torsdag den 12. juni 2008

Festuge

Så er det atter tid til at forberede sig på en ny fejende og flot Århus Festuge. Altså hvis man skal tro festugedirektøren Jens Folmer Jepsen, så det skal man nok ikke. Hovednavnene kommer vi tilbage til senere, og vi kan da afsløre, at man ikke behøver ligge søvnløs af ulidelig spænding omkring, om man nu skulle kunne få en billet. Hovednavnet til gallaforestillingen ligner nemlig allerede nu længe inden starten af billetsalget et rent tag-selv bord af uafhentede gratisbilletter. Helt godt bliver det således næppe.

Den kendte recept fra sidste års katastrofalt ufestlige og aldeles anti-folkelige festuge gentages ellers ganske uforknyt, for nok har Jens Folmer Jepsen en bred og ganske tillidsvækkende forstadsdialekt fra det pæne Åbyhøj, men det skal man nu ikke lade sig narre af. Manden ved nemlig bedre end de allerfleste (her ingen undtaget), hvad der er bedst for dem og lige her er de historiske forbilleder jo ellers noget skræmmende. At det er noget andet, end det de selv, altså folket mener, betyder naturligvis ikke for Folmer, at kunderne har ret, selvfølgelig ikke. Han er jo kong Folmer d. 1 af Århus Festuge og her er folkestyret ikke indført endnu, endda uhyre langtfra. 

Derfor har han i lighed med sidste år entreret med det efterhånden faste korps af "En række designere og arkitekter..." og sikkert også med den altid entreprenante restauratør Kim Lykke, som arbejder på de aktiviteter, som atter en gang skal forsøge at få folk til at gå alle andre steder hen end lige der, hvor de måtte have lyst til. Vi har slet ikke mod til at spørge, hvorfor man i alverden dog anvender designere og arkitekter der hvor man skal lave kustneriske aktiviteter. Det skal nok bare se pænt ud. Ligeså pænt som det tiltagende møgbeskidte røde tæppe, som var spredt ud overalt sidste år på denne kunstneriske bytur. Det var næsten en ligeså stor overaskelse dengang, at det blev beskidt, som at ingen gad gå denne tåbelige tur.

I år har man så kortet denne tur noget af, for som Folmer så rigtigt siger:"Vi må nok indrømme, at vi overvurderede folks nysgerrighed sidste år" At denne erkendelse så blot bruges til at afkorte fiasko-ruten tyder vel på den side ikke på, at erkendelsen er sunket dybere ind. Man kan tydeligvis dårligt overvurdere festugedirektørens elitære stædighed. At man så måske har svært ved at overvurdere den kollektive dumhed i Århus ser vi så af, at samme Folmer lige har fået sin ansættelse forlænget 2 år, selv om sidste års festuge vel nok kan betegnes som en af alle tiders absolutte bundskrabere. I sandhedens interesse skal det med, at undertegnede kun har erindring tilbage til 1975.

Nu er festugedirektøren ikke nogen dum mand, endda meget langtfra, så derfor foruddiskonterer han naturligvis kommende problemer. F. eks mener han jo, måske ikke særligt kontroversielt, at der er for få hoteller i Århus og at det faktisk er det, der kommer til at sætte begrænsningen i festugens storhed, naturligvis ikke ham selv.

Nu kan vel sige, at en by har det antal hotelsenge, som der er marked for på årsbasis, formodentligt ikke for få, snarere for mange som det er tilfældet her i Århus. Vi mener nu heller ikke at vide, at antallet af besøgende på Hjallerup Marked begrænses af, at Hjallerup Kro vistnok kun har 3 noget lurvede værelser, det ene endda med væggelus. Borgmesterens ønsker om at få flere hoteller til Århus midtby lyder også ca. ligeså fornuftige og realistiske som tidligere forslag om mere medvind på cykelstierne. 

Som løveflokken, der ligger på lur ved en flod efter det årlige kæmpe-trek af gnuer, er det jo desværre realiteterne, at nok kan man et par dage om året mæske sig uhæmmet i gnuer, men derefter er der noget længe til næste måltid, nemlig ca. et halvt år. På trods af uoverskuelige fødemængder i hele 2 dage om året forbliver løveflokken altså lige lille, og det gør udbuddet af hotelværelser givetvis også. Det er ikke mulighederne i en spidsbelastning, det er den gennemsnitlige belægning, som giver mulighed for profitabel hoteldrift, og hvor klog skal man lige være for at se det? Klogere end Folmer tydeligvis og da han jo er vældigt klog, er det jo heldigt, at verden har denne skribent til at oplyse om selvfølgelige sammenhænge.

De musikalske hovednavne er nok uden nogen større overdrivelse noget ukendte for de allerfleste, måske endda alle, men som Folmer så kækt siger: "Det er jeg da ligeglad med..Jeg vil præsentere noget nyt og overraskende. Enten tager folk mod tilbuddene, eller også finder de senere ud af, hvad de gik glip af" I den retning har man så entreret med den aldeles ukendte sangerinde Camille, der nu har måttet melde afbud. Om det er et tab for menneskeheden generelt er jo ikke til at vide, vi finder ihvertfald aldrig ud af det. Gættet herfra er, at selv om hun slet ikke optrådte i år, bliver hendes præstation alligevel bedre end gennemsnittet af de andre optrædende.

I stedet har festugen så flyttet det såkaldte "Spejltelt" ned midt på byens centrale torv, og der kommer der for alvor til at ske udfordrende sager. Den jyske troubadour Lars Lilholt vil nemlig helt sensationelt optræde dernede. Sensationen består så i kunstnerisk at udfordre denne ellers noget fortærskede kunstner. Man kommer iøvrigt uvilkårligt til at tænke på, om Lars Lilholts særdeles hærgede ansigtstræk egentligt kommer af, at han aften efter aften har måttet udholde unævnelige ydmygelser, nemlig at høre på sine egne sange. Det må være det, andre forklaringer har vi ikke kunnet finde og forklaringen er da rigeligt god, det er en aldeles rædselsfuld og traumatiserende oplevelse at høre ham.

Udfordringen for festugen kommer så til at bestå i (udover at man antageligt med fysisk vold må true folk med en anstændig musiksmag til at blive i teltet i stedet for at flygte), at et stort lykkehjul kommer til at bestemme, hvilket nummer Lilholt skal spille. Se, det er jo noget vildt. Tænk blot, at man får den faste sætliste i en helt ny rækkefølge, sig så ikke, at der ingenting sker i Jylland. Med mindre altså der er mulighed for at få "Lille Peter Edderkop" eller "Mandalay"(iøvrigt en fed sang) eller andre klassikere, men det er nok ikke disse kunstneriske grænser, som festugen vil udfordre. DET kunne ellers have været udfordrende, det andet bliver vist mest en udfordring for publikum i at undgå at falde i koma-lignende dyb søvn, men det er vel også en slags udfordring, måske endda den allersværeste.

Til gengæld udfordrer man i sin største satsning, nemlig den store galla-optræden. Ikke siden alle tiders største fiasko, nemlig en kinesisk opera-optræden for nogle år siden om hvordan Mao og et par andre vistnok erobrede Det Røde Bjerg ved strategi har vi set noget lignende. Hvad operaen dengang handlede om, ved forresten ingen. De , der var der nødtvungent, har nemlig glemt det udover at de ingenting forstod overhovedet allerede dengang. Måske det hele blot var en ond drøm?

Det er årets gallaåbning bare ikke. Det drejer sig nemlig om ikke mindre end Sara Baras, som søreme angiveligt er en en af verdens dygtigste flamenco-dansere, siger man ihvertfald fra festugen. Der er tale om en vistnok uhyre original dans, nemlig en hyldest til danserindens mor, så mon ikke vi kan forvente følelser i den helt tunge afdeling? Sara Baras har endda vundet selveste "Premio Nacional de Danza". Det lyder da spansk, og det er hende flamingoen jo også, så det skal nok passe. Hvad det så er , måske den spanske pendant til "Vild med Dans" (som jo nok hedder "Vild med Flamenco" eller "Hit med Flamencoen" dernede) ved vi naturligvis ikke. Det eneste vi ved er, at denne gallaåbning garanteret ikke vil give forøgede kaotiske tilstande med overbelægning på byens hoteller. Noget er Folmer dog godt for. Fortsættelse følger.
Måske det endnu ikke er for sent at give Folmer Hund navneforandring...

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start