onsdag den 14. maj 2008

Vandrepokaler

Da jeg var dreng var såkaldte "vandrepokaler" noget af det, som vi håbefulde fodbolddrenge allermindst attråede. Problemet var jo helt centralt, at de kun alt for tit blot var til låns. Nu var det jo andre og fattigere tider, og selv om vi jo med ærefrygt kunne se, at det brasilianske fodboldhold faktisk vandt den ellers uopnåelige Jules Rimet-pokal til ejendom efter 3 verdensmesterskaber, havde Jydsk Boldspilunion i deres djævelskab ikke indbygget sådan en klausul. Drenge blev jo ligesom ikke ved med at være drenge. Vi havde faktisk et godt fodboldhold dengang og vandt en del og fik intetsomhelst ud af det andet end en masse pudsen og poleren af andres ting med Silvo og Brasso. Æv!

Begrebet "vandrepokal" kom til for os bumsede drenge at stå for det, som var relativt let at opnå, men til gengæld ikke særligt interessant at have, når man havde fået det. Derfor kom det naturligvis også til at blive en betegnelse for de piger, som var lidt interesserede i én, men ikke nok til ikke ganske hurtigt at gå videre til den næste. Det faldt os aldrig ind, at de måske blot var en smule kritiske. Der var ikke meget ved de der vandrepokaler med eller uden islandske sweatre, de var der alligevel aldrig rigtigt, ikke engang når de til en afveksling rent faktisk stod der. Faktisk har disse barnlige frustrationer nedlagt en afsky for blanke metal-bowler i undertegnede, som dog ikke er arvelig. Min nevø har nemlig ikke samme fobi. Han har massevis af sølvtøj og pokaler (han er nemlig en hel del bedre end undertegnede var) og vandrepokalerne er åbenbart blevet mere eller mindre afskaffet med den store samfundsvelstand. Sommetider bliver tingene bedre.

Det vil sige, det gør de måske ikke alligevel og da tydeligvis ikke alle steder samtidigt. Lad os tage den århusianske affaldssituation på de første varme forårsdage. Det er altid lidt af en gyser at tage udlændinge med til den ellers selvdeklarerede "Smilets By" Århus, mest fordi den selv i heldigste fald tidligt på formiddagen er lidt mere end halvbeskidt. Derfra går det som enhver bekendt kun tilbage for denne retteligere benævnte "Svinets By" Det var især et chok for vores australske venner Hancocks, som var vant til at swagge rundt i de afsides Gammon og Flinders Ranges i South Australia. Der så man aldrig så meget som et efterladt cigaretskod i bushen. Anderledes altså her i byen.

Strande og parker lignede efter den varme pinse området omkring Joakim von Ands åbne pengesilo dengang i Barks´ historie, efter at en tornado havde spredt alle hans pengesedler ud over hele nabolaget. Denne historie var dengang i 1970-erne obligatorisk læsestof på faget dansk på det lokale universitet, så meget sagde den dengang om kapitalen og dens væsen, mente professor Fjord-Jensen og de andre medløber-fjolser på datidens sygeste ideologiske felttog. Det værste var jo som bekendt, at de vandt guldet og kongeriget helt ligesom Joakim fik sine penge igen. Den ene historie endte altså godt, det gjorde den anden desværre ikke. Det første var også blot en historie, den sidste burde ingen have kunnet finde på, men alligevel skete det altså.

Århus Kommune har i årevis bekæmpet svineriet med relativt konventionelle midler, som har vist sig at være nogenlunde ligeså effektive som rottefælder uden madding. Man har nemlig opstillet helt almindelige plasticsække i stativer i områder med en særdeles hyppig anvendelse af engangs-griller. De få mennesker, som har været ædru nok til at gå hen til disse skraldespande, har så desværre også været, i mange tilfælde ihvertfald, ædru nok til IKKE at smide de varme bakker i, fordi de naturligvis tænder ild i eller smelter plasticen. Århus kommune har på denne måde opfundet "den åbne affaldsø", som altså er en kæmpestor bunke affald omkring en plasticsæk, sådan en lokal slags helligdom og offerplads, måske til tilbedelse af kommunen og dens vise fædre. Andologerne vil måske i i Andeby huske statuen af Cornelius Blisand, den havde vist nogenlunde samme mytiske betydning som disse templer af opsamlede grillbakker.

Det har man fra kommunen analyseret en del på, for nu er der fremkommet et forslag til en løsning og hurra for det.Det bringer os så tilbage til vores tema i dag om vandrepokaler. Ligesom i forbindelse med de kommunale udnævnelser af ledere i forbindelse med den allerede fra starten noget kuldsejlende Århus Filmby viste man med usvigeligt håndelag, at et udnævnelse udenlukkende efter politiske kriterier ikke lige var den allerheldigste. Det gik ihvertfald ad Helvede til lige fra starten. Udnævnelser i kommunalt regi går alt for ofte efter det såkaldte Peter-princip, hvor man uvægerligt forfremmer en person til grænsen af sin inkompetence. 

I det private erhvervsliv sker dette naturligvis også, men der forfremmer man så ikke yderligere personen. I heldigste og fornuftigste fald skaffer man sig i stedet af med personen men altså ikke i kommunen. Her hænger man ligeså den lille Poul på sin skide vandrepokal. Tilbage til affaldet: En stor del af problemet kunne naturligvis løses ved midlertidigt at opsætte ikke-brændbare containere med lidt større sæson-kapacitet og enhver park-pedel ved præcist, hvor disse med fordel kan stå. Wupti.com, hovedparten af affaldsproblemet er løst, for når først affaldet begynder at flyde rundt omkring, gider selv relativt retskafne folk uden for det autonome miljø heller ikke at gå hen til skraldespanden længere, og så ruller lavinen.

I stedet for den simple logistik-løsning har kommunen valgt det, som vi drenge nytårsaften altid blev advaret imod, nemlig at gå tilbage til en fuser, altså den forkætrede vandrepokal. Man har nemlig i stedet valgt at lade en god gammel kending fra det lokale kulturliv, nemlig Andrea Rose, overtage den ideologiske kamp mod skraldet. Med tidligere jobs i den administrative del af kulturlivet var hun tydeligvis allerede på kanten af sin kompetence ifølge Peter-princippet, men nu er hun altså så kampagneleder for kommunens initiativ "Til kamp mod skraldet" Hvor tæt hun var på kanten dengang kan man desværre først se nu, når hun falder ud over samme kant. Langt, rigtigt langt udover.

Som den normale vandrepokal, som giver champagnen en bitter bismag, når man drikker af den, bidrager Andrea Rose vel heller ikke positivt til ret meget, for, som hun siger: "Vi kunne ikke forudsige, at skraldespandene ville blive overfyldte" Mindre kunne også gøre gøre det, Andrea, "forudse" have været langt rigeligt.Det andet har da ellers glimrende folk til. De hedder meterologer, Andrea, og når der som her er tale om stabile højtryk, passer deres forudsigelser ganske glimrende. Som hun ellers tilsyneladende videre så fornuftigt udtrykket det, "kommer det bl. a. an på vejret", hvor meget affald der bliver. Nej, Andrea, det gør det ikke, det kommer UDELUKKENDE an på vejret. Spørg enhver menig medarbejder eller hundelufter eller kragefugl. De ved besked.

Vi taler vel her om måske det allermest utidige genbrug i kommunalt regi af en person, som i stedet burde drive feltstudier med en af de der små smarte sugemaskiner, som man sommetider ser benyttet af gadefejerne. Hun har simpelthen ingensomhelst ide hvad der foregår og endnu mindre hvad man kan gøre ved det. Hør blot hendes løsningsmodel: "Hvis der ikke er plads i skraldespandene, skal man tage affaldet med hjem" På den anden side, hvis folk nu gør det, er problemet jo endegyldigt løst. Det gør de nu nok ikke.

Vandrepokaler er altså stadigvæk noget lort uanset om man aldrig fik lov til at beholde dem eller altså blot blev indirekte belemret dem som i tilfældet den kulturelle aktivist på en retrætepost som her Andrea Rose, helt tydeligt langt hinsides sin kompetence. Måske der bare ingenting var at gøre med i det hele taget? Vi spår en sikker udesejr til skraldet over Århus Kommune med sådan en holdleder. Prøv for sjovs skyld at finde på et mere åndssvagt forslag til løsning af problemet end Andrea Roses, ganske svært ikke? 

Etiketter:

0 kommentarer:

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside