lørdag den 12. juli 2008

AVI

Fornyligt døde den allersidste engelske veteran fra 1. verdenskrig, der jo som bekendt sluttede den 11.11. kl. 11 1918, sikkert mest fordi det skulle være lettere for alle skolebørn at huske. Om det er lykkedes er ikke til at vide, sandsynligheden taler vist desværre for, at næsten ligeså få husker det som antallet af overlevende. Vi har da aldrig mødt nogen, som har vidst det.Vi bringer denne servicemeddelelse i dag for atter en gang at mindes, at fortiden, selv den allermest umiddelbare, tilsyneladende ikke eksisterer længere. Hvor lidt det er tilfældet vil vi vise med et eksempel fra vores egen verden. Vi vil nemlig i dag starte med den engelske elektronikproducent AVI. Det er nemlig en ganske interessant historie, som ikke alene afdækker en totalt ikke-eksisterende kollektiv hukommelse. Det er også en historie om en almindelig accept af påstande så uhyrlige og vanvittige, at vi indtil forgæves har forsøgt at finde deres lige. Det er ganske vist endnu ikke lykkedes, men vi kommer desværre nok ikke til at vente forfærdeligt længe. Grænserne flytter sig jo hele tiden, men indtil videre er historien om AVI altså "King of the Wild Frontier", som man i min allertidligste barndom sang om den vaskebjørnsbetrukne helt Davy Crockett.

AVI var oprindeligt et lillebitte firma startet af en ganske talentfuld designer ved navn Martin Grindrod. Lillebitte er det iøvrigt stadigvæk og ligger iøvrigt kun et par miles fra ATC i Gloustershire, England. Firmaet producerede ingeniørmæssigt fornuftige men noget anonyme mellemklasseprodukter, som efterhånden blev noget vanskelige at sælge for nu at sige det lidt mildt. Et forsøg på at promovere den selv ikke efter indfødt engelske forhold særligt dekorative grundlægger Grindrod med de karakteristiske buskede øjenbryn som noget særskilt attråværdigt eller seksuelt appellerende har nok heller ikke medvirket til nogen øget forbrugerinteresse. En satsning på bittesmå billige højttalere med ganske billige højttalerenheder var måske heller ikke det allermest oplagte for denne lille køkkenbordsvirksomhed derude på landet. En dødsspiral var til at få øje på.

I mangel af bedre annoncerede firmaet i årevis i forskellige hifi-blade for at finde forhandlere og distributører, tilsyneladende og sikkert ganske fortjent uden videre held. Verden var vist bare løbet fra små virksomheder, som samlede mellemklasseprodukter i landlige omgivelser med indkøbte standard-industrihøjttalerenheder. Nu har vi lige i sidste uge været på tur i området, og man kan vel sammenligne det med muligheden for at lave finere fransk madlavning med de friturestegte fish og chips, som vi fik i området. Der var naturligvis også tale om dybfrosne industriprodukter, som efter en tur frituren mirakukuløst var blevet forvandlet til hjemmelavet pub-mad. Men så kom Ashley James til og så skete der noget. Eller også gjorde der ikke.

James indså, at den almindelige pub-model måtte kunne genbruges i AVI. Som den talentfulde omend noget sandheds-selektive kommunikator, som han var og er, lancerede James simpelthen "Den globale gårdbutik" Det er godt nok et begreb, som vi selv har fundet på her i dag, men det var altså ikke desto mindre det, som det var. Ingen forhandlere gad sælge AVI´s udmærkede men helt ligegyldige produkter og designeren Grindrod var tydeligvis ikke talentfuld nok til at designe egentlige topklasseprodukter, ihvertfald har han da aldrig gjort det. Enter James altså, som hurtigt afskaffede de få tilbageværende desillusionerede forhandlere. Det har sikkert været ganske let og har næppe engang krævet en opringning fra firmaets stendøde telefon.

Denne store kommunikator af ganske simple og hyppigt gentagne budskaber om AVI´s fortræffeligheder indså, at direkte-til-dig salg fra AVI ALDRIG ville kunne komme til at omfatte traditionelle separate elektronikprodukter. De er nemlig både for dyre og tidkrævende at sælge. I stedet lancerede han et koncept så besnærende simpelt, at man undrer sig over, at ingen har fundet på det før. Det har mange ganske vist osse, men deres prissætning af produkterne var blot en faktor 10 for lav. James lancerede simpelthen et "magisk produkt" til den magiske pris af 999 pund, hvor alle andre hovedløst havde satset på 99. Det drejede sig simpelthen om et sæt aktive højttalere, altså med forstærkere og digitale indgange og det hele. Blot en iPod eller en PS 3 og så var man i business. Kunsten var så at finde på noget så dyrt, at folk gad bruge tid på at snakke om det på nettet og så alligevel så billigt, at ingen af de altid utilfredse kunder rigtigt gad brokke sig. Dette sjælløse alt-i-et produkt skulle blot forlenes med den rigtige historie, og den leverede James: Ultrahighend-lyd til utrolig lavpris fra den lille gårdbutik derude fra enden af vejen uden skilt ude på landet. Hvor idyllisk og ægte kan det næsten blive? En hel del mere vil vi sige herfra!

Historien blev promoveret med en indlevelseskraft af James så man næsten skulle tro, at han selv troede på det. Selv om han ganske vist i lighed med denne skribent efterhånden er blevet noget affældig har han nu nok ikke gjort det. Ashley James er nemlig tydeligvis endnu ikke affældig nok til ikke at kunne indse, at affældighed ikke nødvendigvis er aldersbetinget. Denne marketing-historie bestod i sin paradoksale enkelthed i den ellers helt fornuftsstridige påstand, at disse nye højttalere på alle punkter var bedre end AVI´s egne tidligere topmodeller til mere end den 5-dobbelte pris. Hvis det her lyder åndssvagt er det selvfølgelig, fordi det er det. Nu har en histories indlysende stupiditet aldrig været noget hindring for dens udbredelse, så i dag ser vi mange steder på nettet kolporteret som fakta, at "James jo selv har sagt, at den nye ADM 9 er bedre end.." Når han siger det, må det jo naturligvis passe, sandhedsvidne som han jo er. 

Om denne historie så har betydet, at AVI har købt alle de produkter tilbage, som de tidligere har solgt til altså 5 gange den egentlige værdi er nok tvivlsomt, men det må vi vist forske lidt i. Der er som en selvfølge også blevet etableret en dansk filial af denne AVI/Ashley James-kult, som dog vist indtil videre kun har ganske få medlemmer. Måske det danske uddannelsessystem alligevel klæder folk lidt kritisk på. Det gør det engelske desværre ikke. I en test fornyligt skrev Alan Sircom (som iøvrigt selv med hård konkurrence både fra Elefantmanden, Grindrod og undertegnede uden sammenligning er branchens grimmeste mand), det ligeså absurde, at disse nye AVI højttalere åbenbart skulle få forskellene mellem lyd fra mp3-formatet og CD til at forsvinde helt. Det er ret beset en forunderlig egenskab, mest fordi der er en objektiv ganske betydelig forskel.

Dette skete ifølge Sircom ikke fordi CD pludseligt var blevet dårligere, som alle ellers nok ville have gættet på. Nej, der var åbenbart i stedet sket det ganske magiske og aldeles uforklarlige, at disse uhyggeligt fantastiske højttalere til ganske uhyggeligt lav pris på magisk vis som "Mandrake the Magician" have fået det miserable mp-3 materiale til at udfolde sig helt. Sommetider ønsker man sig altså i denne verden af absurde påstande og følgagtige paphoveder, at man i stedet havde snuppet sig en tjans som blind passager på stjernekrydseren "Enterprise" med kaptajn Kirk og hans crew. Der må da for pokker være en verden derude, hvor folk bare er en smule klogere. Det er der sikkert, det kan da dårligt blive ringere end denne her historie om AVI og dens op-og nedture. A propos op og nedture og andre rutschebane-relaterede fænomener har vi forsøgt at finde direktøren for Tivoli Friheden, Henrik Ragborg Olsen på TDC Oplysningen. Det lykkedes ikke. Der kan bare se.

Etiketter:

0 kommentarer:

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside