onsdag den 7. maj 2008

Kongen er død, kongen leve!

I dag vil vi i god overensstemmelse med vejret for de seneste dage sige, at de seneste par måneder har været endda helt usædvanligt fremragende gode for vores lille firma. Om det så har noget at gøre med den måske øgede aktivitet med solpletter og protuberanser på solens overflade eller egen fortræffelighed er jo noget vanskeligt at sige. Det første er nok mere sandsynligt end det sidste, for vi gør egentlig bare vores arbejde ganske som vi plejer.

Vi er iøvrigt blevet bebrejdet en smule, at vores ytringer om Dansk Audio Tekniks ganske længe forventede og nu altså reelle bortgang har været præget af måske en smule skadefryd. Det har nu ikke været hensigten, for det er vist aldrig sjovt for nogen at se det eneste, som med nogensomhelst ret måske (og endda kun måske) kan kaldes ens livsværk, gå til grunde sporløst og venneløst og må vi vel håbe, også kreditorløst. Vi må jo osse håbe, at gamle Utzon når at dø inden en pludselig tyfon river operahuset ned i Sydney Harbour, som er vældigt dyb. Lidt stolt af det er han vel, selv om det altså ikke kun blev hans værk og at han ikke var med til afslutningen ligeså lidt som undertegnede i Dansk Audio Teknik.

Der er dog det til fælles, at ingen af delene nogensinde ville være blevet til noget, uden at Utzon og undertegnede havde været med. 14 år i frontlinien er dog noget, mest fordi der ikke var andre, og det vil man naturligvis selv huske. Det er en af de ganske uforglemmelige historier, som vil blive husket af uhyre få længe efter, at alle de andre uforglemmelige historier er blevet glemt. Der var i mange år en ånd, som ikke kunne beskrives og endnu mindre føres videre, så derfor kan det jo være temmeligt ligemeget, hvem den døende olding eller firmaet med sit sidste suk kroner som sin efterfølger, for ham bliver det nemlig aldrig. Sådan noget kan nemlig kun den døende store kriger på slagmarken gøre. Den døende olding hjemme i sin seng kan ikke engang give sit rige bort, for andre har forlængst taget det i besiddelse.Heldigvis kunne så Utzons værk undgå at vælte og resten af historien æder støvet alligevel. Måske har det allerede gjort det.

I vores fortsatte serie om Tivoli Friheden kan vi i dag afsløre, at der absolut intet nyt har været om den nye stor-attraktion, den vilde rutschebane Cobra. Når ikke engang JP`s altid lalle-positive erhvervsjournalist Kay Rasmussen kan fortælle om, hvordan det går, kan man vel forsigtigt udlede, at det ikke rigtigt går. Eller kører for den sags skyld, da hele isenkrammet altså skal pakkes på 21 lastbiler (læg mærke til dette magiske primtal med de magiske urgamle faktorer 3 og 7). Dette skulle ske for at sikre maksimal leveringssikkerhed, og hvis det forekommer paradoksalt er det vist, fordi det er det. En logistikchef ville nok kalde det en "risikomaximering" Det er altid rart at have en journalist, som man kan regne med. Når han skriver noget positivt, passer det helt sikkert ikke, og når han ingenting skriver, er det helt vildt katastrofalt.

Helt så katastrofal bliver den ligeledes i vores avis ellers på en helside promoverede sommerrevy med en sangerinde, som "bl. a. har samarbejdet med Finn Nørbygård" nu nok alligevel ikke. Hvis det er salgsargumentet og idealet burde man vel have entreret med den ægte vare, men i stedet bliver det altså atter vores yndlingssangerinde Jette Torp med den faste stab, som skal stå for løjerne eller hvad det nu bliver, men selv krumning af tæer er jo også en slags motion i dette fedmeramte samfund.

Da en folkelig revy jo sjældent ligefrem er præget af synderlig kvalitet (måske folk bare ikke er klogere-eller "kunstnerne" for den sags skyld?), så har man her entreret med den i Danmark verdenskendte gør-det-selv mester, OG deltager i "Vild Med Dans" (og så bliver det jo næppe større), selveste Erik Peitersen. Denne står nemlig for scenografien, som er domineret af store søjler. Disse har Peitersen "malet på en særlig måde, så de fremstår som marmor"!! Ja, det er jo fantastisk, hvad de kan finde på, disse morsomme mennesker og så har man jo også noget at kikke på, hvis man skulle kede sig. Måske vi allerede nu ser det første spæde forsøg på en udvikling at et spritnyt TV-koncept "Vild Med Maling"? Peitersen Rules! Det gør Friheden så til gengæld ikke, men lidt kendnisser kan vel altid skjule tomheden lidt. 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start