søndag den 29. juni 2008

Generisk eller venerisk.

Videnskabelighed er altid et spændende emne. Det er det jo mest, fordi der er en hel del færre videnskabelige gennembrud, end den til enhver tid herskende (og dermed konventionelle, tak Galbraith!) tænkning måske vil indrømme. At man ikke har noget virkeligt at byde på betyder jo så desværre, at repræsentanter for de nyeste fortolkninger af den gamle og kendte virkelighed bliver tilsvarende diskantagtigt skingre i mælet. Når man ikke har ret må man jo øge diskantniveauet tilsvarende. Vi kommer tilbage til mere diskant sidst i dagens tekst.

De største videnskabelige gennembrud er som regel som den såkaldt "kolde fusion" og anden scientology jo simpelthen anglen efter offentlige midler eller blot midler i det hele taget. Eller blot noget helt andet, søgen efter sandheden er det alt for sjældent.

Vi tager den her lidt snørklede indgangsvinkel i dag, fordi vi er blevet trådt lidt over tæerne for ganske nyligt. Det har nu nok mest gjort ondt, fordi det minder alt for meget om fortiden og dens helt tilsvarende dårskab. Vi skal nemlig snakke om såkaldt "videnskab" i lyset af den seneste såkaldte "viden", mere specifikt mit gamle fag historie. Der er der nemlig åbenbart sket noget stort og afgørende uden at jeg har spottet det. Heldigvis er jeg blevet gjort opmærksom på det af en af den nye videnskabs opadkommende ypperstepræster, og tak for det, pseudonym Tadman! Det er en sølle trøst at tænke på, at jeg måske selv var ligeså dum engang. Det var jeg endda måske knapt nok, men verden var.

Denne ny-lærde unge mand har nemlig påtalt, at undertegnedes videnskabelige tilgang til den nyere historie kunne have godt af "en nutidig videnskabsteoretisk tilgang", fordi, som han sikkert korrekt påpeger, "tiderne skifter". Det sidste udsagn er givetvist korrekt, da vår jo sædvanligvis efterfølger vinter osv., men historie-faget er jo som alle de andre samfundsfag jo ikke akkurat videnskabelige i kaliber med de naturvidenskabelige fag. Historiefaget er jo noget mere i familie med teologi. Om det er godt eller skidt kan man nok ikke afgøre, men man kan heller ikke ændre på det. Der er rent begrebsmæssigt ikke noget, der hedder "korrekt historie" og derfor er der heller ikke nogen korrekt videnskabsteoretisk tilgang. Simpelthen fordi det ikke er nogen eksakt videnskab eller blot noget, der ligner.

Siden den tyske historiker Ranke og indførelsen af den historiske kildekritik er der ganske vist blevet forsøgt mange gange at indføre såkaldte "metoder" (det giver jo alskens tilfældige tilgange et tiltrængt skær af videnskabelighed og kortvarigt ry til "opfinderne") fra andre heller ikke spor eksakte samfundsfag. Allerede inden det store marxistiske gennembrud fra 1970, som med ét slag overflødiggjorde og forældede al tidligere forskning, var der talrige forsøg på at "kvantificere" historien med brug af statistiske og sociologiske metoder. Det blev historien nu hverken bedre eller rigtigere af. Lidt anderledes, ikke mere korrekt, til gengæld en hel del mere ligegyldig for de allerfleste. Videnskabelig var den stadigvæk ikke.

Det var den bestemt heller ikke i min egen tid på universitetet, hvor de allerfleste professorer på dagens universiteter trådte deres barnesko i Mao-sandaler og andre ekstremer som Kalsø-sko og anden uvidenhed om tingenes sande tilstand. Undertegnede hoppede nu aldrig på det marxistiske flip dengang, ikke engang ganske lidt, men det gjorde alle dem, der i dag er de herskende på "bjerget" og som holder tidens accepterede akademiske "bjergprædikener" Det var da heldigt, at de fleste dengang af disse nutidens professorer blot støttede Pol Pot og "Brigate Rosse" og andre idealistiske og almennyttige organisationer, for hvis de blot én enkelt gang var set i selskab med datidens danske nazifører, Poul-Heinrich Riis-Knudsen var det jo aldrig gået. Den anden dårskab, nemlig støtten til den "røde terror" er forunderligt nok lettere at tilgive, ja faktisk går det helt af sig selv. Mærkeligt.

Den eneste fra dengang, som vel nogensinde helt har afsværget sine politiske vildfarelser, er i virkeligheden naziføreren Poul-Heinrich Riis-Knudsen. Han forelskede sig nemlig i en aldeles race-uren palæstinensisk kvinde, giftede sig og blev omgående ekskluderet af partiet. Det var den eneste fra dengang, som betalte ved kasse 1 for den politiske dårskab, alle andre fik professorater som den fortjente løn.

Det er så dem, der i dag skal sætte dagsordenen for historieskrivningen. Se professor Claus Brylds kronik i dagens JP og få akutte brækfornemmelser. Det er vist "science" på linie med "scientology", det første er bare statsfinansieret, ak ja. Det sidste er vist ikke engang fradragsberettiget, men ellers er der ingen forskel på de to.

Nu kunne man naturligvis som de drenge, der som 7-årige måske smadrede en rude for sjov (og som sagde undskyld og holdt op), have håbet på, at alle disse nuværende ypperstepræster på den historiske "videnskabs" bjerg have afsvoret vildfarelserne ligeså eftertrykkeligt som nazi-føreren, men det er med en lidt forkølet akademisk Bjarne Riis-agtig tilståelse som undtagelse aldrig sket. Det er ikke sådan noget der rigtigt indgyder respekt heromkring.

Det er så altså fra disse nye store mænd og deres nye historieløse disciple som denne Tadman (ellers ville de jo umuligt kunne tage deres lærere alvorligt) at undertegnede skal tage sine nye lektioner i den helt rigtige historie. Hvis en "korrekt videnskabsteoretisk tilgang" per definition er den, som er accepteret blandt denne denne løgnagtige epokes ultimativt livsløgnagtige gruppe af historieprofessorer og deres følgagtige nye elever som denne Tadman, så skal vi da høfligst meddele, at vi ikke agter at følge det tilbudte kursus.

Det er ret beset en lille smule trist, når humanistiske fag som historie gøres til noget det aldrig kan blive, nemlig korrekt. Det er dog næsten ligeså slemt, når noget, der fra starten er ganske tæt på at være objektivt korrekt, bliver gjort til noget næsten metafysisk. Enter det nye begreb "generisk" Det har ikke noget at gøre med et andet godt dansk ord, nemlig "venerisk", men det betyder nu stadigvæk, at anvendelsen af begrebet måske også alligevel forekommer lidt (køns)syg.

I en nylig omtale af en stakkels Scan-Speak diskant, som ved hjælp af en kort tragt (kaldet waveguide) på mirakuløs vis ikke blot lydtryksmæssigt (på trods af en ganske lav følsomhed fra starten) alligevel nemt kunne illudere en startende jumbojet, så vi denne begrebsmæssige nyskabelse. Nej, denne diskant kunne endda gøre det fra uhørte 500 hz, mens alle andre konstruktører ville have brugt denne fine lille enhed til at spille diskant. Det gør den nemlig glimrende og frekvenslineært. Nu viser det sig så, at vores ven Karsten fra Studiesound delagtiggør os i den allernyeste forskning i "waveguide-teori" og det er spændende på samme måde som den nyeste historieforskning. 

Man indfører nemlig fra producenten det spændende ord "generic/generisk" om denne måde at lave diskanter på. Med sikkert ringe forståelse for dette afgørende videnskabelige gennembrud, så drejer det sig åbenbart om at finde enhedens "egentlige" eller altså "generiske" lyd måske en ny-kantiansk fortolkning af "Das Ding an sich". Når man så ifølge ophavsmanden til dette revolutionerende gennembrud så har fundet denne "generiske" og oprindelige lyd, så skulle man kombineret med en kompensation i delefilteret kunne opnå en langt stejlere deling (hele 24 dB/oktav), end man rent passivt kan realisere i praksis og så få en retlinet højttaler Det fatter vi overhovedet ingenting af, for denne udmærkede diskant falder ikke overraskende omend noget ujævnt af i lydtryk under 1000 hz, den STIGER ikke. Til gengæld er den vældigt retlinet fra starten af.

Dens "generiske" lyd må så være noget helt andet end det, som man kan se på kurverne. Måske han bare skulle have kaldt lyden "esoterisk" eller "æterisk", meget substans forekommer der ikke at være i dette nye videnskabelige gennembrud omkring "waveguides" Man kan vistnok indtil videre rent passivt kun korrigere en enheds FALD i absolut niveau ved hornladning. Mon der er en enkelt vildfaren tidligere munke-marxist, som har forvildet sig over i højttalerbranchen? I lyset af af dagens øvrige dårskaber kan vi da bestemt ikke udelukke mulighederne. 
Indtil videre vil vi blot forfølge den gamle borgerlige historiker Ranke og hans søgen efter det uopnåelige ideal "Wie es wirklich war" Det er godt nok for os, omend noget gammeldags. Ligesom hjulet, som der jo også er noget intuitivt indlysende rigtigt i.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start