torsdag den 19. juni 2008

Pubertære tanker

En katalysator er jo som bekendt et element i en proces, som er nødvendigt for processens forløb, men som er uforandret før og efter processen er forløbet. I den forbindelse kunne man nævne det grønlandske mineral kryolit, som prydede denne skribents drengeværelse i mange år. Det var dengang man forestillede sig, at det skinnende mineral måske var beslægtet med det mere kendte kryptonit fra Supermans fødeplanet. Man kunne altid ligge og drømme om, at man vågnede op sådan lidt mere Supermans-agtig med de fordele, som dette indebar overfor det modsatte køn. Det skete nu aldrig, selv om kryolitten skinnede rødt i aftensolen som den lumske røde kryptonit, men tanker var der nu masser i denne pubertets-tid. Temmeligt ens, ganske vist, men ikke desto mindre mange.

Et mere nyligt eksempel på en katalysator som udløsende faktor er så på en lidt mere trist baggrund beslutningen om at lukke den lille butik Lydcentrum i Kolding. Der blev bægeret åbenbart overfyldt, da det danske blad "High Fidelity" vel ganske retfærdigt kaldte en højttaler fra Canton for en "pubertetshøjttaler" Udover det for denne skribent helt basale problem at tage noget med et så uheldigt navn som Canton alvorligt i det hele taget (man kunne ligeså godt have kaldt den "Klaus Bondam" for eksempel), så var denne karakteristik af denne ligegyldige og tydeligt ultra markeds-målrettede højttaler altså det, som fik Lydcentrum til at opgive ævred. I en snæver sammenhæng er det svært at forstå, at man skulle blive stødt på manchetterne over, at man måske får en smule uhyre berettiget kritik for sådan en højttaler, fordi man vel ikke nogensinde havde forestillet sig, at sådan en kunne sælges på et internetforum eller som egentlig hifi. Til gengæld er dennne højttaler ultralet at rengøre med en opvredet klud, men det har man endda ikke engang nævnt i testen. Det er ellers et betydeligt "selling point" skulle man mene for dens målgruppe eller måske nærmere deres mødre.

Det lykkedes så heller ikke at finde nok pubertetsdrenge, selv om der jo ellers er ved at forsamle sig en rigtig stor flok på de 2 danske internetfora, ja der er faktisk ikke så meget andet at byde på. Derfor kan det jo også være ganske ligemeget, hvad man tester, så det gør man med den typiske pubertetsdrengs mangel på sans for proportioner (måske en lidt uheldig formulering, faktisk..). I den seneste test af en effektforstærker fra Coda til vistnok 40.000,- ser vi dette ført temmeligt langt ud. Nu kan man jo som pubertetsdreng sagtens blive imponeret af det, som ihvertfald i Gylland (tak til de tilrejsende Brøndby-fans for denne sproglige perle) hedder "store kasser" Det må jo være derfor, at anmelderen Mikkel Gige allerede inden sin test er uhyre overdrevent entusiastisk omkring dette produkt, som i ligegyldighed omend muligvis ikke i lyd når helt nye højder. Alene Giges indledning tyder jo ikke ligefrem på, at han kan udføre nogen særligt velafbalanceret test, så derfor har vi ikke gidet læse den. Der må være andre, som har haft samme fornemmelse, for næsten ingen har gidet kommentere testen af denne store og næsten tomme kasse med en "rekordtyk" støbt forplade. Se, det er virkelig pubertet, der vil noget men ligefrem interessant er det vel ikke og da tydeligvis ikke for andre overhovedet. Man kan dog sagtens forestille sig anmelderen som den bumsede dreng have uhyre svært ved at holde fingrene ovenpå dynen og væk fra de store knapper. Det er forståeligt, men det er vist ikke universelt interessant.

Det er det vel heller ikke nødvendigvis, når vores gamle bekendt J. Kjær starter en tråd om den vistnok hifimæssigt helt uforsvarlige omtale af et elektronisk McIntosh-prestigeprodukt i JP. Som han siger, "står der absolut intet" i omtalen. Nu er det svært at gradbøje "intet" i forbindelse med J. Kjær, for vi bruger faktisk hans egen alenlange og langt mere indholds-og helt holdningsløse tråd på hifi4all som absolut reference for begrebet "entropi", nemlig den uundgåelige tendens mod nul-energi og intethed. Vi skal henlede opmærksomheden på dette bemærkelsesvædige eksempel på samtidskunst, som det jo er for J. Kjær uden mål eller mening eller nogetsomhelst andet at skildre en ikke-udvikling, som ikke overraskende ingen steder steder fører hen undtagen mod den endnu større tomhed. Hvis pubertetstanker er total mangel på proportioner, så er vi helt godt med her og iøvrigt står der faktisk en smule i JP-omtalen. Sandsynligvis kan det gavne hifi-interessen en del mere, end alle fjolserne kan skade den. Måske.

At der stadig er gang i sagerne ser vi hos vores venner Århus Hifiklub, som vist nu efter lange og grundige studier af motorvejsnettet nordpå endeligt har finaliseret et besøg hos en hifiimportør ved Ålborg. Til et arrangement, hvor der vist ellers bydes på div. forfriskninger, er der til alt held for den vanskelige logistik i den strabadserende biltur på næsten 100 km. alligevel kun 5 deltagere. Om det så er godt eller skidt kan vi vel lade læserne om, os selv imponerer det kun uhyre moderat.. Noget kunne ihvertfald tyde på, at disse ellers angiveligt så hyperaktive drenge (mon nogen af dem har en DAMP-diagnose?) ligesom andre pubertetsdrenge foretrækker det trygge selskab foran tastaturet med barmsvære modeller med tykke "forplader" fremfor al bøvlet og lugten af krøllede lagner og de nødvendige blomster ude i virkeligheden. Husk nu at lufte ud, drenge, for selv om det ikke pletter lugter det altså alligevel!

Til allersidst i dag skal vi da på en ellers ligeledes trist baggrund tillade os en stille undren over, at en 16-årig dreng i medierne er blevet nappet i en sag om børneporno. I puberteten er det vel ikke ganske uhørt (andre ville vel sige helt normalt) at interessere sig også for yngre relativt jævnaldrende. Vi mener faktisk ikke, at det er nær så let for en 16-årig at bedrive børneporno som den lumre 50-årige familiefar, ja i virkeligheden nok uhyre vanskeligt lige meget hvor mange billeder af 12-årige, han kigger på. At man ikke fra medierne har overvejet denne ret naturlige vinkel og tilbøjelighed overrasker naturligvis ikke. Ligeså lidt som det overrasker, når det lokale TV2 (eller ANTV eller hvem det nu var), interviewer en beboer, som bor ret tæt på den i går brændende Århus Oliefabrik. Svaret er jo mindst ligeså ligegyldigt som spørgsmålet, nemlig at det er da vist ikke så godt hvis den eksploderer. Nej, det er det så sandeligt ikke, vi bor ret tæt på selv!
Heldigvis har især pubertetsdrenge jo andre måder til at fremkalde mindre og mere kontrollerede eksplosioner. Måske er det alligevel heldigt, at der kun er 5 deltagere på Århus Hifiklubs tur til Nørresundby....

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start