søndag den 8. juni 2008

Eftertænksomhed

Alle statistikker viser jo ganske entydigt, at langt flere mennesker dør i foråret og den tidlige forsommer, og det er jo som bekendt ved denne tid.Det er der jo også andre ting, der gør og det er vores emne denne solbeskinnede søndag. Det er sikkert solen selv, som medvirker til denne måske overfladisk overraskende overdødelighed. Om vinteren er der jo simpelthen tale om blot at overleve, og det får alle de urgamle instinkter på banen. Problemet om foråret er så nok, at når vinteren så endeligt er overstået, melder den triste omtanke sig så, hvad i alverden det hele dog skulle gøre godt for. Alle de letpåklædte piger i baggården er jo nok lige i nærheden, men stadigvæk så uendeligt langt væk (ganske heldigt for dem, givetvis) Derfor er det ikke underligt, at den samme tanke med alarmerende regularitet melder sig hos mange på denne årstid med en formulering lånt fra usalige Viggo Hørup (en præ-vestagersk tabertype fra forrige århundrede): "Hvad skal det overhovedet nytte?"

Disse triste tanker underbygges yderligere sådan en søndag, hvor livstilsmagasinet for kvinder og særligt kvindagtige mænd "Living" er med dagens JP. Her kan man læse om pigen, der som konfirmand i stedet for at flippe med veninderne "gik ud og shoppede matchende persienner og gardiner og et tapet i bedste firserstil med røde, blå og sorte striber" Man får virkeligt indtrykket af en eksplosiv personlighed her og senere er det da også lykkedes vores heltinde at få ikke mindre end 3 børn (heldigvis alle piger) Man kan såre undres hvordan, så mange mandlige tapet-fetichister findes der vel ikke?

Faderen eller nok snarere fædrene er dog forlængst flygtet fra dette feminine fængsel, så nu har denne spændende kvinde endeligt realiseret sin virkelige interesse, som er italienske designermøbler og indrettet sin egen lille pigehybel (som naturligvis er kæmpestor, ellers gad alle de misundelige medsøstre jo ikke kikke med) Den ser forresten forbløffende børnetom ud, måske alle de små piger genetisk allerede er disponeret for denne dødelige indretningssygdom? Det er en trist arv at give videre, ikke meget mindre trist end mongolisme, ja nok i virkeligheden værre, for de fleste ramt af Downs` Syndrom er jo altid glade. Dette her hjem ligner mest et gravmonument over parforholdets umulighed. Lad mig komme væk har mændene tænkt og det forstår man kun alt for godt. Lige med det samme har nok allerede været temmeligt meget for sent..Det er trist at være mand.

Det er det også når man læser videre i samme tillæg om en vistnok meget lykkelig kvinde uden kæreste. Dette er ifølge avisen moderne og den kvindelige varietet af denne art har fået det vel ret beset temmeligt latterlige udtryk "freemale", som det vist ikke kræver nogen kombinatorisk intelligens udover det ellers ret dumme dyr hudormen for at se nok meget mere logisk vel burde betegne mænd. Hun ser vældigt glad ud på billedet og hun er endda så uendeligt glad, at "hun næsten aldrig er hjemme og hvis jeg er, har jeg som regel gæster" 

Det er vist egentlig nogenlunde den samme grad af lykkelig eftertænksomhed, vi ser i denne kvinde som man kan opleve hos den ovenfor citerede hudorm. Der er vist ikke rigtigt noget liv overhovedet selv om hudormen dog bevæger sig en smule udad.. Angsten for at være alene er hos dette åh så lykkelige menneske ligeså udpræget som middelalderens naturprincip om det tomme rum "horror vacui". Panik ville nok være et mere passende udtryk end lykke, uendelig og kronisk panik Eller vores indretningsfreak ovenfor og hendes angst for den ikke-perfekte indretningsdetalje. Er det noget under, at vi mænd dør som fluer på denne årstid, nej vel? Udsigten til at få sådan en livspartner er næsten ligeså lovende for overlevelse som ham, der åbnede lugen på den allerførste landgångsbåd på Omaha Beach i Normandiet den 6. juni 1944... Det eneste positive er så, at vi mænd så ikke nødvendigvis dør væk fra noget men vel nærmere får fred. Det er måske en smule trøst her i sommersolen.

Parforhold med den slags kvinder under vi kun rene zombier, som til gengæld sikkert kan blive lykkelige. Lidt zombie skal man også være for at blive overrasket over nogen af de ellers ret indlysende problemer, som der er opstået i forbindelse med lukningen af Danmarks absolutte bundskarberskole, Nordgårdsskolen med 100% såkaldt tosprogede-egentlig en underlig betegnelse for mennesker med en typisk dansk sprogfærdighed som min datters på tysk efter 1. års undervisning. Gør det mon også hende tosproget? Sikkert nok.

Nå, men nu bliver børnene fra skolen så spredt ud over byens andre kommuneskoler. I første omgang havde man vist forestillet sig at flytte skolen klassevis, men det kom åbenbart som en betydelig overraskelse, at dette hyppigt resulterede i, at søskende (som der jo er mange af i disse børnerige familier) oftest kom til at gå på forskellige skoler. Derfor er der sket en betydelig "søskendesammenføring", selv om det har givet ganske mange klager fra forældrene. Forældrene er nemlig ifølge kommunens børne/unge chef "ikke tilfredse med skolen"(!!!)

Nu kræver det jo nogen fantasi at forestille sig, hvordan i alverden de så tidligere kunne være tilfredse med Danmarks i særklasse allerringeste skole og hvordan de iøvrigt overhovedet ved noget om de andre skoler. Med en forældredeltagelse i skole/hjem samarbejdet på tæt ved 0% og praktisk talt ingen deltagelse i forældremøder taler vi vist ikke om nogen kvalificerede udtalelser om de her emner. Nå, men den altid optimistiske skoleleder Rani Hørlyck mener så, "At ud fra et integrationssynspunkt gør det ikke noget (!!!!), at børnene bliver blandet. Så risikerer vi heller ikke, at nogle klasser bliver stemplet som Nordgård-klasserne" Nej, det gør vel ikke noget, at børnene bliver blandet, her gik vi jo og troede, at integration NETOP betød sammenblanding og det burde nok heller ikke være voldsomt overraskende, hvis enkelte kunne finde på at kalde de teleporterede klasser fra Nordgårdsskolen for "Nordgård-klasser", for det er jo et faktum. Det er de jo for Fanden!

Nu skal Rani Hørlyck så være inspektør på en anden kommunal skole og mon ikke den også får en helt intakt skoleklasse på samme måde som Den Gamle By i Århus får et nyt gammelt hus, dog muligvis ikke med helt samme positive virkning. Det bliver så spændende om hun har en plan for at integrere denne klasse fra den nu nedlagte skole, som i det seneste mere end et årti ikke har sendt en eneste elev i gymnasiet på sin nye skole. Til alt held for de andre elever på "hendes" nye skole har hendes nye arbejdsplads indtil for helt nyligt haft byens næstdårligste uddannelses-statistik. Derfor kan det heldigvis blive ret meget dårligere. Er det underligt, at man bliver lidt trist på denne årstid?
Trøsten er så, at fru Olsen er nået til bryg nr. 13 i Coopers Home Brew-serien. Det er vist også sådan noget, der skal til på denne årstid for eftertænksomhed.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start