torsdag den 10. juli 2008

Beta-test med mennesker

I vores sædvanlige verden, elektronikverdenen, taler vi om en såkaldt beta-test. Det kaldes det nemlig, når man lancerer et nyt og typisk kun delvist færdigudviklet produkt for en snæver udvalgt gruppe for at lade dem undersøge, hvor mange fejl der er i produktet. Blandt de kendteste af de firmaer, som har haft enorm succes med denne forretningsmodel er naturligvis Microsoft, som har grundlagt et imperium på den simple ide, at man ligesågodt kan teste sine produkter på den store gruppe mennesker, som kaldes verdens samlede befolkning. I virkeligheden er vel alle deres produkter permanente beta-versioner. Alligevel er dog selv ikke Microsoft hævet over almindelig amerikansk lovgivning. Det er nok derfor de ikke laver produkter, som direkte ved beta-test medfører større personskade som forbrændinger med varm kaffe og andre bemærkelsesværdige americana, men holder sig til ting, som udelukkende genererer mindre lokale hud-irritationer, typisk der, hvor brugerne har revet håret af i store totter af raseri. Det er tydeligvis ikke erstatningspligtigt ifølge amerikansk lovgivning, for det har sikkert været prøvet. Det er der til gengæld så meget andet, der er, erstatningspligtigt altså. Heldigvis. 

Det er det muligvis også i Danmark, det får vi se, og vi taler naturligvis om en af danmarkshistoriens mest forudsigelige og aldeles forventelige ulykker, nemlig den nylige voldsomme personskade i Tivoli Frihedens nye hovedattraktion, rutschebanen Cobra. Selv om der ved rent svineheld ikke var tale om dødsfald var der tale om særdeles voldsomme kvæstelser med talrige åbne knoglebrud og nærmest overrevne ben, da 2 sæder simpelthen faldt af. Desværre er der her i agurketiden beskeden bemanding på de lokale nyhedsmedier, og derfor er det analytiske niveau blandt journalisterne selv efter normal lav standard helt usædvanligt lavt. Den åndelige sommerdvale har tydeligvis sænket sig. Der er ellers adskillige spændende vinkler. 

Nu er det jo næppe nogen hemmelighed, at denne side har været noget skeptisk overfor denne nye attraktion bygget på lige dele reklamemæssige luftkasteller grænsende til egentligt uvederhæftige reklamemetoder og en italiensk leverandør i den lave ende af troværdigheds-skalaen med åbenlyde problemer i at bøje metalrør. At der har været tale om erkendte problemer er jo ellers ret tydeligt derved, at der helt indtil umiddelbart efter uheldet (!!!) var stationeret 2 italienske teknikere fast ved rutschebanen. Hvad de havde at gøre der er indtil videre ikke besvaret og bliver det heller ikke foreløbigt. De tog nemlig straks efter ulykken tilbage til Italien. Det er jo egentligt underligt, for man kan vel i selv det mere sommerferie-ramte, mere end rudimentere politiarbejde vel sige, at man nok allerførst burde have snakket med dem. Det har man nok bare glemt, man har da ihertfald ikke gjort det.

I mangel af bedre vidner til ulykken har man så i stedet entreret med en gruppe medarbejdere fra vindmøllefabrikken Vestas som åbenbart naturlige ekspertvidner. Disse så nemlig de italienske montører benytte en almindelig skraldenøgle til at efterspænde en bolt i stedet for en såkaldt momentnøgle. For ikke teknisk kyndige betyder det, at man med en momentnøgle har en tydelig indikation af, hvor hårdt en bolt er spændt. Nu er det nok et par år siden, at disse Vestas-folk har arbejdet manuelt, for det kan enhver blot nogenlunde erfaren montør gøre med en almindelig skraldenøgle. Vi er vist blot på et efterforskningsmæssigt vildspor her, men man behøver tydeligvis kun er være en lille smule klogere end journalisterne for at være den klogeste. Det siger desværre ikke alverden lige i denne tid. 

Det er næppe her, at fejlen er. Hvis en bolt kan gå løs efter så kort tid tyder en del nemlig på, at de ting den spænder sammen, simpelthen bevæger sig i forhold til hinanden, og så kan den aldrig nogensinde holde alligevel, selv om den er efterspændt med en svensknøgle på 1 kilometers længde. Journalister skifter tydeligvis aldrig selv hjul efter en punktering. Her som i deres mere åndelige discipliner hersker der tydeligvis en dvaleagtig dovenskab.

Om der også gør det i politiet er vanskeligt helt at vide. Noget kunne nu tyde på det, da man umiddelbart efter ulykken bad Teknologisk Institut kikke på sagerne. Det var nemlig desværre Teknologisk Institut selv, som oprindeligt blot en uges tid tidligere havde stået for den tekniske godkendelse af Cobraen og ret meget mere inhabil kan man vel dårligt teoretisk være. I den efterfølgende intense efterforskning må det så være gået op for selv politiet, for allerede godt nok adskillige dage efter fandt man i sin nidkære søgen efter sandheden ud af, at man hellere ville lade Force-Instituttet overtage den tekniske undersøgelse. Den officielle forklaring var naturligvis næppe den rigtige. Den lød nemlig, at Force-instituttet ville kunne afslutte undersøgelsen i løbet af en uges tid.

Nu kunne det jo være journalistisk interessant at have fået at vide, hvor lang tid Teknologisk Institut oprindeligt have planlagt at bruge og ikke mindst hvordan i alverden Force-Instituttet inden de tekniske undersøgelser overhovedet er startet kan sige, hvornår de endegyldigt kan afsluttes. Politiet plejer jo heller ikke selv at sige, at "denne mordsag er løst indenfor 72 timer" Man kunne nok ellers forestille sig, at Teknologisk Institut lige i denne uheldige dobbeltrolle virkeligt ville have fået fingeren ud, men mon ikke de får et honorar alligevel, måske fra politiets kaffe-kasse. At tage pengene fra driftsmidlerne til det her undersøgelsesmæssige klamp er jo nok problematisk. Den amerikanske forfatters Raymond Chandlers helt Philip Marlowe gav jo altid overskydende penge til Politiets Pensionsfond. Det kan selvfølgelig også være derfra, at pengene kommer.

Nu er Danmark jo et pudsigt land og ikke blot i kraft af en pudserløjerlig politiindsats. Man skal ellers efter en politiinspektørs udtalelser i går til TV2 Østjylland tro, at lige denne sag åbenbart nyder betydelig politisk fremme. Ellers ville politiet vel næppe prioritere hurtighed i resultaterne for de tekniske undersøgelser over alt andet, vel ikke mindst korrektheden. Sandheden er jo simpelthen, at denne prototype af en rutschebane er sat i drift i midten af et villakvarter længe efter, at den skulle have kørt. Placeringen betyder naturligvis, at prøvekørsler IKKE kan foretages i nattetimerne, udelukkende i dagtimerne. Det vil sige, det kan de naturligvis heller ikke rigtigt, for så ville folk jo blot stille sig i kø. Enter de ufrivillige beta-testere.

Man har altså blot valgt at starte med at par italienske teknikere ved siden af som support, hvis noget skulle gå galt. I amerikansk lovgivning ville man vist tale om "malice aforethought" og have lukket lortet og det ville man vel have haft ret i. Selv det hjerteløse imperium Sovjetunionen havde dog anstændighed til at prøveflyve sin første bemandede Spunik med en kosmonaut, som hed Lajka. Hun var som bekendt en hund og kom iøvrigt ned på Jorden nogenlunde på samme måde som de unge piger i rutschebanen. Den døde bare af det, det kunne de andre ligeså godt have gjort, hvis deres sæder var landet blot en smule anderledes. Faktisk på næsten alle andre måder end lige den de gjorde ovenpå virvaret af stænger og metal og fra mange meters højde. 

Iøvrigt faldt sæderne ned et sted, hvor man måtte skære hul i hegnet for overhovedet at kunne komme til, for som direktøren i Friheden, Henrik Ragborg Olsen så begavet udtalte, så kunne man umuligt forudsige, at man skulle kunne komme til der. Det er den slags udtalelser fra den slags mennesker, som kortvarigt kunne få en til at drømme om, at amerikansk lovgivning med amerikansk standard for erstatningers størrelse kunne blive indført i Danmark. I det mindste et par dage.

Allerede nu mere end gisnes der nemlig om, at ofrene kun tilkendes latterligt små erstatninger. Det vil sige, måske kommer de endda til at skulle føre en civil sag mod den italienske producent i stedet for mod den indlysende part, nemlig ejeren Tivoli Friheden, for overhovedet at få en euro. Tal om et dansk retssamfund. Dagens vinkel i JP taler heller ikke om den skarpeste analyse. Her bebrejdes G4S, det tidligere Falck, nemlig for ikke at have tilbudt krisehjælp til alle. Nu er G4S jo faktisk et privat foretagende og ret meget forplumret kan sagen altså dårligt blive. Hvad med at få fat i direktøren for Friheden, Henrik Ragborg Olsen. Det er vist ham, der har kreditkortet. 

Nogen har tydeligvis ret og mere ret end de fleste andre og ikke blot til at beta-teste produkterne med fra starten spillevende mennesker, selv om vi godt nok ikke endnu har hørt begrundelsen, at det jo også er både det mest realistiske og desuden langt det billigste. De har tillige ret til en opspeedet teknisk undersøgelse, sikkert mest fordi deres forretning derude i Friheden jo nemt kommer til at lide skade. At forretningen derude så ikke blot lukker og slukker skyldes vist udelukkende, at den ikke ligger i USA. Det kunne man ellers godt have ønsket, rigtigt meget endda. Alle andre steder end her I Århus.
Som den store banjospiller i "The Dubliners", Barney McKenna så tydeligt udtrykte det i sit tidløse glansnummer: "I wish I were in America" Bare man lige i denne sag dog kunne transmogriffe Tivoli Friheden derover. Til retfærdigheden.

Etiketter:

0 kommentarer:

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside