemlig sadistisk nok at oplyse de specifikke modelnumre på de anvendte Scan-Speak enheder er det er rigtigt "bad news" for andre små operatører i vores branche. Selv om den anførete pris på disse masochist-højttalere på omkring 3000,- for et sæt muligvis hverken indeholder told eller moms, så burde det være den endelige og måske ikke helt ufortjente dødsdom over de små danske leverandører af ikke helt rimeligt prissatte højttalerenheder i løs vægt som FreQuence og Dansk Audio Teknik være afsagt. Problemet er jo, at når man bliver tilstrækkeligt lille som disse firmaer, så stiger éns indkøbspriser dramatisk og den nødvendige salgspris for fortsat eksistens stiger endnu mere. Til gengæld er der en betydelig tendens til fald i det nu mikroskopisk lillebitte firmas kompetence (man kan for eksempel prøve at kontakte DAT Kbh. pr. telefon til en start, det er jo et ellers ret elementært og ganske simpelt kompetence-element) Rotterne, ihvertfald de mere adrætte og erfarne af dem, forlader jo som bekendt altid den synkende skude først og det har de jo forresten forlængst gjort. Alle de medarbejdere i det gamle DAT, som kunne gøre og gjorde en forskel, er jo forlængst forduftet. Undertegnede regnes ikke med her.
Men alligevel, prøv at lægge løsdelspriserne sammen på disse Scan-Speak enheder og se, om det kan betale sig at bygge selv, for det kan det overhovedet ikke, aldrig nogensinde. 

Om det så betyder, at vi synes at disse masochistiske monstrøsiteter er et godt køb? Overhovedet ikke, de er som nævnt blot ligeså ligegyldige som en hel masse massivt overprissatte højttalere til den mangedobbelte pris. Til gengæld er det altså alligevel meget bedre at købe dem færdigt end at lave dem selv. Farvel, Dansk Audio Teknik i København, det går aldrig det her, jeres timeglas er vist løbet ud.
Det gjorde det måske i virkeligheden for flere år siden, eller rettere, det gjorde det.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start