mandag den 26. maj 2008

Fairness og fernis

For ganske nyligt blev denne skribent indkaldt til den vel næsten obligatoriske genforenings-komsammen med den gamle folkeskoleklasse fra for 35 år siden. Nu kom jeg dengang fra en af landets allermindste skoler med godt 15 elever fordelt på 7 klasser til en af landets vistnok dengang største med omkring 1000, så lidt minder har man dog med fra disse godt nok kun 2, men altså særdeles formative år. At det så bestemt ikke altsammen er den slags minder, som der er værd at skrive hjem om, ja , det siger vel sig selv. At omgås sig selv fra dengang ville være en aldeles rædselsfuld oplevelse, så det er jo heldigt, at man ikke kommer til det. De andre var knapt så slemme, så mon ikke det går endda?

Det vil sige, for en enkelt gik det ikke, for hun er nemlig død i mellemtiden. Som med skibe, der sporløst forsvinder på havet, har vi heller ikke underretninger om denne gamle skolekammerat, men allerede dengang var der umiskendelige tegn på, at den gik da vist ikke. Hun havde simpelthen det ulykkelige livs Kains-mærke stemplet i panden, og der kunne vi andre hverken gøre fra eller til, og det gjorde vi så heller ikke. Ja, faktisk gjorde vi slet ingenting, og det var altså rigeligt endda til at hun ikke er mere. Om vi kunne have gjort noget fra eller til er ikke til at vide, men der var allerede dengang en adfærd hos hende, som minder om strandede hvaler: Lige meget hvor meget man skubber dem ud i vandet, så svømmer de bare op på stranden igen. Vi prøvede vist ikke engang at skubbe...Vi var ikke spor fair og fugleungen Hanne-Pia drattede bare ud af reden og det var det. Hvil i fred!

For andre kommer døden noget mere pludseligt omend ikke altid helt uventet. For en tidligere kollega i Dansk Audio Teknik kom senfølgerne af et alvorligt elektrisk chok kombineret med andre noget mere uforklarlige omstændigheder til at koste ham livet. Det blev aldrig politimæssigt efterforsket, men det burde det måske have været, noget mystisk var det da. Det viste sig nemlig noget ubekvemt, at han i lighed med de fleste mennesker havde levet et dobbeltliv i en grad, som vist kan kaldes (heldigvis) sjælden. Nu er det altid uheldigt at dø, men for den afdødes gode minde er det er ikke meget mindre ubekvemt senere at opdage, at et ellers uopklaret biografkup i en nu nedlagt biograf faktisk var opklaret allerede inden kollegaen døde, og at en bunke forstærkere og ATC-højttalere og en mængde andet blot måtte afskrives på tabskontoen. Her kom døden ikke i rette tid desværre og vi må herfra i dag krybe til korset og tilstå, at det er første og forhåbentligt sidste gang, at denne skribent har ladet sit vand på en gravsten. Så meget for civilisationens fernis, der lige i dette tilfælde var smurt lidt tyndt på også for denne skribent. Desværre. Rotér dernede, Jxxx, hvor det er rigtigt varmt og øllerne er Tuborg, som det vist hed i den gamle reklame, som den politiske korrekthed åbenbart har ædt.

I andre tilfælde oplever vi også, at firmaer fortsætter længe efter, at der er konstateret fatale fejl i maskinrummet. Nu er der intet forkert ved fejlbehæftede fremdrivningsmidler, ja AnsoldoBreda kan faktisk sælge ikke-eksisterende dieseltog til DSB og endda få penge forud. Lige i denne sag er DSB jo selv ude om at insistere på at bestille dieseltog hos en leverandør, som aldrig nogensinde tidligere har lavet sådan nogen. I sådan et tilfælde med så tåbelige kunder er firmaer jo delvist undskyldt af tåbeparagraffen og måske Rigsrevisionen burde undersøge ledende DSB-medarbejderes færden i den sag. Som i forbindelse med min gamle kollegas dødsfald burde man måske have "fulgt pengene", som det vist hed i de gamle kriminalromaner, men sådan er der så meget.

Fulgt pengene burde mange kreditorer måske også have gjort i vores branche, når det bliver sværere og sværere at komme igennem til den økonomisk ansvarlige som man fornyligt kunne opleve på det mere lokale plan. Når det så efterhånden bliver umuligt at få kontakt overhovedet er det nemlig allerede forlængst for sent. Om man kan kalde det forretningsmæssig fairness? Måske kun lige knapt og det er måske også derfor, mange af disse firmaer ikke er der mere men de er desværre som vor gamle kollega døde alt for sent for det gode eftermæle. Alt, alt for sent! Når feriepenge bliver en uforudset udgift er døden kun et spørgsmål om tid, og det har den været et stykke tid.

Det var så dagens lille alvorlige historie om pludselige og alligevel måske forventelige dødsfald. Det er da også forbandet, at døden sommetider kommer i vejen for alle de smarte ord og planer, men altså ofte alt for sent. Til de mere ydmyge som Hanne-Pia kom den til gengæld alt for tidligt, men hendes gravsten er der så ingen, der vil tisse på. Det er jo også en slags minde.
Det var så de tanker, der kom ud af indbydelsen til den klassekomsammen. Det er da godt, at man ikke tænkte sådan dengang. Der tænkte man nemlig overhovedet ikke.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start