torsdag den 8. maj 2008

Farisæisme og andre F-ord

Når man som denne skribent opnår en efter den hidtidige livsstil efterhånden urimeligt høj alder, oplever man undertiden i ganske korte øjeblikke visse glimt af erkendelse om tingenes sande sammenhæng. I dag skal vi begrænse det til forholdene mellem mænd og kvinder, som det ser ud her fra mid-alderens position af visdom. Vi har forsket i dating-adfærd, og det følgende er de foreløbige resultater.

Det allermest påfaldende er vel, at den mandlige interesse for ungdommens F-ord ændrer sig til, at F kommer til at betyde fred i stedet for noget helt andet. Det står jo desværre i nogen modsætning til de krav, som man ser ser formuleret hos alle de kontakthungrende kvinder i samme aldersgruppe. Nu skal man naturligvis ikke her tage alting for pålydende, da der i enhver kontakt er tale om et vist element af underforstået og lettere kodet "metasprog", men tendensen er helt klar: Mænd vil have fred og bekvemmelighed, og kvinder vil have stimulerende og spændende selskab. Enhver idiot kan jo sige sig selv, at det umuligt kan forenes, og det viser sig jo også i langt de fleste tilfælde at passe. Mest fordi det kvinderne siger, de vil have,nemlig ikke passer. De vil nemlig bare have kontrol og den tager de naturligvis ganske let på denne taknemmelige baggrund.

Ud fra vores omfattende forskningsmateriale kan vi nemlig med mindst samme vægt som den typiske overfladiske journalistik sige, at det helt grundlæggende drejer sig om dominans, som den dagligt demonstreres af Folmer Hund, vores mascot. De midaldrende kvinder opsøger kun de såkaldt "interessante og stimulerende" mulige partnere for straks at give sig i kast med at lave dem om. Der er sådan lidt "nyt køkken" i det her. Det er lige meget, hvor nyt det nye køkken er. Det er også lige meget, hvordan det ser ud, helt ligemeget. Det ser nemlig ikke ud, som det vil komme til at se ud alligevel. De halvgamle og livstrætte mænd har absolut ingen chance overfor de her klimakteriske furier, og de må henslæbe en randeksistens som ikke er ganske ulig de fra Dostojevskij så kendte "kældermennesker"

Her fra deres kældre kan de så, når nu den hjemlige dominans ikke kan antastes (og hvis konen ikke allerede er skredet videre for at prøve sine evner igen), kan de så i stedet dominere andre stakler af hankøn. Dette mønster er særligt tydeligt indenfor et af vores yndlingsemner, nemlig hifibranchen. Her vil til en afveksling gå bort fra vores yndlingsaversion, Århus Hifiklub (som jo ingenting gør og dermed er relativt uskadelige) til den mere vidtfavnende Herlev Hifiklub. Her findes der nemlig tydeligvis et par af disse marginaliserede eksistenser, som vi ser i en aktuel tråd på Hifi Musik.

Her præsenterer en fyr stolt sine Martin-Logan højttalere på en måde og i en 3-dimensionel hjørneplacering, som påkalder sig ufrivillig og eksplosivt spruttende latter, så komisk er den i det ganske udæmpede rum. Et par seniormedlemmer fra Herlev Hifiklub kaster sig over denne sag, men naturligvis ikke for at hjælpe den vildfarne. Det er jo ikke det, som dominans drejer sig om. I stedet går man løs på den sagesløse mands valg af forstærker med hadske hånsord på en måde, som faktisk er temmeligt afskyvækkende. For at blive i hundeverdenen som så ofte før ser vi de små skabede køtre få en chance for at være de store hunde blandt de endnu mindre, og den chance tager de til fulde. Hvis der havde været kvinder i denne her hobby var det her aldrig gået. Det er der naturligvis ikke.

På et tidspunkt overvejede vi rent faktisk at lave en demo af ATC ovre i Herlev, men som tiden gik mindskedes vores interesse for sagen. Det drejer sig jo tydeligvis ikke om udveksling af erfaringer med det formål at blive klogere blandt disse halvgamle fjolser. Det er i stedet tale om den sidste retrætekamp for de underkuede mænd mod de eneste, som de har en chance for at vinde over, nemlig ligesindede mænd. Kvinderne har jo alligevel allerede forlængst vundet eneret til køb af hus, køkken, bil, møbler og alt andet. Mændene er knapt nok konsulenter længere, så det eneste bijob er altså at være hifi-farisæer. Det er lidt sølle og så er det altså altsammen kvindernes skyld. Var den for langt ude?

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start