fredag den 23. maj 2008

Direktører og ægthed

I musikverdenen som i andre dele af menneskelige aktiviteter er ægtheden i udtrykket altid en mangelvare. I denne tid huserer atter en gang Danmarks absolutte skotsk/gæliske yndlingsorkester, nemlig Runrig. Det er faktisk osse et ganske effektivt røvbalde-orkester, som det hed med nogen realisme i min egen ungdom, for musikken er ganske velegnet til at få de her kun sjældent særligt solbrændte attributter frem. Om det lige præcist var det, man mente dengang, er godt nok ikke helt sikkert, men bal og senere forhåbentligt balder er der da garanti for, når Runrig fyrer deres folk-rockshow af. At det så ikke nødvendigvis er særligt ægte længere, ja det er en helt anden sag. Til gengæld og måske netop derfor er de i dag nr. 4 på den danske salgs-hitliste og der har de været utallige gange før og kommer det såmænd nok igen, som salig C.V sang.

Nu er Runrig jo ikke ligefrem et nyt orkester, men de færreste ved vel, at det faktisk er over 30 år gammelt. Det startede som et særdeles støjrockende orkester med den mangeårige sanger Donnie Munro som det patetiske sang-midtpunkt. Denne kombination af faktisk glimrende men noget salvelsesfuld vokal og rå larm var dengang en nyskabelse og gjorde bandet uhyre populært i snævre kredse. Familien Danmark ville dengang aldrig have lyttet til den her larm og det vil de stadigvæk ikke. Det kommer de nu heller ikke til.

Sådan spiller bandet nemlig slet ikke længere, for i dag er Runrig som forvandlet og det på trods af, at langt de fleste af medlemmerne faktisk var med helt eller næsten helt fra starten. Nu er skotter jo bjergsomme og sparsommelige folk, for brødrene MacDonald, som ejer varemærket "Runrig", har jo som tidligere store danske rockere som Keld Heick indset, at det er på mainstream-markedet, at de store penge er. Derfor er de sidste mange plader med Runrig ca. ligeså musikalsk grænsesøgende og nyskabende, som Keld og the Donkeys og deres "Ved Landsbyens Gadekær" engang var det. Det oprindelige ret spændende tekstunivers er udvandet i realisme og kvalitet til niveauet for samme danske evergreen. Vi taler om en sproglig ekvilibrisme på samme plan som Dan Brown og den lokale forfatter Elsebeth Egholm, som har en ny bog ude i dag. De er noget tunge i røven og inderligt ligegyldige. Allesammen. Det er måske netop derfor de er populære.

Donnie Munro blev som sanger for mange år siden erstattet af Bruce Guthro, som udover ikke at kunne synge og desuden ikke var skotte, så en smule bedre ud for de fleste midaldrende kvinder, sådan nærmest lidt "nuttet" Samtidigt var han så fersk, at de fleste mandlige publikummere nok har tænkt, at hvis deres kone virkeligt foretrak sådan en fyr frem for dem selv, ville forholdet nok næppe holde alligevel (det kan de helt givet trygt regne med, han er en noget mere end halvbøssoid fætter), og så kunne de jo godt gå med og det har folk så gjort i hobetal. Runrig er godt nok blevet et ganske kedsommeligt orkester, men de har masser af success. Men som sagt, lyt til en af deres gamle plader. Der var en grund til, at de blev store, for de var rigtigt gode engang. Musikken er som en jumbojet i stratosfæren: Når først den møjsommeligt har arbejdet sig derop, skal der ikke ret meget energi til at holde den flyvende og deroppe er Runrig. Æv!

Nu er der mange irske og skotske folk-og rockbands, som er fremragende og uhyre ægte i udtrykket. Hele dette irske og skotske univers opfattes jo også af de fleste som mere menneskeligt og ægte og det frister naturligvis svage sjæle, også de helt svage. Derfor kan man se sangere fra andre lande forsøge at finde den ægte ægthed der, når de nu bevisligt ikke er i besiddelse af den selv. Det er altså desværre mest dem, som intet selvstændigt udtryk har, der så meget mere desperat søger i denne sangskat. Tidligere har jo både Georghe Zamfir, Roger Whittaker og naturligvis schlagerpotpourri-mesteren over dem alle, James Last, prøvet lykken i dette repertoire. Det var allerede slemt nok, og det skulle blive værre.

Det er der nemlig også en kendt dansk sangerinde, der har. Resultatet sås fornyligt, da en god bekendt fra et loppemarked købte de sidste CD-afspillere for en slik ved lukketid. I den ene af disse lå der en uventet bonus: En plade fra denne danske sangerindes "irske" periode, der vist kun varede denne plade og godt for verdensfredens relative bevarelse for det. Om den var rædselsfuld? Det er sådan et sørgeligt og fattigt udtryk i denne forbindelse. I gamle dage kunne man jo på 13-skalaen dog altid være sikker på mindst 00 ved den helt uantagelige og ringe præstation, men man rev dog normalt ikke skolen ned efter at man havde gået der for at undgå evt. gentagelser. Her blev CD-afspilleren med plade og det hele smidt ad Helvede til, så ubeskriveligt rædselsfuldt var dette forlorne og sublimt uægte sang-foredrag. Kunstneren menes at bo her i Århus et sted eller rettere, det gør hun. Gys! Alene navnet giver kunstneriske kuldegysninger.

Synderlig ægthed er der heller ikke tale om i vores lokale idealistiske kunstbiograf, Øst for Paradis. Vi har tidligere omtalt, at når man kontakter den nye kvindelige direktør, som er datter af den bedragerisigtede tidligere ejer, så får man alligevel fat i den ellers nu ikke-ansatte ex-ejer. Dette er jo ret mystisk og ikke mindre mystisk er det, at dette far-datter team på den igangværende Cannes-Festival optræder med visitkort som "Manager" og "Managing Director" ifølge dagens JP. Desværre for troværdigheden er det altså faderen, som åbenbart er "MD"...Vi er vist ikke helt kommet til bunds i den her sag endnu. Ægtheden har unægteligt trange kår overalt.

Etiketter:

0 kommentarer:

Tilføj en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Startside