søndag den 15. juni 2008

Solsortens dialektale rigdom.

I dag vil vi behandle et emne, som denne skribent undtagelsesvist ved noget om, nemlig sprog, dialekter og anden kedsommelighed. Vi vil tage udgangspunkt i en status-rapport fra selveste FN´s Permanente Forum for Oprindelige Folk, som beskriver den fortvivlede situation for massevis af bittesmå sprog. Udover at det sprogligt jo er noget underligt, at en permanent kommission faktisk kun ret sjældent overhovedet fremkommer med en rapport (måske de blot rafler resten af tiden), så er det spændende ting, som de kommer frem til. Ikke egentligt interessante ting, mest spændende på en lidt kikset måde. 

Nu er sprog jo en fantastisk ting, og selv i lille Danmark fandtes der jo indtil for nyligt mange dialekter, som var praktisk talt uforståelige for de allerfleste andre danskere. Denne sproglige mangfoldighed var altså uden at vi vidste det en stor rigdom. Der opstår jo altid lidt af en "Galapagos-finke"-situation, når en befolkningsgruppe længe nok lever i isolation. Ikke overraskende opfinder disse isolerede sproggrupper ligesom solsorte hjemme i baghaven sproglige forskelle så man til sidst som solsort ikke kan genkende den anden sanger som en solsort og derfor ikke længere parrer sig. Derefter går udviklingen så til gengæld rigtigt stærkt hvis man altså kan kalde disse vildtvoksende sprog og dialekter og anden fuglesang for udvikling.

Da den regionale isolation i Jylland ophørte begyndte man jo også det storstilede projekt med at lave en ordbog over jyske dialekter til at bevare denne uudtømmelige folkelige visdom. Det arbejde foregår så vidt vi ved stadigvæk nu længe efter at dialekterne er blevet nogenlunde ligeså homogeniserede som Arla-mælk. Der er åbenbart tale om en skat, som altså er ved at forsvinde i hele verden, nemlig sprog.

En stor del af denne forståelse for sprogets betydning har de fleste vel i virkeligheden fra en af alle tiders mest tåkrummende rædselsfulde bestsellere, nemlig Peter Høegs "Frk. Smillas Fornemmelse for Sne" Udover den ulideligt og konstant leksikalsk belærende forfatter (der nok behørigt har imponeret en del kvindelige læsere på den konto-sikke dog en belæst mand!), så kan de allerfleste nok huske, at Smilla havde en helt fantastisk masse forskellige ord for det samme, nemlig sne. Det kunne jo være koldt/hårdt, koldt/lidt mindre hårdt eller pissekoldt/ret hårdt, fortsæt selv. Den sproglige rigdom var ifølge Høeg helt fantastisk. Om der i den jyske ordbog findes tilsvarende fine nuancer i beskrivelsen af det, som i min barndom med vores simple dialekt hed "skidt fra en spæ-kal" ved vi ikke. Man kunne sagtens forestille sig den sproglige rigdom, som lå i forskellige dialektale variationer over begreber som "lind", "lind med tynd tendens" og med eller uden klumper, fortsæt selv denne ufattelige sproglige rigdom. Mange ord for den samme ting skulle altså være godt. Mente altså den uhyre belæste Høeg og FN.

Nu viser det sig jo måske ikke ganske overraskende, at når et sprog eller en dialekt kommer i kontakt med den moderne verden, så går det omtrent ligesådan som med urbefolkningen på Grønland og dens erfaringer med sne. I egen barndom kunne vi også en frygtelig masse forskellige ord for nuancer af gråt, mens vi stod på den lille fødeø Endelave og gloede hjernedødt ud over vandet uden at vide, at vi på enestående vis var med til at berige den sproglige mangfoldighed. Vi kunne nemlig ikke finde på ret andet og lave og man må tilsvarende forestille sig grønlænderne i deres igloo i polarvinteren diskutere konsistensen af sneen på indersiden af iglooen, det har nok været spændende samtaler, det var vores ihvertfald.

Alle disse rige kulturelle ytringer er også forlængst væk, sikke dog en veritabel skat vi er gået glip af. Da vi kom til fastlandet viste det sig noget vigtigere at kunne kommunikere overhovedet, og min egen store erfaring med forskellige adfærdsmønstre for skorpiontæger i gadekæret viste sig at være ligegyldig viden i den sammenhæng. Det var ærgerligt, jeg havde ellers brugt vældigt megen tid på de små fyre. Ligesom grønlænderne med sneen.

Ifølge dette FN-organ er det altså af aldeles afgørende betydning af bevare de små sprog, selv om det jo nok er en ret håbløs beskæftigelse. For eksempel viser deres statistik, at hele 51 sprog i verden i dag blot tales af ét menneske I modsætning til den allersidste tasmanske tiger, der jo blot døde aldeles ensom og frændeløs i fangenskab, kan mennesker jo trods alt parre sig på trods af sproglige barrierer, ja faktisk er en stor del af denne aktivitet hos mennesket vel endda baseret på, at den ene eller begge parter alligevel har drukket eller dopet sig så meget fra sans og samling, at sproget vist alligevel er neutraliseret. Det burde altså teoretisk være muligt. Alligevel er håbet for disse sprog nok begrænset. Man skal jo have at snakke med, det er vel egentligt det, som det hele drejer sig om.

Hvad angår udsigterne for dansk, går det til gengæld helt fantastisk godt, for nu kommer vi nemlig til den statistisk interessante del af denne undersøgelse. Der står ikke noget om, at vores faste tirsdags-inspirator, Christian Nørgaard Lassen fra JP har været med, men mon ikke?. Statistikken bærer nemlig præg af en kærlig hånd for alvorligt kan den vel ikke være ment. Til eksempel fremkommer dagens forfatter i JP, Ulla Lund, med den epokegørende oplysning, at dansk faktisk kommer ind på en 80. plads i verden for flest brugere og at det dermed ifølge denne vidtberejste og lærde forfatter dermed tales af 2% i verden. Udover det kontroversielle i dermed at fastslå, at verdens befolkning ialt kun er godt 100 mill., så stopper det som altid ikke her. 

Når man kommer op på den absolutte topscorerliste over de store verdenssprog, så ser vi nemlig endnu et par artige overraskelser. Med tæt ved 1.5.mia indbyggere i Pakistan og Indien skulle man jo tro, at hindi/urdu måske ville ryge lidt op på hitlisten, men nej! De er kun nr. 2 med blot 333 mill. Nå, men det er jo nok fordi, at man betragter det andet officielle indiske sprog, nemlig engelsk, som det rigtige indiske sprog, men tro om igen. Engelsk tales nemlig kun af ialt 322 mill., og når man lægger USA og England sammen er der ikke plads til en eneste inder. Mysteriet er stadigvæk, hvad i alverden inderne så taler, for der er stadigvæk ikke i denne fine statistik indregnet mere end under 10% af den samlede indiske befolkning. Lige i dette tilfælde taler vi vist mest om uendelig statistisk og intellektuel fattigdom hos forfatteren. Bedre kan vi ikke beskrive det, vores egen sproglige spidskompetence er jo som nævnt i beskrivelsen af grå-nuancer på himlen.

Nu ved enhver jo, at solsorte i forskellige haver og forskellige biotoper har helt individuelle sangmønstre, som lynhurtigt udvikles og ændres. Om det giver de udøvende kunsnere blandt solsortene nogen større sproglig rigdom ved vi ikke, men vi ved til gengæld noget om, hvordan man kan beskytte et truet sprog mod udslettelse. Man kan nemlig bare flytte, som det stadigvæk plat-hollandsk talende religiøse mindretal Amish i USA jo beviser. I Holland er dette sprog jo forlængst forsvundet og noget lignende ser vi i Gellerup-planen ved Århus. Selv om den nyeste statistik vist skulle vise, at antallet af ghettoer i Danmark er faldende, så er de vist bare ved at blive mere koncentrerede. Det bliver givetvis en guldgrube for kommende generationer af sprogforskere, som ønsker at forske i en tyrkisk landdialekt. De fleste tyrker i Århus kommer jo som bekendt fra et lillebitte område i Anatolien.

I en undersøgelse fra elever fra Ry Højskole, som refereres i dagens JP, viste et par journaliststuderende eleverne i en specialklasse på Nordgårddskolen et billede af en hund, Bamse og Kylling, Tivoli Friheden og dronning Margrethe. Nu var der ikke tale om særskilt svage elever, de har blot aldrig omgåedes danskere eller nogensinde set dansk fjernsyn. Ingen af eleverne kunne jo så på denne ikke voldsomt tværkulturelle baggrund genkende nogen af disse lokale ikoner eller altså blot vide, hvad en hund er. Ingen af eleverne vidste iøvrigt, hvad en gris var for noget, men derfor kunne de jo sagtens være imod alligevel og det var de, disse sproglige opfindere. Det er virkeligt intet mindre end imponerende, at utroligt lærenemme børn i denne alder sprogligt kan holdes nede på den her måde. Senere hen går udviklingen jo noget langsommere.

Hvis man skal tro FN, er dette jo så muligvis en succeshistorie i forsøget på at undgå det danske samfunds tvang for at true modersmålet. Bare fordi man er født i Danmark behøver man jo ikke, ligesom grønlænderne heller ikke længere gør, kunne dansk. Det er godt at se, at Danmark for en gangs skyld går forrest i kampen for den frie sproglige identitet. Bare skammeligt, at det kom for sent til at redde min barndoms helt enestående og unikke "Endelave-dialekt" Vi skulle bare have ladet med at gå i skole, så var al den regionale gennem århundreder omsamlede visdom jo ikke gået tabt.
Det trick anvendes iøvrigt også i denne enklave i den omtalte modtageklasse på Nordgårdsskolen. Af de 7 elever var nemlig kun 4 mødt denne dag til de 2 lærere. Det skal nok gå helt fint, den sproglige frihedskamp! Den er vist allerede vundet. Eller tabt.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start