søndag den 22. juni 2008

"Holdningsløse Tidende"

I dag vil vi beskæftige os lidt med holdninger og holdningsløshed. Nu skulle man jo tro, at det ene naturligvis, naturnødvendigt og aldeles objektivt til enhver tid var at foretrække frem for det andet, men så simpelt er det ikke nødvendigvis. At have holdninger er nemlig en særdeles plastisk størrelse og har desværre ikke nødvendigvis noget at gøre med kritisk tænkning hos den enkelte eller blot tankevirksomhed overhovedet. Når holdninger bliver ligeså nemme at have som at abonnere på en avis, så er de nemlig ikke holdninger mere, blot formaliseret holdningsløshed. Hvornår har nogen forresten brugt dette ord sidst? Som i andre markedsføringsbegreber er holdninger i dag noget man har, uanset graden af tanker og så er man dog noget eller også er man netop ikke. Måske dine holdninger egentlig bare er holdningsløshed? Lad os i dag mindes salig Leif Panduro, en af mine egne helte.

Det var jo ham, der var den egentlige bagmand til det udødelige satiriske radioprogram "Holdningsløse Tidende", som huserede i Danmark i 1960-erne og langt op i 1970-erne. Hvis man i dansk litteratur skal tale om at nævne de mest frie og uafhængige tænkere, må Panduro vel komme på en delt førsteplads sammen med en anden ulykkelig misantrop, nemlig Gustav Wied. Der uddeles ikke nogen hverken sølv- eller bronzemedalje her, vi taler simpelthen om de største uafhængige og frie ånder blandt danske forfattere overhovedet. Begge delte den skæbne igennem deres kompromisløse stillingtagen til alle samtidens litterære konventioner at blivet ugleset og hånet, fordi de talte den herskende politiske og ikke mindst den herskende litterære holdning ret imod. De blev kaldt holdningsløse, netop fordi de havde holdninger. Det var blot ikke samtidens automat-accepterede, og det døde de begge tidligt for. Sig så ikke, at litteratur ikke kan være farlig. 

Gustav Wied tog i sine geniale romaner altid parti for de svage og udstødte, både mod overklassens undertrykkelse og ikke mindst mod samtidens kristelige og radikale bevægelser, som desværre ikke var spor bedre. 

Allerede dengang stod det helt nydannede Radikale Venstre for holdninger så inderligt sympatiske og menneskelige, at man skulle tro det var løgn. Det var det naturligvis også, som politik altid er det, det var blot vanskeligt at være kritisk overfor denne ny-dannede klasse, som allerede dengang blev afgørende meningsdannere, men Wied turde og døde.

Det er iøvrigt synd, at de allerfleste læsere vel i gymnasiet nok har stiftet bekendtskab med både Wied og Panduro og vel dybest set tror, at de nok ved noget om disse forfattere allerede. Det vil vi nu herfra stille spørgsmålstegn ved, for vi tror faktisk, at disse forfattere er blandt de vanskeligst tilgængelige i den samlede danske litteratur, mere senere. Derudover mener vi iøvrigt, at blandt adskillige overflødige fag i gymnasiet rangerer ingen over eller ved siden af litteratur. Uhyre få eller slet ingen har vel efter gymnasiet nogensinde læst mere af nogen af de forfattere, som langt udover kvalmegrænsen blev gennemgået der. Hvis det var målet at skræmme studenterne bort fra den rigtige litteratur og over i biografi/kogebog/Elsebeth Egholm-land, så siger bestsellerlisten, at det er lykkedes særdeles fint. For at indse genialiteten i disse forfattere skal man nemlig være betydeligt ældre end 17 år, hvor man jo blot forsøger at finde en foreløbig identitet hos de mange, som tilbyder sådan en og det gjorde jo hverken Wied eller Panduro, endda ikke engang ganske lidt. De kunne ikke engang finde en til sig selv.

Blandt dem, som blev litterært helt udslettet på denne uhyre effektive måde, var den største ægte anarkist af dem alle, manden tilsyneladende uden holdninger overhovedet, Leif Panduro og hans værk "Holdningsløse Tidende". Et genhør med denne klassiske radiosatire er et gensyn med en fjern og forlængst svunden tid og sådan noget ville i dag finde nogenlunde samme accept som et handelsfremstød for israelske varer i Danmark. Man kunne vel næppe finde et sted at holde sådan et arrangement uden bombetrusler. 

Det var nu ikke fordi "Holdningsløse Tidende" var politisk, slet ikke, og det var derfor, at den aldrig blev accepteret dengang. Dengang som i dag krøb den politiske korrekthed nemlig som mørket fra Mordor ind over landet med Panduros største litterære modstander som Klaus Rifbjerg som et alt for godt eksempel. Panduros evige kamp mod alle forudfattede politiske meninger havde ingen chance mod denne politiske korrekte dovenskab, der som en kvælende dyne lagde sig over Danmark. Holdninger var blevet godt, fordi de gode havde dem, og holdningsløshed var blevet lig med kætteri. Lyder det bekendt i dag? Tjah, Rifbjerg er der da stadigvæk og Panduro døde som 44-årig i 1977. Panduro døde ganske vist ulykkelig, gammel og uhyggeligt hærget, men det var ham, der var helten. De bedste dør desværre ikke til sidst, som også den norske digter Nordahl Grieg bevidner i sit brændende bombefly.

Det vi ser i dag er så holdningernes sejr over holdningsløsheden på en måde, som ville få salig Panduro til nok at begå selvmord en gang mere. Det er nemlig altsammen kun blevet ord og tolerance udelukkende af meninger fra de rigtige meningsdannere. Hvis Villy Søvndal siger noget rigtigt, så er det rigtigt, og hvis Pia Kjærsgård siger det samme, er det naturligvis helt forkert, også rent objektivt. Verden er blevet et bekvemmere sted at være såkaldt "kritisk intellektuel", for man behøver kun at vurdere, hvem afsenderen er, ikke selve budskabet. At have holdninger betyder blot, at man har de samme holdninger som alle andre i det danske samfunds meningsdannende lag. Det er næppe længere muligt overhovedet at vove sig så langt ud, at man tør sige, at den her Max Havelaar-kaffe smager ad Helvede til og at man bedre kan lide Nescafé. Vi tror Panduro drak Nescafé og det gør jeg også selv. Prøv at servere det for et pænere selskab. Så er snakken da ihvertfald i gang, den tomme snak altså.

I sådan en verden ser vi forunderlige krumspring for at tækkes disse mennesker med de holdninger, som altså nu blot er holdningsløshed, fordi ingen af dem længere tænker selvstændige tanker. For et par årtier siden udvandrede en russer til et land i Mellemøsten, hvor han grundlagde en af verdens mest effektive, innovative og succesrige elektroniske produktionsvirksomheder. Firmaet har adskillige tusinde medarbejdere og er absolutte markedsledere på områder som konvertering og omskiftere af alverdens slags indenfor billede og lyd. Deres katalog er som tidligere tiders telefonbøger. Meget få har sikkert nogensinde hørt om firmaet Kramer Electronics, og de, der har, tror vel, at dette kolossale firma nok ligger i cyberspace et sted, for der er ingen adresse på deres hjemmeside. På mange af deres produkter står der godt nok "Kramer Italia", så et clou er der da. Det vil sige, når man søger på "Tech Support", så finder man ud af, at det ligger i den uhyre holdningsmæssigt betændte by Jerusalem.. Kramer var nemlig måske ikke overraskende jøde, men at handle hos disse er vel i dag nogenlunde ligeså acceptabelt som at sige, at Panduro var større end Rifbjerg. Det var han nemlig, uendeligt meget større.

Det er nok derfor, at alle Panduros besværlige værker som en tvungen jødestjerne for Kramer Electronics er stuvet af vejen i garagen derhjemme hos de holdningsbærende danskere, hvis de da ikke er blvet brændt i en symbolsk autodafe, mens Rifbjerg stadigvæk ligger omhyggeligt skødesløst henlagt inde i stuen med designermøblerne. Holdningsløsheden vandt og sandheden og den kritiske sans tabte. Panduros kroniske og ægte humanistiske anarki forsvandt i den herskende politisk korrekte klasses diskussioner om friværdi og skattely og Søren Sidevinds Spillemænd spiller vist heller ikke længere. Som bekendt har Rifbjerg i årtier boet i Spanien og Elsebeth Egholm bor vist mest på Malta. Kom tilbage, Leif Panduro, vi har brug for din holdningsløshed!. Den, der signalerer ægte holdninger for enhver pris!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start