onsdag den 4. juni 2008

”A Day That Shall Live Forever in Infamy”

Det var jo den amerikanske præsident Roosevelt, som sagde de bevingede ord efter Japans angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941: "A day, that shall live forever in infamy" Efter at USA indtil da have ført en noget vaklende kurs i krigen var det japanske angreb med til øjeblikkeligt at skabe politisk konsensus i USA, en konsensus, som varede krigen ud. Belært af den danske skoleundervisning i de seneste par årtier og ikke mindst understøttet af danske elektroniske mediers ikke altfor fremragende alsidighed ved vi jo heldigvis nu allesammen, at USA vist mest er et paradis for religiøse fanatikere og almindelig krigsliderlighed. Sådan er det jo heldigvis ikke i Danmark. Blot mærkeligt med alle de forbandede Nobel-pristagere derovre når vi nu ikke får nogen. Nå, men det er jo altså dem, der har uret, det kan man jo høre og læse alle steder.

Dengang stod altså alle de patetiske amerikanere så sammen mod den ydre fjende, men vi danskere er heldigvis meget klogere, som det nylige bombeangreb på den danske ambassade i Pakistan viste. Vi står nemlig ikke sammen, tværtimod forsøger vi naturligvis at finde en "forklaring" på disse stakkels vildfarne og forurettede menneskers adfærd. Det må være derfor, vi er danskere, fordi vi er så empatiske. Det er da underligt, at det er så svært at skaffe sygeplejersker og pædagoger med sådanne fremragende nationale kvaliteter. Desværre rækker empatien vist ikke til ofrene for bombeterroren, men det var jo også blot pakistanere, og dem er der frygteligt mange af alligevel. Empatien har altså grænser, men det er der andet, der ikke har. Politisk opportunisme for eksempel. Alligevel var det da på sin underholdning af alternativ karakter at se TV-Avisen foreslå danske specialtropper stå for undersøgelse af biler fremover foran ambassaderne. Man kan vel forestille sig eget ramaskrig, hvis bombemanden havde detoneret bomben ved vejspærringen..

Som bekendt er jo dele af den danske venstrefløj jo sprunget ud i sin jagt efter en værdig sag (hvor jo ikke mindst den radikale leder Margrethe Vestager har været håbløst marginaliseret) og dette er altså blevet sagen. Alle erfaringer siger jo ellers, at det er noget svært at bekæmpe terror med fornuft og forståelse. Problemer "forstås" ikke ihjel, de vokser som maligne cancer-svulster. For terroren er svaghed og eftergivenhed hos ofrene for terroren altid svaghed og det er det jo svært at være uenig i.

Det vil sige, det er det naturligvis ikke for de radikale med deres stolte tradition for forskellige grader af opportun pacifisme, sommetider mere end tangerende landsforræderi. I denne historieløse tid er der vel ingen, som længere husker den radikale træmand P. Munch, der som dansk udenrigsminister i 1930-erne grundlagde den stole radikale tradition for landsforræderi "light" i sin politik overfor nazi-Tyskland. Den ligeledes radikale statsminister Scavenius blev jo også den største danske landsforræder, som aldrig blev dømt, så anerne er i orden. I sidste tilfælde blev det til gengæld "heavy", næsten værre end Vilhelm Buhl.

Det er så på denne baggrund, at Margrethe Vestager træder frem med sin kritik af "den aggressive danske udenrigspolitik", hvor man må tage i betragtning, at man måske kommer til at "støde" nogen. Det skulle være noget med, at politiske angreb på herboende muslimer og Muhammed-tegninger for 117. gang vistnok skulle mane til dansk forsigtighed og øget diplomatisk aktivitet. Det skulle ifølge Vestager være en god recept for forståelse.

Nu er Vestager jo præstedatter, opvokset på en tydeligvis helt konfliktfri højskole, så nogen synderlig verdenskvindeerfaring har hun ikke at trække på. Vi runder lige ned til ingen overhovedet. Sådan hænger verden simpelthen ikke sammen. Forståelse for alting er forståelse af ingenting.

I min datters skole er der en stor pige, som vilkårligt tyranniserer de andre piger, til tider med egentlig grov fysisk vold. Med sin SMS-kæde til andre piger og et ekstra forvalg til mandlige familiemedlemmer og fætre (det er i det her tilfælde det samme, enkelte er dog halv-fætre) danner hun sin egen lille terrorcelle. Hun hedder ikke noget med -sen til efternavn, så mange fætre har de nemlig kun sjældent. Skolen kan ikke smide hende ud uvist hvorfor, måske de bare ikke tør, så derfor forsøger man naturligvis som salig P. Munch at "forstå" dette stakkels tyranniske barn. 

Ikke overraskende har det ikke løst problemet, ja man må snarere sige, at det er eskaleret voldsomt. Man skal vel også være naiv eller radikal eller helst begge dele for at forude, at en offentlig rituel hængning af Muhammed-tegnerne med eneret for TV-selskabet Al-Jazeera skulle stoppe presset mod Danmark. Da Spanien forrige år efter en terrorbombe i Madrid trak sig ud af Irak betød det naturligvis heller ikke, at terroren ophørte, nej den øgedes blot. Det refereres blot ikke, fordi det ikke passer i den etablerede nyhedsskabelon.

I vores nærmiljø ser vi et mini-eksempel på det. Århus Kommune har jo i sin visdom og godhed udlejet en del af det nu nedlagte "Huset" til forskellige hjemløse små foreninger. Bygningen er nu blevet et samlingssted for byens autonome, som naturligvis har fjernet junkierne og de gamle damer og alle andre, der ellers fandt et fristed der ved åens bred. De omkringboende tør naturligvis ikke nu stå frem med navn, når de skal snakke om deres nye naboer. Det ville jo ellers være ret problemfrit, hvis de havde noget positivt at sige skulle man jo mene, så det har de nok ikke. De siger ihvertfald ingenting, gad vide, hvad de håber..

Nu er det ellers et af de mere blandede kvarterer i byen, men alligevel har angsten altså ligesom i skolegården lagt sin klamme hånd på menneskene der. Ingen tør sige eller gøre nogetsomhelst i håb om, at selv om det ikke går over, så bliver man måske ligesom den optimistiske jøde i Auschwitz terrorens allersidste offer. Det kan man vel kalde den ultimative optimisme.

Den så ofte på denne side forkætrede Helle Thorning-Schmidt har dog til lejlighedet "kvindet" sig op, og har totalt afvist dette radikale galimatias og hurra for det. Tilbage står så Margrethe Vestager, den skruppelløse politiske opportunist i sin jagt på en politisk sag. Lad dette være den dag, hvor hendes navn skal leve "forever in infamy"
Iøvrigt er den spanske overskrift jo som bekendt anarkisternes ganske absurde kampråb altså lige indtil Margrethe Vestager. Jøderne slog jo som bekendt også først igen mod nazisterne ved opstanden i Warszava. Da førte nazisterne som bekendt 6.000.000 mod 0. Dengang endte kampen forresten 6.000.000 -200, altså stadigvæk noget langt fra uafgjort.
Så meget for "Fred mod Krig og Terror!" 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start