mandag den 5. maj 2008

Udsalg

Nu er dette jo ikke normalt en kommerciel klumme, men vi skal da i dag lige nævne, at vi i den kommende tid vil tynde lidt ud i bestanden af massevis af Tannoy Monitor Gold og Quad ESL 63, da fruen gerne vil have et nyt kolonihavehus. Som i krigens tid, hvor folk afleverede deres aluminiumsgryder for at lave Spitfires, må vi jo alle bære vore ofre for den større sag, og større sag findes vist ikke.
Vi bliver jo også nødt til at følge trop med resten af branchen, hvor man p.t. ser en udvikling fra esoterisk high-end til mellemklasse. Det drejer sig om en forstærker, som med et navn, som man sædvanligvis forbinder med et hyppigt anvendt forskønnelsesmiddel til kvinder, ligger ophavsretsstridigt tæt på en enden anerkendt producent, men måske man har lavet et forlig. 
Det er så ganske overraskende, at det allerbedste køb i øjeblikket fra en vistnok amerikansk producent af rørforstærkere tilsyneladende er den allerbilligste, som placerer sig i mellemprisklassen op til 10.000,-. Det skulle man ihvertfald tro ud fra al den hype, som kører omkring produktet. Den billigste er nemlig aldrig den bedste.

Nu har vi aldrig hørt denne forstærker og kommer helt sikkert aldrig til det, men der er et par elementære kendsgerninger, som vi dag bliver nødt til at fastslå. Når man laver den billigste model i en serie, er der nemlig ganske de samme krav til emballering, transport (den her er ganske tung), terminaler og chassis som til den dyrere model i samme serie. Derfor får man erfaringsmæssigt altid mest for pengene ved at gå et par modelnumre op helt på samme måde som merprisen på indholdet af en flaske vin til 20 henholdsvis 30 kroner i Brugsen muliggør, at man rent faktisk får vin for differencen. Flasken og transporten er jo betalt en gang. Det kan selvfølgelig være, der er nogle økonomiske sammenhænge, som vi har misforstået. Hvis man skal tro al hysteriet har vi, men det skal man nok heller ikke. Under alle omstændigheder må det da blive svært at sælge de dyrere modeller efter dette.

Udsalg er der vel ikke tale om fra en AGF-spiller efter weekendens nederlag til OB i Superligaen, måske snarere en sproglig udstilling af de bedre. Nu har AGF hele sæsonen ligget i kanten af en nedrykningsplads, og det får en AGF-spiller efter weekendens kamp til at udtale de meget sande ord: "Jo flere point vi får, jo hurtigere kan vi selv afgøre, at vi ikke rykker ud" Ja man kunne måske supplere disse visdomsord med, at hvis AGF ved den snarlige sæsonafslutning har flere point end Viborg, så rykker de faktisk ikke ned. Sådan er verden så uendelig stor og alligevel er sammenhængene sommetider så uendeligt simple, at alle åbenbart kan være med.

Nu var der en del ballade omkring kampen, hvor politiets indsatsleder fik en flænge i panden efter flaskekast fra en OB-bus. Med sædvanlig sans for væsentlighedskriteriet (som vi sidst så i forbindelse med den stadigvæk kørende permanente politibeskyttelse af ruder mod stenkast og efterfølgende DNA-analyse af kasteskyts m.v.) arresterede politiet hele bussen. Underligt nok fandt man ikke misdæderen, men måske man i adrenalinrusen havde glemt DNA-analyseudstyret. Det kunne ellers nok have demonstreret det lokale politis høje videnskabelige efterforsknings-standard. Men som sagt, de fik ham ikke men mon ikke de husker isenkrammet næste gang?

Nu er man nu også ved de her højrisiko-kampe i Superligaen oppe mod de rigtigt hårde nysere og ballademagere. Det står klart ikke mindst efter denne runde, hvor en af de centrale deltagere udtalte disse ord: "Man skal smadre til, når man får chancen" Det mest ildevarslende ved denne udtalelse er bare, at den slet ikke kommer fra en af de arresterede OB-bøller. Næh, det er såmænd en udtalelse fra AGF`s midtbanespiller Kari Arnason. Nu er der jo i AGF en stolt historie for voldsdømte spillere, og historien lever åbenbart videre indenfor såvel som udenfor stadion. Var der nogen der sagde udsalg af de gamle sportslige idealer? 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start