mandag den 2. juni 2008

Tannoy FSM og JBL 4412

Så var det atter i denne weekend tid til at tage endelig afsked med en af de gamle spillere i det århusianske musikliv, nemlig denne gang Studie AA, Danmedia. Denne oprindeligt kommunale kursusvirksomhed blev for snart mange år siden selvstændig og det gik vældigt fint lige indtil den nuværende situation med praktisk talt fuld beskæftigelse slog rod. Derefter var Danmedias rolle udspillet og nu er det jo så nylig historie. Danmedias marked forsvandt og det gjorde så firmaet også. I lighed med alle nyligt afdøde bør man forsøge at huske hvordan de var på højdepunktet, selv om det naturligvis kan være vanskeligt både med mennesker og firmaer. Den sidste tid er jo sjældent den smukkeste. Til gengæld har vi så her i firmaet et sæt monster-højttalere, nemlig Tannoy FSM med dobbelt-15 tommer, et sæt Yamaha NS-10M, et sæt Tannoy K-3808 og et sæt JBL 4412 til dem, som måtte have interesse. Det var dagens kommercielle indslag.

Som med det i forrige måned ligeledes efter længerevarende kronisk sygdom afdøde Dansk Audio Teknik drejer det sig helt grundlæggende om at kende sit marked og sine muligheder med det personale, som man har, ikke vil have eller blot ikke har længere. Efter kommunesammenlægningen tørrede kilden til Danmedias success, nemlig offentligt henviste kursister, fuldstændigt og ganske forudsigeligt ud, og derefter var det et håbløst kapløb med tiden for at skaffe nye kunder i butikken. Som når man spiller "Risk" er det jo vitalt for den videre manøvredygtighed at besidde enten Australien eller Sydamerika og sikre sig lidt konstante indtægter og almindeligt flow i butikken. Danmedia kunne naturligvis ikke forhindre den for dem katastrofale kommunesammenlægning, mens Dansk Audio Teknik derimod ganske på eget initiativ begav sig ud på den for dem ligeledes skæbnesvangre vej op mod den rivende strøm helt uden maskinkraft. Selv om det var lykkedes at komme lidt længere op mod elvens udspring var grundstødningen af det lille frønnede sejlskib alligevel uundgåelig. Det er noget nemmere for os, sagde laksen og lo!

Det er naturligvis ganske svært at blive ret meget klogere selv af at studere disse nylige ganske uundgåelige og meget undgåelige konkurser, mest fordi den undgåelige konkurs ganske kort tid efter fastlæggelsen af den nye kurs allerede gjorde undergangen uundgåelig alligevel. Det var blot et spørgsmål om tid, og som for Danmedia var det eneste, som kom ud af ventetiden, at kunderne blot yderligere glemte, hvordan den nu afdøde var i sine velmagtsdage, og sådan noget er aldrig smukt. Det var det ihvertfald ikke i disse 2 tilfælde. Det er altid ærgerligt, når ens eftermæle bliver så meget dårligere, end det havde behøvet at være, men for den døde er det sikkert ligemeget. Det er det bare ikke for folk som undertegnede, som var mere end med i periferien i disse sager, der er det rigtigt trist. Og livsbekræftende naturligvis også, fordi det nye liv trods alt sejrer over det gamle råd, som vi ser klarest på denne årstid. Det er nok derfor dødsfaldene kommer nu, selv om den mere prosaiske forklaring i form af ordet "moms" måske osse spiller ind. Vi forfaldets poeter har det hårdt i denne prosaiske verden!

Ellers må vi jo her i de stille sommeraftner konstatere, at der på trods af utallige åbne vinduer her i kvarteret kun uhyre sjældent kan høres musik, ja vi skal sommetider næsten ned på stetoskop-niveau for at registrere andet end det tilfældige støjspektrum fra den kosmiske baggrundsstråling. En lydforsker ved Århus Universitet fortalte i går i TV-avisen, at det vist skyldtes udsættelse for muzak og anden støj i hverdagen. Folk var simpelthen trætte af lyd. Hvordan det så lige hang sammen med, at de allerfleste bar MP3 afspillere fuldstændigt ligesom tidligere Sony Walkman og Discman for konstant at høre musik blev aldrig klart. Måske fordi hun bare tågede rundt.

Herfra vil vi tillade os at tvivle på, at der er blevet en større udsættelse for muzak/musik-relateret baggrundsstøj over de seneste 25 år, hvor den aktive musikinteresse er styrtdykket helt katastrofalt sammen med pladesalget. Man kunne vel med samme ret sige, at alle gratisaviserne havde udryddet enhver ægte litterær interesse, men det er nok mindst ligeså tvivlsomt. Folk HØRER givetvis massevis af musik på frivillig basis, de lytter bare kun uhyre sjældent til noget som helst af det længere, lytte her i betydningen "aktiv lytning". At sige som denne lettere fjumrende forsker, at baggrundsmusikken er den egentlig skyldige i denne misere er nok ikke engang en flig af sandheden, ja faktisk har den overhovedet ingenting med det at gøre. 

Alle håndværkere og fabriksarbejdere har nemlig i adskillige årtier konstant hørt radio på arbejdspladsen og alligevel lyttede de til musik derhjemme osse, ergo kan lydforskeren godt pakke sit pladder sammen. Når man så let kan falsificere en forskers teori er man enten meget klog eller også er teorien meget dum. Vi hælder til det første, men er naturligvis ikke helt afvisende overfor det sidste. Noget kunne tyde på, at denne akademiker måske er blevet ansat på Århus Universitet på "min" tid der. Der var sådanne "analyser" på akvariefisk-niveau nemlig normen og videnskabsteoretiken Karl Popper den allerværste kætter efter alle amerikanerne med undtagelse af Noam Chomsky. Det er hun nok, det er ihvertfald rigeligt dumt til en livstidsansættelse i dette herlige reservat uden kritiske predatorer. På den anden side har hun vel glimrende beskrevet hifientusiasten, som på trods af et betydeligt ellers musiklignende baggrunds-støjniveau aldrig nogensinde rigtigt hører musik. Vi tvivler nu på, at der derfor, han ikke gør det, han er vist bare åndssvag, men det er en helt anden historie.... 

Etiketter:

0 kommentarer:

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside