torsdag den 26. juni 2008

Tech Talk

I dag vil vi atter engang på utallige opfordringer krydse lidt rundt i vores egen elektroniske verden og blandt andet tale om diskant, et emne der jo nok ikke ude ved kakkelbordene i de danske hjem ellers nyder nogen videre fremme eller synderlig rettidig bevågenhed. Anledningen er nu også, at at et par af vores professionelle kolleger (i betydningen at de ihvertfald delvist lever af det, ikke andet) har et par interessante tekniske betragtninger, som nok ikke tidligere ville have overlevet en diskussion med blot en ældre tante omkring bordet, så alternativ i betydningen "non-tech" er den. I den retning er nettet en pudsig ting. Man kan tilsyneladende i dette informationskaos slippe af sted med de mest fantastiske og mest absurde påstande uden at nogen overhovedet løfter et øjenbryn. Vi har faktisk ikke siden Podium Sound-"affæren" set lignende påstande og måske ikke engang helt så grelle dengang. Dengang var det da ellers en rigtig vits.

Vi skal lige indlede med en introduktion af den flere gange i det følgende nævnte "waveguide". Det er selv for teknisk ret ukyndige nemlig en ganske simpel ting, ja den er endda så simpel og ur-oprindelig, at den slet ikke kan patenteres. "Waveguiden" er formodentligt opdaget i minutterne efter, at urmennesket rejste sig op på to ben. Der har han givetvis opdaget, at man kan retningsbestemme lyden fra munden ved at forme hænderne til en tragt omkring munden. Derved bliver lyden i den udvalgte retning en anelse kraftigere og man kan lynhurtigt mekanisk manipulere samtlige matematiske parametre i denne horntragt, også uden synderlig matematisk indsigt. Måske Stentor, den oprindelige ophavsmand til stemmeforstærkningen af sande bibelske dimensioner, den såkaldte "stentor-røst", blot var manden med de største hænder?. Vi taler altså om en af de rigtigt gamle opfindelser. Det er nok også derfor, man opfinder den igen.

Det drejer sig først om vores ven Karsten fra firmaet Studiesound, som ellers forekommer som en relativt vidende og sympatisk fyr. Det er da også muligt, at han er, men så er det da kun fordi hans engelsk-kundskaber er på pidgin-niveau. I en spændende diskussion om det alternative design af en lille pruthøjttaler er delefrekvensen mellem bassen og diskanten er sat ned til helt sensationelle 500 hz. For ikke-teknisk kyndige er det normalt i det mindste at gå op omkring 2500-3500 hz for ikke mekanisk at ødelægge diskanten aldeles øjeblikkeligt. Vi taler altså om betragtelige mekaniske påvirkninger af den uhyre skrøbelige diskantenhed her. End ikke med professionelle kompressionsdrivere med membraner på 10 cm., magneter på 10-15 kg. og voldsom hornladning har vi nogensinde set sådan et design. Det er altså ikke teknisk muligt og endda meget langt fra.Men altså så alligevel ikke. Vi er jo i hifi-branchen med de ophævede naturlove.

Man har nemlig i dette design opfundet noget, som man kalder en "waveguide" og som ifølge vores ven Karsten løser alle disse kedelige og teoretisk helt uløselige problemer. Hvis den foregående sætning ingen mening giver, så er det fordi det selvfølgelig ikke er nogen løsning. Karsten refererer nemlig som sandhedsvidne et internet-orakel, som altså skulle godtgøre, at denne såkaldte "waveguide" (som blot teknisk set er et ganske kort og langtfra optimeret horn), på ganske mirakuløs vis skulle kunne hæve lydtrykket med 20 dB. Igen, for ikke-teknisk kyndige er den opnåede RENT PASSIVE lydforstærkning sammenlignelig med forskellen i det maximale lydtryk fra en Tivoli-monobatteriradio i forhold til lydtrykket umiddelbart bag en startende jumbojet. Det ene lydtryk giver normalt ikke naboklager og det gør det andet heller ikke, fordi bygningen normalt vil være revnet og beboerne flygtet i sanseløs panik. Vi taler altså om en betydelig forskel i lydtryk.

Nu bruger man faktisk ikke disse mirakuløse "waveguides" på 10 cm. professionelt som forstærkning, men kun til at modificere udstrålingsmønstret. I PA-branchen hænger man som nævnt fast i det teknisk desværre uundgåelige løsning med monsterstore drivere og store horntragte. Det gør man selvfølgelig mest, fordi det andet snak naturligvis er den rene og skinbarlige nonsens. INGEN horntragt selv af mange meters længde giver en forstærkning på 20 dB og én på 10 cm. gør det naturligvis heller ikke. Vi taler ikke om nogen suveræn beherskelse af matematik hos disse mirakelmænd, vi taler mere om blå blink og spændetrøje. 

Helt så galt er det ikke i den nyeste anmeldelse på hifi4all af en anden lille pruthøjttaler fra Amphion. Anmelderen Mikkel Gige fjerner ganske vist allerede fra starten effektivt enhver potentiel læserinteresse ved aldeles hjernedødt at beskrive sin umådelige stolthed og begejstring ved at være den første til at anmelde dette åbenbare vidunder. Ellers havde firmaet vel heller ikke valgt ham, ræsonnerer han jo uhyre fornuftigt. Objektivitet er således fra starten en by i Rusland og det er tilsyneladende ikke faldet ham ind, at han sandsynligvis er blevet den allerførste, fordi ingen andre har gidet. Ligesom med hende den evige bænkevarmer til barndommens svedige sommerfester..I det mindste passer årstiden da, siger denne skribent, som blev undfanget Skt. Hansaften.

Derfor viser det sig selvfølgeligt ganske forudsigeligt og forventeligt, at Gige i Amphion-højttaleren bestykket med ganske almindelige SEAS-højttalerenheder finder sin nye super-duper referencehøjttaler (indrømmet:vi er sprunget over testen og er gået lige til konklusionen-den stod nu allerede i indledningen) Det slog os dog, at man til denne højttaler, også med brug af den ih-så-moderne "waveguide" har anvendt en delefrekvens på omkring 1200 hz. Det er ganske vist ikke så kontroversielt tåbeligt som Karstens citater ovenfor, men det er Giges ævl i samme forbindelse til gengæld.

Han refererer nemlig, sikkert fra producenten, at ørets følsomhed skulle være størst mellem 2000-5000 hz. Derfor skulle 1200 hz jo nærmest være genialt forstås. Herfra skal vi da lige i den anledning minde om, at ørets følsomhed er LANGT størst fra omkring 500 hz til godt 3000 hz og allermest følsomt i den lave ende. Der er iøvrigt forskelle for ørets følsomhed for fase og amplitude i dette uhyre kritiske område, (det ene ligger i den lavere ende, det andet i den højere) men det er vist udover dagens emne. 1200 hz ligger således komtortabelt IKKE udenfor det kritiske område, men LIGE MIDT i det allermest kritiske. Ingen ved deres fulde fem vil normalt anvende en sådan delefrekvens. Producenten kan sagtens have sine grunde, for den altid karakteristiske lyd fra den her anvendte basenhed af metal matcher fint den lidt anstrengte lyd fra en diskant, som bruges lidt rigeligt langt ned i frekvensområdet. Det gør det bare ikke mindre teknisk absurd. Gige, du er en gøj, læs dog på lektierne, mand istedetfor pressematerialet!

Der er vel også ved at komme lidt rigeligt meget skinger diskant i vores ven Jørgen Poulsen, salvelsesfuldhedens apostel på Tinge. Efter sine uhørte angreb på Dansk Folkeparti, som han sammenlignede med Nazi-Tyskland, er det denne gang forholdene i Ny Alliance, som står for skud. Poulsen betegner nemlig ikke mindre tåbeligt forholdene i partiet som "stalinistiske". Så mangler vi næsten kun, at samme Poulsen går løs på statsministeren med anklager om fuldbyrdet og gentagen kannibalisme på spædbørn. Der findes jo iøvrigt regler, ganske vist sjældent håndhævede, om at man kan blive smidt ud af Folketinget, hvis man er såkaldt "uværdig". Tidligere har endda en grov færdselsforseelse været nok (A. C. Normann) og mon ikke spædbørnsagtigt-grænsesøgende psykopatisk adfærd som Poulsens måske kan komme i samme kategori? Det håber vi, Jørgen Poulsen er da vist ved at give selv P. Alberti baghjul i sin søgen efter at fjerne enhver værdighed hos de folkevalgte. Vi korrigerer lige: Lige der har han sejret!

Til allersidst i dag skal vi minde om muligheden for at opleve den gamle sanger Leonard Cohen live. Baggrunden til denne turne efter en pause på 15 år er ellers den ganske prosaiske, at han mangler penge. Om det så er en ligeså god grund til at betale for at høre ham som at han godt kunne bruge éns penge er nok mere tvivlsomt. Ifølge en af sine faste korsangere gennem 20 år skulle der nu alligevel vente en stor oplevelse fra denne ellers 73-årige mangeårige misbruger og gamle trætte mand. Hun siger nemlig til dagens JP, at "han (Cohen) har heller ikke problemer med at huske sine sange" Det skal nok blive stort, skal det, sikkert næsten ligeså stort som Brian Wilson fra forlængst hedengangne "Beach Boys", der jo fornyligt ganske ligesom "Rolling Stones" optrådte med en såkaldt teleprompter for at de gamle misbrugs-skadede nisser overhovedet kunne huske nogen af deres tekster, som de jo også kun havde sunget et par tusind gange. Hvis ægte kunst er baseret på overskud, mon så ikke vi kan imødese kunstneriske kvaliteter som den lettere afsindigt manierede Mette Walsted fra TV-avisen, som jo også er ligeså hjælpeløs uden SIN teleprompter? Den eneste forskel er vist, at Mette Walsted ingenting har at sige uden sin, Cohen og de andre har haft det. Det er bare alt, alt for længe siden.
Køb den nye plade med "Smokie" i stedet for. Den er ligeså dårlig, godt nok, men en del billigere.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start