tirsdag den 24. juni 2008

Dummere end politiet burde tillade

For adskillige år siden blev der på en aldeles bar mark i det fjerneste Nordjylland afholdt en stort anlagt koncert med det vel allerede ellers da noget afblomstrede franske synthesizer-"fænomen" Jean Michel Jarre. Dengang må folk have kedet sig mere end i dag, for publikum flokkedes i titusindvis iude i midten af absolut ingenting, for når noget som denne koncert på de kanter befinder sig på Søren Tyndskids yderste brakmark, så er det altså så langt ude, at ethvert fugleliv forlængst er ophørt. Kragerne er jo forlængst vendt og endda fra alle retninger. DET er langt ude!

Alligevel forløb denne koncert faktisk på trods af fortvivlende vejrudsigter om massive regnbyger egentligt ganske glat, men så kom hævnen. Kolossale skybrud fik mod koncertens slutning de uasfalterede veje til at åbne sig til altopslugende krokodille-gab af klæbrigt mudder. Dybden af mudderet nåede visse steder faktisk til knæhøjde efter den vanvittige regnmængde, og hundredevis af biler måtte i dagene derefter møjsommeligt hives op af Falck (det var nemlig inden G4S, det gikl det nu ikke hurtigere af). Ikke desto mindre blev selv det menneskelige tilbagetog efter koncerten overfor elementernes rasen forholdvist fredsommeligt. Hemmeligheden dengang var rabatter og ikke den slags, som er dagens orden i hjernedøde TV-programmer. Nej, det drejer sig helt grundlæggende om dem, som befinder sig langs vejen. Dem uden grøfter.

Når vejen blev spærret af en fastkørt bil kunne andre trafikanter nemlig blot tage et sving ind over den flade rabat og ind over marken og på den måde komme forbi. På den måde kunne ambulancer også på trods af bilkøer nå frem til de uundgåelige tilskadekomne ved denne ansamling af næsten 50.000 fra flere sider overrislede mennesker. Alt i alt gik det meget godt på trods af, at vejret altså gik helt galt. Helt anderledes kom det så med noget større forudsigelighed til at gå ved sidste uges koncert på det østjyske herresæde Gl.Estrup. Her var det eneste, som ikke galt, nemlig vejret. Alt andet kiksede i en grad, så man må undre sig over, at politiet nogensinde gav tilladelse til dette hare-hjernede arrangement. Problemet denne gang var nemlig også rabatter. Denne gang var der nemlig ingen.

Nu har undertegnede i sine fysiske velmagtsdage indtil for nyligt (selv om man måske næppe kan tro det) på cykel gennemtrawlet de snævre og snoede veje omkring Gl. Estrup. Det var derfor med skrækblandet undren, at jeg i en jubelreportage på TV2 Østjylland (nogen må have fået mange fribilletter) så, at man havde arrangeret en koncert derude med forventet næsten 30.000 publikummere. At det såmænd blot drejede sig om bandet Bon Jovi, som i dettes relative velmagtsdage i 1980-erne heller ikke var noget særligt, understreger vel blot, hvor langt ude på landet vi er her. For dem, der måtte tro, at landboere er velsignet med større snusfornuft end byboere, var det her en brat opvågnen. Dette arrangement gik nemlig præcist ligeså godt, som det overhovedet teoretisk kunne. Det gik nemlig overhovedet ikke, det var simpelthen dummere, end politiet burde have tilladt.

Problemet, som alle myndigheder, både politi, hjemmeværn og andre involverede parter inklusive en impotent helikopter svævende hjælpeløst ovenover det hele havde overset var, at de sidste 15 kilometer veje fra alle retninger ikke blot var smalle. Nej, de er faktisk så smalle, at bilerne må trække helt ud i en ikke-eksisterende rabat og derfor må holde stille, når de møder en modkørende. Fra starten betød denne ganske elementære kendsgerning, at alle planlagte busser fra Randers så snart trafikken rigtigt startede naturligvis blev ganske umulige og hvor svært det var at forudse blafrer vist endnu i vinden. Vi har da forgæves spejdet efter vidnesbyrd om, at nogen har gennemskuet det. Derfor stod der naturligvis hundredevis af mennesker med billetter til koncerten i Randers midtby, da koncerten startede. De stod da mindste ikke i vejen.

Der stod også tusindvis af biler mere eller mindre stationært midt på vejene, som jo er så smalle, at man ikke engang kunne vende om og køre hjem uden at sidde fast i den dybe rabat. Der var det med rabatten igen. I modsætning til Nordjylland er rabatterne der i området nemlig så dybe, at bundkarret på alt andet end Toyota Landcruiser sidder fast. Selv om der for mange måske højst var en halv times gang til koncertpladsen var det således helt umuligt at parkere nogen steder på ruten. Ja, det var faktisk ligeså umuligt som det ville have været at få et redningskøretøj frem. At kalde det her en overraskelse er vel noget overdrevet for mennesker selv med diagnosen svær alzheimer,men for politiet må det jo alligevel have været det. Måske de har særligt mange flexjobbere med den diagnose ansat i Randers Politi?

Til al overflod bragte den lokale TV2 jo så på aldeles ukritisk vis (endnu flere fribilletter?) arrangørens helt vanvittigt urealistiske køreplaner. Han mente nemlig, at hvis man blot mellem 17.30 og senest 17.45 sigtede efter den nærmeste motorvejsafkørsel godt 15 km. borte, så ville det sagtens kunne gå. På basis af disse decideret vildledende oplysninger kom folk jo så ikke overraskende ad motorvejen mellem 1730 og 1745. Hvor var politiet dog henne (måske de osse sad i køen), for ikke uventet begyndte køen allerede at blive stationær på selve motorvejen og derefter gik det med et par kilometer i timen helt vildt derudaf. Hjemmeværnet viste samtidigt, hvilken vits de er, for det eneste de nogensinde kunne gøre var alligevel at fægte med armene. De kunne ligeså godt være blevet hjemme. Detaljeret lokalkendskab er ellers vigtigt for hjemmeværnet siges det, men her havde man åbenbart kun kunnet rekruttere lokale dummernikker. Andre og mere fornuftige ville da med garanti aldrig være mødt op.

Hjem var også den vej alle kontrollørerne omkring koncerten tog allerede under koncerten. Det var nok klogt, da de vel har været blandt de uhyre få, som har kunnet nå at møde på arbejde den næste dag. I det kaos, der herskede, blev arrangøren naturligvis ikke uden en vis ret gjort til syndebuk. Det var jo trods alt osse ham, der tog pengene. Han har efterfølgende godt nok sagt, at han er ked af det, men han er nu tilsyneladende ikke så ked af det, at han agter at betale entreen tilbage til alle dem, som aldrig nogensinde havde nogen reel mulighed for at nå frem. 

Nu har denne mand et kendt navn i Randers, men man må nok i denne del af denne mere Dirty Harry-inspirerede del af Jylland forudse, at hans fremtid som koncertarrangør eller randrusianer i det hele taget er talte med mindre han slipper alle knasterne. 

Desværre ligger en større del af skylden hos myndighederne, som i deres iver efter at få kulturbegivenheder til den kulturløse by Randers har givet de relevante tilladelser til dette aldeles håbløse arrangement. Det er dem, der er de egentlige skurke, den anden var sikkert bare ikke klogere,. Men altså alligevel klog nok til ikke at betale entreen tilbage. Det var så lektionen om betydningen af de dybe rabatter.

Næsten ligeså karikaturagtigt som dette arrangement er vores ven, folketingsmedlemmet for Ny Alliance, Jørgen Poulsen. Med en mekanisk mimik med konstant opspærrede øjne som en ophidset han-gorilla, som selv for en japansk børnetegnefilm som Pokemon nok ville blive bedømt som helt håbløs (DE er ellers dårlige!), har denne mand altså alligevel formået at slå igennem på TV. Seerne er tilsyneladende ligeså nøjsomme som det østjyske musikpublikum, som prøvede at komme til at høre ligegyldige Bon Jovi, som allerede var en vits i deres storhedstid. Nu sidder Jørgen Poulsen så i Folketinget uden at nogen ellers længere snakker om hans lønkrav mod Dansk Røde Kors. Han er jo også en af de etablerede "godhedsapostle" (og så glemmer man bekvemt den slags ubekvemme ting, så derfor kan han naturligvis internt i Ny Alliance komme af sted med at sammenligne Dansk Folkeparti og dets såkaldte "metoder" med nazisternes propagandamaskine i 1930-erne. Aldrig nogensinde i danmarkshistorien har denne sammenligning ellers været anvendt, anstændigheden har hidtil stået i vejen.

Dette skete iøvrigt vist mest som et krav fra dette medieforkælede barn måske i lønligt håb om at blive martyr, hvis det ikke lykkedes. Derefter ville det jo være muligt ærefuldt at udtræde af folketinget, men måske noget uventet (sikkert ikke mindst for ham selv) slap han af sted med sit hjernedøde sludder. Nu sympatiserer vi ikke selv videre med Dansk Folkeparti, men i disciplinen "fjendlighed os-versus-dem" når Dansk Folkeparti nu ikke Jørgen Poulsen og den meningsdannende godhedsindustri blot til sokkeholderne. Der findes iøvrigt ikke tidligere i den danske efterkrigshistorie, som ellers er betændt nok, tilsvarende eksempler på politisk tilsvining. Det bliver spændende at se, hvor dette indbildske og virkelighedsforvrængende menneske senere skal hen i sin jagt efter mammon, men mon ikke godhedsindustrien har en plads? Det tror vi og så ved man jo også, hvad man ikke skal støtte i fremtiden. Nemlig der, hvor Poulsen kommer. Usympatisk er sådan et sørgeligt fattigt ord her. 
Ud af Folketinget skal han nu nok komme, nu dette bjergsomme menneske har opdaget, hvor lav lønnen er og før er nok bedre end senere for alle parter. Ikke mindst anstændigheden. 
Og så ville tilfældet søreme, at det skete i dag umiddelbart efter at dette var skrevet. Verden er dog forunderlig.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start