fredag den 6. juni 2008

Som gøgen kukker

I denne verden er der talrige mysterier, som traditionelt betragtes som uløselige og kolossalstuerne på Påskeøen og de forsvundne Grumman Avenger-torpedobombere i Bermuda-trekanten er vel nogle af dem. I forlængelse af det vil vi i dag behandle et par problemer, der for undertegnede er af mindst samme uløselige kaliber, selv om mange måske vil sige, at det vist mest siger noget om en uendeligt indskrænket forfatter. Det sidste kan bestemt ikke afvises, men man kan så blot håbe på, at nogen sagde det samme om Einstein som han sad der i hjørnet på sit arbejde på Patentkontoret, mens han skriblede løs om relativitet, for det er det, det drejer sig om i dag. Det, og så den mulige eksistens af noget, som videnskaben vist aldrig har belyst, nemlig den "konstante modfase" Det sidstnævnte er særligt interessant derved, at alle har hørt dette underlige fænomen, men der står intet i lærebøgerne om det mærkeligt nok.

Derfor vil vi i dag tage udgangspunkt i den kendte danske trækfugl gøgen (nå men så er den jo ikke rigtigt dansk alligevel), som er et interessant lydmæssigt fænomen. I modsætning til alle andre fugle kan man nemlig overhovedet ikke retningsbestemme dens sang og derfor er det da også en ganske lille procentdel af den danske befolkning, som nogensinde har set denne ellers ganske store fugl. Af den ganske lille procentdel, som overhovedet ved, hvad en gøg er forstås, altså i virkeligheden uhyre få. 

Traditionelt opererer man med lydbegreber, hvor en lydkilde som en fuglestemme altid er i såkaldt absolut fase. Lyden udbredes omkring fuglen med samme forudsigelighed som en sten kastet i en branddam og øret retningsbestemmer let fuglen. Det er faktisk noget af det eneste, som det menneskelige øre er rigtigt velegnet til. Derfor er det også overraskende, at en gøgs kukken selv på ganske få meters afstand er fuldstændigt umuligt at retningsbestemme, ligesom det er umuligt at høre, om fuglen er 10 eller 500 m. væk. Hvis sabelkattene havde været ligeså gode til at generere pote-støj i modfase ville det nok i dag have stået 1-0 til sabelkattene over menneskene. Det var de heldigvis ikke, gøgen står stadigvæk alene som den eneste af undertegnede kendte enkelte lydkilde med "kaos-fase"-karakteristik. Det er en underlig fugl og indtil for ganske nyligt havde undertegnede aldrig hørt noget lignende. Det var så lige indtil fuglen Flecks fløj.

Det vil sige, for ganske få dage siden oplevede jeg noget ganske tilsvarende under en mikrofondemonstration. Det var en pudsig seance, hvor uendeligt selvhøjtidelige mænd skulle vurdere kvaliteten af forskellige mikrofoner på et opstillet reference PA-anlæg. Allerede der krøb en eller anden i fjederham ind, for man skulle have mere end almindelig pip for at forveksle lyden af en stemme med den aldeles håbløse gengivelse over de opstillede højttalere, men det skulle blive meget værre.

Testen bestod i at sammenligne lyden af forskellige mikrofoner, og den første fuglehjernede lydmand mente, at dette bedst kunne gøres ved at equalise alle mikrofoner til at lyde som en billig Shure. Den mere tænksomme vil måske her bemærke, at så var incitamentet til at købe en anden og langt bedre mikrofon vel begrænset, sådan ligesom at plombere sin Honda 1000 Gold Wing-motorcykel til kun at kunne køre 30 km/t som en Puch Maxi. Det faldt nu slet ikke denne ellers engang såre lovende yngre mand ind. Heller ikke nogen af de andre såkaldt professionelle, her bruges professionel synonymt med "at leve af", intet andet. Blandt andre guldkorn var nemlig en langvarig test af, hvordan mikrofonen lød bagfra. Det var iøvrigt aftenens intellektuelle højdepunkt. Vi fløj altså ikke altfor højt, mere som en svale ved tilstundende tordenvejr.

Det var så under denne kamp for at ødelægge lyden, at den unge Søren Flecks vel ufrivilligt afslørede "Gøgens Gåde". For at få en aldeles fremragende Neumann-mikrofon til at lyde ideelt dårligt, måtte unge Flecks nemlig i den grad anvende equaliseren på den temmeligt dårlige mixer, at den kom til at tilføre det ellers glimrende monofoniske signal så meget faseforvrængning, at det blev helt umuligt at retningsbestemme lyden og det endda på 2 meters afstand. Det var faktisk så dårligt, at det næsten lød, som om stemmen kom bagfra, og en test med bind for øjnene på undertegnede ville næppe selv ikke med plus/minus 179 graders tolerance have kunnet afsløre sangerens placering. Denne katastrofale lydgengivelse afslørede jo så, hvad det er, gøgen gør. Den equaliserer simpelthen sin kukken ligesom en professionel lydmand ud i ren "kaos-fase". Der må være tale en en ren mekanisk, måske akustisk udførelse af denne kaos-generator i gøgens næb, for aldrig har en ellers velsyngende sangerinde så overbevisende illuderet en gøg. Eller et lydanlæg så lidt den oprindelige akustiske begivenhed.

At så de øvrige tilstedeværende såkaldte "lydmænd" (her er kvinder åbenbart for kloge) mest illuderede almindelige sludrevorne papegøjer siger naturligvis sig selv. Mængden af visdomsord denne aften overgås vist kun af den gamle Jaco(b)-papegøje, hvis hele ordforråd er "Poppedreng have sukker!" Det er der da i det mindste en smule fornuft i. Hvis det altså ikke havde været for Flecks´ afsløring af den ideelt fase-ulineære gøg ville det have været en gruelig aften. Hvis nogen i fuldt alvor i sin fuglehjerne (fuglene er jo vist oprindeligt beslægtet med krybdyrene) mente, at det lød bare den mindste smule godt denne aften, ja må vi konstatere, at "State of the Art" indenfor den lokale professionelle lydbranche er et stykke væk. Ligesom gøgen.
Det er ihvertfald umuligt at finde den eller det var det da i det mindste denne aften. Ligeså umuligt som det er at finde ekkoet af gøgens kukken, og det er jo da noget problematisk. (tak til Frans Bengtssons "Røde Orm") 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start