lørdag den 21. juni 2008

"Når Skidt kommer til Magt"

Så skete der som ventet en udrensning i DR´s bestyrelse efter den foreløbige kulegravning af budgetskandalen omkring DR´s udflytning. Det er her værd at bemærke, at der er tale om , skal vi sige det forsigtigt, noget forskellige kvalifikationer blandt medlemmerne i bestyrelsen. Disse er jo valgt efter et noget indviklet såkaldt "ad hoc"-system bestemt af de til enhver tid fremherskende politiske vindretninger. Dog var bestyrelsesformanden en erfaren professionel, tidligere koncernchef for Nykredit, så det var naturligvis ham, der blev ofret. Han burde jo også have vidst bedre, selv om hans generalieblad og nuværende portefølje af bestyrelsesposter mest tyder på, at han et stykke tid har været det, som englænderne så rammende kalder "A Has-Been" Som i John Fords film "They Were Expendable" er der dog altid nogen, som rituelt kan ofres, selv om det jo ikke kommer til at hjælpe bare det allermindste på byggeriet. Jagten på syndebukke har jo ikke som jagten på almindelige (rå) bukke nogen begrænset jagttid. 

Den øvrige ikke-professionelle bestyrelse i DR fortsætter til gengæld ufortrødent og så er det indtil videre ikke-stillede spørgsmål så, hvordan i alverden DR og dens mastodontisk-politiske bagland mon finder en kompetent professionel efterfølger til den fyrede bestyrelsesformand. Svaret er det helt simple, at det gør de heller ikke, aldrig nogensinde. Normalt har man i bestyrelsen for et privat firma adskillige kompetente og erfarne medlemmer, men det har man altså valgt helt at undgå i DR. Derfor kan bestyrelsen på grund i DR på grund af grænseløs uvidenhed altid påberåbe sig ansvarsfrihed, ligegyldigt hvor åndssvage beslutninger, der foretages, så derfor er det naturligvis dem, som man foretager. Efter et tilfældighedsprincip er der en del flere forkerte end rigtige. De første er der uendeligt mange af, af de sidste til gengæld uendeligt få.

Bestyrelsesformanden er derfor a priori den eneste mulige syndebuk udover generaldirektøren/økonomidirektøren for samme, men i modsætning til dem er han naturligvis politisk helt handlingslammet. Dette er kedelige odds for en måske tidligere kompetent topchef, og selv om en del tyder på, at den nu fyrede bestyrelsesformand nok ikke ligefrem var den allerskarpeste kniv i skuffen, så er det dog overvejende sandsynligt, at han nok alligevel er skarpere end sin efterfølger, som næppe overhovedet bliver blot en sløv papirkniv. At kalde DR i denne situation, hvor ingenting er færdigt og ingen har noget overblik, for "øretævernes holdeplads" for bestyrelsesformænd er nok lidt mildt udtrykt. Når alle har travlt ved håndvasken er antallet af nye ansøgere nok forudsigeligt noget begrænset, men måske man bare ikke går det rigtige sted hen. 

Man kunne jo for eksempel prøve at snakke med den lokale formand for Århus Kommunes Teknik-og miljøudvalg, Keld Hvalsø Nedergaard, valgt for Enhedslisten. I forbindelse med en gigantisk kommunal plan for store arealer omkring Århus Havn har kommunen nemlig for ganske beskedne midler købt udenomspladsen af den ligeledes kommunalt selvejende Århus Havn. Kommunen har altså købt disse arealer for så at sælge dem til private bygherrer. Det er jo ganske smart således at pumpe priserne op, men om det er særligt socialistisk eller enhedsliste-politisk at lave det, som i det private erhvervsliv vel let kunne kaldes virksomhedscirkus, har vi noget svært ved at se. Ihvertfald er der lidt pyramidespil over det hele, og problemerne opstår som altid, når nogen kommer i tvivl om pyramidens holdbarhed. Det er desværre sket her.

Det hele er jo nemlig baseret på tro og forhåbninger, og så er det, at vi er tilbage hos den bekymrede Keld Hvalsø. Han er bekymret over, at det konsortium, som havde lovet at erlægge 417 mill. for de kommunale områder, ikke har kunnet betale til tiden. Faktisk har de vistnok ikke engang betalt for det kommunale frimærke på kuverten med fakturaen i. Der er sådan lidt "spekulation i friværdi" i det her og så er det i det mindste en god dansk hobby. Formanden håber selvfølgelig på at få "de priser, som kommunen regner med for de kommende arealer" Noget kunne tyde på, at der er sket en vis foruddiskontering med kommende indtægter. 

At man så nok ikke fra kommunen ligefrem kan regne med, at det planlagte byggeri til over 2 mia. på grunden, som konsortiet altså ikke har penge til at købe, måske kommer helt op og ringe, tja, det har man valgt at se lidt stort på. Måske "grønne" Keld i sit inderste håber på en kæmpestor økologisk græsplæne, som faktisk forekommer overvældende sandsynlig. 

Pyramidespillet fortsætter iøvrigt lidt endnu, da kommunen har sikret sig en forrentning af de manglende millioner. De er nok ca. ligeså sikre i kommunekassen som selve beløbet er det, Den ene kommunekasse, Århus Havn er altså fuld, mens køberen, den anden kommunekasse i Århus Kommune er noget tommere. Atter engang har vi set kapitalismens grimme fjæs, nå nej det har vi jo ikke for pokker, der er jo en socialdemokratisk borgmester og denne repræsentant for storspekulation i grundværdier er altså Enhedslistens Keld Hvalsø Nedergaard, så kapitalistisk kan det jo så principielt ikke være. Det er ganske heldigt, for det ligner ellers til forveksling.

Nu er Keld Hvalsø vist uddannet socialrådgiver, så han er naturligvis helt enestående kvalificeret til at lede disse milliardprojekter. Det er jo også bare at sætte et par nuller efter kommaet på papirerne og om det så sker på socialkontoret eller på Rådhuset gør jo nok ikke nogen forskel. Allerede som socialrådgiver består en stor del af øvelsen jo alligevel i at jonglere med penge fra forskellige kasser, så man ikke selv ender med den dyre Sorteper med tvangsfjernelser og andre besværlige sager, så nogen træning har denne store barske mand vel fået. God er han ihvertfald blevet til at dirigere denne kommunale "pengegallop" eller ihvertfald ihærdig, men som sagt, hvor er lige sympatien for de svage i denne sag? På den anden side gik udbyttet af Blekingegade-bandens kup jo også til andre end dem selv på moderne Robin Hood-maner, så måske det bare er den nye venstrefløjs alternative kamp mod pengemagten. Vi får se. Mere tyder desværre på, at Keld Hvalsø ligesom den nu tidligere bestyrelsesformand i DR blot ifølge det klassiske "Peter-Princip" er "forfremmet til grænsen for sin inkompetence", som det så kryptisk hedder.

Det betyder nu blot, at når man allerede er kommet lidt længere, end ens kompetence eller evner/udseende faktisk giver mulighed for, så kommer man til alt held for ens omgivelser ikke længere, mere kompliceret er det ikke. Til gengæld bliver man jo så siddende, og det er jo til gengæld et problem. Man tør næsten ikke tænke på, hvor rå kapitalismen kan blive i Århus, når Venstre engang vender tilbage til borgmesterposten, selv om det nu bliver lidt svært at overgå Enhedsliste-Keld, når han leger kapitalist. Nogen ville måske sige umuligt.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start