lørdag den 7. juni 2008

Artsdiversiteten længe leve!

Hvis man skal udnævne et tidspunkt, hvor den moderne miljøbevidsthed fik sit egentlige gennembrud, plejer man at henvise til Rachel Carsons bog "The Silent Spring" fra 1962. Selv om læsning af mere end flygtige netsider som denne vel efterhånden er blevet marginaliseret af tidens ligegyldige kvindelige bestseller-krimiforfattere er der vel stadig en enkelt, som kan huske denne uendeligt triste bog. Ja, det er der, det kan jeg nemlig selv og jeg kan endda også huske en anden forlængst glemt bog, nemlig "Limits to Growth" fra 1970-erne. Den sidste var jo noget infamt dommedagssludder og de danske efterfølgere med bl. a. den permanent frelste professor Niels Meyer burde jo i virkeligheden have diskvalificeret dette professorale båthorn i al fremtid. I stedet kanoniserede det ham, meget mystisk.

Carsons bog er særdeles mindeværdig, mens de andre bøger i "Limits to..."-serien altså er mest bemærkelsesværdige som atter et bud på en katastrofe, som aldrig kom, ikke engang ganske lidt. "The Silent Spring" handler jo hovedsageligt om de dengang mirakuløse nye sprøjtemidler som DDT, som man jo brugte massivt overalt i verden og det var til gengæld en virkelig katastrofe i svøb. Heldigvis blev man de fleste steder opmærksomme på disse ophobninger af DDT, som ellers var godt på vej til at udrydde alle højere dyr i fødekæden, hvor DDT-en blev koncentreret.

Til gengæld var det så efter den første succes med DDT atter blevet rigtigt fedt at være myg igen. De godt nok få myg, der overlevede, var jo resistente og havde dermed hele deres kendte verden for sig selv. Fiskene var jo blevet slået ihjel og selv om der i disse DDT-søer kun var uhyre få arter, var der tilsvarende flere individer af dem. Sindssygt mange. Man taler om en ringe artsdiversitet. Andre miljøer, som heller ikke ligefrem fremmer forskelligheden er de svovl-spyende varme kilder på oceanernes bund, hvor kun svovlbakterier og et par andre hvirvelløse dyr med svovlstofskifte klarer sig i det mere end 100 grader varme vand. Den gode nyhed er så, at man slet ikke behøver at tage den udvidede dykkerklokke-eksamen for at studere disse aparte og uendeligt artsfattige miljøer. De findes nemlig også på landjorden og endda midt i byen. Det er nemlig stedet for den ultimative ikke-artsdiversitet, nemlig ialt blot 1 art. Bedre eller rettere dårligere kan det jo ikke blive.

Vi taler naturligvis om den autonome enklave omkring det tidligere "Huset" i Århus. Nu har der godt nok ikke været meget "Silent Spring" over stedet her i det rigtige forår, men man kan nu nok trygt regne med, at det senere vil blive betragtet som den "stille periode" i forhold til det, som forestår. Det var ellers slet ikke sådan det hele startede dernede. Dengang for længe siden, adskillige måneder faktisk, var oplægget fra kommunen, at bygningen i en periode skulle benyttes af alskens små idealistiske kulturelle foreninger og sådan begyndte det da også. 

Det viste sig dog hurtigt, at disse idealistiske amatør-småfisk hurtigt blev dræbt i mødet med alle de sort-uniformerede autonome, der som vildfaren og utæt tromle DDT rullede ind over området. Det idealistiske miljø viste sig ligeså forsvarsløst i denne kamp som den gamle hest i Orwells bog "Comrade Napoleon" , der som bekendt blev kørt bort til sæbefabrikken. Troen på det bedste er ikke nok, når man er oppe mod det værste.

Derfor er det en forunderlig oplevelse at gå forbi stedet i disse dage. Der hersker en tydelig og ildevarslende stilhed hos de omkringboende. Der lyder ingen musik ud fra vinduerne og ingen drikker øller på trappestenene, som de gjorte indtil for helt nyligt. "The Silent Spring" er kommet til Århus midtby, og man ser kun sort-uniformerede unge i området. Diversiteten er blevet dræbt og farverne er forsvundet og selv ikke solens stråler kastes tilbage i andet end sorte uniformer. Det kommer der som bekendt ikke meget ud af.

Carsons bog var som sagt ubeskriveligt trist, og det er det her også. Til gengæld lykkedes det med denne betimelige advarsel dengang at redde miljøet og man kan vel håbe på noget lignende denne gang. Eller rettere, vi kan mere end håbe, så lad os gøre det i dag.

Artsdiversiteten i den professionelle lydbranche er jo også her i lokalområdet blevet presset ved lukningen af min gamle arbejdsplads, men det er vist kun tilsyneladende. Til enhver tid i alle geologiske epoker har der jo været et voldsomt pres mod enkelte arter, som evolutionsmæssigt "har malet sig op i et hjørne" og et sådant eksempel var vel i virkeligheden det gamle firma. Som den forlængst uddøde irske kæmpehjort og den farvestrålende slørhalede karudse i branddammen var det vist bare et eksempel på, at ikke al artsdiversitet er levedygtig. Hjorten sad som bekendt håbløst fast med sit gevir inde i skoven og farveladefisken havde hejren ædt. I alle disse tilfælde er der dog tale om et naturligt og sundt pres mod de svageste ideer og koncepter. Om det så kan være en trøst, at man kan uddø eller gå konkurs på en artsdiversitets-mæssigt "sund" måde er nok tvivlsomt. 
Kampen for diversitet fortsætter til evig tid og kampen mod Mordors sortklædte horder varer endnu længere.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start