mandag den 9. juni 2008

SPOT og landminer

Så er der atter afholdt den årlige SPOT-festival i Århus, hvor ny dansk musik som på enhver anden forbrugsmesse for køkkener eller sekunda-designervarer er blevet udstillet for mulige købere. Det er en forunderlig udvikling, som musikbranchen har undergået i de seneste par årtier fra en interesse og følelse af nødvendighed for mange af kunstnerne til en tiltagende markeds-orientering hos de nye kunstnere allerede helt fra starten. Der er gået lidt "cand. merc. i afsætning" i ganske meget af musikken, og intet kan vel være mere typisk end denne salgsmesse, som det jo var og intet andet.

Om det så er derfor, at pladesalget styrtdykker i disse år er nok noget uklart, men musikernes og branchens egen indstilling til kommercialisme fremfor alt avler vel heller ikke lige den store loyalitet hos det forsvindende musik-købende publikum. Som tyskerne sagde om dette udsalg af personlig integritet: "Man merkt die Absicht und wird verstimmt" og forstemte mennesker køber åbenbart ingen plader, ikke engang dem med de sørgeligste tekster. Det er forresten muligt, at ham tyskeren tænkte på noget helt andet, det kommer man også let til selv, når man hører den musik, som allerede inden den første offentlige fremtræden er "castet" i en bestemt retning som en skuespiller, som aldrig kommer til at spille andet end én rolle. Med mindre man er Harrison Ford, og selv ham har vi jo set som delvis skurk i "The Mosquito Coast"

Fornyelse er iøvrigt noget pudsigt noget. I gamle dage, da Airfix og Revell-plasticbyggesættene herskede på drengeværelserne, var det naturligvis halvgamle mænd, som bestyrede disse forretninger. Derfor kom det ikke som nogen overraskelse, at disse tiltagende affældige oldinge blev gradvist udkonkurreret af andre forretningstyper, da computerspillene kom. Denne fornyelse er dog ikke nogen naturlov og da slet ikke i musikbranchen. Mens de små hobbyforretninger med en enkelt undtagelse her i området er forsvundet, så er det stadigvæk Gunnar K. Madsen, formanden for Rosa, Dansk Rocksamråd, som er manden bag Spot-festivalen. 

Når man nævner hans navn skal man endelig huske K-et ligesom man skal med filminstruktøren Annette K. Olesen, egentligt en lidt underlig sproglig konvention, men sådan er der så meget mystisk når man kommer op i den kulturelle elites vækstlag. Han har været involveret på fremtrædende pladser i det lokale musikliv nu faktisk allerede i flere årtier som promotor for det såkaldte vækstlag i musikken. At han efterhånden synes at have været der altid kunne enten tyde på, at han er rigtigt god eller at der sjældent er valg i denne organisation, måske sådan lidt Mugabe i Zimbabwe eller ATP Det har vi slet ingen ide om, det er nok bare et tilfælde.

Det er dog stadigvæk en pudsig konstruktion, dette såkaldte "vækstlag", som Gunnar K. Madsen så ofte nævner, ja det er vel i virkeligheden blevet hans varemærke. Nu kommer undertegnede jo så langt ude fra landet, at det næsten er løgn, men derude er der nu ikke noget, som hedder "vækstlag". Vækst er jo netop en organisk og kontinuerlig proces, hvor ethvert gennemgået trin blot er en nødvendig forløber for næste trin. Det er en pudsig kulturopfattelse at forestille sig, at et "vækstlag" på mirakuløs vis hvert år ved denne tid skulle udklække et kommercielt fuldt og færdigt produkt, som kan sælges til Spot-pris på messen, men det synes at være ræsonen. Som med anden markedsføring er der tilsyneladende ikke nogen, som har tid til at vente på, at den organiske udvikling af disse bands fortsætter. Det koster nemlig alt for mange penge.

Man kan næsten forestille sig, at det band, netop hjemvendt fra Hamburg som netop havde skiftet navn fra "The Quarrymen" til "The Beatles" havde spillet på Spot. Som et andet Spotbillede ville de jo med dagens markedsklima være fastfrosset i tid som glade pigtrådsamatører som en flue fra kultiden i et stykke rav. De var jo nemlig kommet gennem det såkaldte "vækstlag"..Ikke underligt at så uhyre få af de nye bands under disse omstændigheder bliver "voksne", ikke engang ganske lidt. Med mindre de er rigtigt pæne som Tina Dickow altså, og hun var nu givetvis blevet det, som hun er alligevel. Det har hun nemlig uden anden hjælp masser af "power" til. 

I den mere alvorlige afdeling skal vi da lige i dag minde om den fine forening "Danmark mod Landminer" Nu er det jo også en ting, som det er vanskeligt at forestille sig, at nogen ligefrem skulle gå ind for disse miner, altså "Danmark FOR Landminer", sådan lidt ligesom slogans som "Spis mere slik!" eller "Danmark for krig!". Hvis man støtter denne organisation kan man være med til at finansiere minerydning, og det er da fornuftigt nok. Lige knapt så fornuftigt for denne skribent lyder det til gengæld at man også "kan støtte undervisning i, hvordan man undgår at blive sprængt i luften, når man lever i et mineområde" Det sidste lyder noget vanskeligt og er da vist heller ikke succesfuldt blevet praktiseret hverken i Cambodia eller Mozambique eller de utallige andre steder, hvor der ligger mange millioner landminer. Til gengæld kan det sikkert give masser af velbetalt konsulentarbejde for "vennerne" af foreningen. 

Det minder lidt om den tidligere historie om de gén-modificerede planter, som vist skulle ændre farve, hvis der var landminer. Det var jo en noget overflødig information, for det ville man jo da sikkert have opdaget på smertelig vis, mens man plantede dem. Det var vist også en af de opfindelser, som var bedst for opfinderne...Derudover er spørgsmålet om, hvordan disse minedetektor-planter dog kan vokse alle mulige steder uden at blive en dominerende skadeplante som planteverdenens svar på dræbersnegle vist aldrig blevet stillet, det har man nok bare glemt. 

Nu kan man selvfølgelig ikke afvise, at det altså blot drejer sig om manglende undervisning, at de således går rundt og sprænger sig selv i luften, men det er nok ikke videre sandsynligt, selv om de er sørgeligt uoplyste. At drive landbrug i minerede områder på "sikker" måde er vel muligt på samme måde som sikkerheden for de første brandfolk, der kom til Tjernobyl. De døde også alle sammen, og de havde endda været på brandmandsskole, men måske de bare ikke havde hørt efter. Undervisning er godt, men reel minerydning er vist bare bedre. Man burde nok bare støtte en anden organisation end de her paphoveder, eller rettere, det burde man.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start