søndag den 18. maj 2008

Den hårde erkendelse.

Erkendelse er vel i virkeligheden en uundgåelig del af at blive voksen, om end det kan sommetider være en ganske hård proces. Det er vel altid sin sag for pubertetsdrengen at opdage, at hans drømmekarriere som pornostjerne ud fra omfattende feltstudier på nettet ikke er overvældende realistisk og rart er det bestemt ikke. Det betyder naturligvis ikke, at man som voksen alligevel ikke ind imellem kommer ud for nye og barske erkendelses-spring.

Man kan for eksempel tage denne bekendelseshistorie, som i ubarmhjertig hårdhed næsten kan minde om de ellers særdeles populære kvindelige jammerforfattere fra min egen ungdom, Dea Trier Mørch og Herdis Møllehave. De er heldigvis døde nu og deres bøger er vist for alle praktiske formål glemt- måske Gud findes alligevel? 
En pålidelig kilde oplyser nemlig: "Vi må erkende, at kvaliteten ganske enkelt er enestående for prisklassen" og "...på samme niveau eller højere end CD-afspillere til to eller tre gange prisen" Som man måske næsten kan gætte, er vi for en stund tilbage i hifibranchens forunderlige verden, hvor erkendelse altså åbenbart ikke altid er en smertelig lærings-proces. Det drejer sig nemlig ikke engang om, hvordan i alverden man dog skal kunne konkurrere med dette nye vidunderprodukt fria Hifi Klubben. Det kommer nemlig slet ikke derfra.

Nej, det drejer sig såmænd om vores næsten-nabo Ole Iversen, indehaver af den særdeles lokale livstilshifibutik, Linn-importøren Scala Hifi, som på denne smertelige måde er blevet klar over, hvilket nyt og helt fantastisk fremragende produkt, som til alt held Linn netop har introduceret. Det er nok fordi produktet er så usigeligt fremragende, at Ole på konkurrenternes vegne næsten undskylder, hvor godt det er. Vores branche er altid sikker garant for absurde reklametekster, men den her er sikker vinder i kategorien for stilstikkert pladder. Ikke siden Ole Klifoth på ca. ligeså saglig og ganske upartisk vis kommenterede fordelene (utallige) og ulemperne (ingen) ved sine egne produkter i helsidesannoncer har vi set denne markedsføringsstrategi, men der er åbenbart sæson for alting ligesom for dræbersnegle. Vi kan da så håbe på, at dette nye Linn-produkt får den succes, som det fortjener. Dræbersneglene er jo heller ikke rigtigt kommet i gang i år endnu.

En mere personlig erkendelse, som næsten er ligeså let, som det er for Ole fra Linn at rose sine egne eksklusive produkter er det vel, at hifiklubberne vist bare er døde. Vi må lige have med, at "eksklusive" i foregående sætning udelukkende refererer til at kun Scala sælger Linn. Selve produkterne er nemlig aldeles ligegyldige.
Nu er det ikke kun de ydre fjender som iPod-kulturen med ikke-kvalitetsbevidste forbrugere, som udelukkende truer hifiinteressen. Også indefra for eksempel i Herlev Hifiklub ser vi helt tydeligt de selvbestaltede kuratorer af arven fra en afdød mand marginalisere klublivet. Det må være ligeså slemt som at have undertegnede eller formanden for Cerwin-Vega Klub-Danmark med, ja faktisk vil vi endda tro, at det faktisk måske er værre. Folk, som har fundet sandheden, er jo ikke altfor spændende og da særligt ikke, hvis de selv ser den som den eneste teoretisk mulige sandhed. Her er vist selv Århus Hifiklub heldigere. De har nemlig tilsyneladende slet ingenting fundet, ikke engang rigtigt sammen.

En anden tilbagevendende erkendelse er det, at en formel uddannelse hverken er en nødvendig eller tilstrækkelig forudsætning for at udtale sig fornuftigt om nogetsomhelst. Nu man man naturligvis diskutere, om Koranstudier eller teologiske studier ved danske universiteter i noget videre omfang afviger fra studiet i andologi ved det ikke-eksisterende Andeby Universitet. Det har altid været en stor gåde for undertegnede, at nogen har kunnet tage sådanne studier alvorligt og endnu mindre, at kandidaterne fra studierne nogensinde har kunnet mene alvorligt, at andre skulle tage dem selv og deres udenadlærte budskaber seriøst. Hvis man skulle være i tvivl kan man jo se på de danske biskoppers reaktion på debatten om påklædning for dommere.

Som bekendt er en ellers stout jurist og tidligere politimester, nemlig Birthe Rønn Hornbech jo kommet noget off-beat på denne sag, men biskopperne følger nu godt med. Ifølge dem er det naturligvis ganske utilstedeligt at begrænse dommernes påklædning, ja vist nærmest ganske ukristeligt. Hvad det lige præcist har med den kristne praksis at gøre er jo noget vanskeligt at se. Det er altså en forunderlig verden at se disse patetiske selvbestaltede lommepaver i deres kejserpingvin-kostume stå der salvelsesfulde og selvretfærdige og dømme andre på en måde, som de altså slet ikke dømmer sig selv. Det er muligvis derfor de er blevet biskopper. Hos disse danske ypperstepræster er der jo nemlig absolut ingen slinger i valsen med hensyn til påklædning. Selv om der efterhånden kun er kvindelige kommende teologiske kandidater og p.t. udelukkende kvindelige ansøgere til præsteembederne i Århus har vi da vist ikke set noget tørklæde endnu.

Disse politisk korrekte og inderligt hykleriske mennesker giver jo nemlig selv absolut ingen plads til nogensomhelst individualitet i egen uniformering, men blander sig altså en bloc alligevel i, hvordan domstolene skal gøre. Der er sådan lidt "Hannibal the Cannibal taler om vegetarisk livsstil og dens velsignelser" over disse udtalelser. 
Det er altså lidt vildt, det her og hvis det ikke havde været en kendsgerning, ville det have været en historie, som ingen ville have kunnet finde på, så dum er den. Birthe Rønn Hornbechs politiske liv er nok til at se afslutningen på efter denne bersærker-selvmordsaktion uden nogen mening, men desværre bliver bisperne bare siddende. Måske man i dagens anledning skulle opfordre folk til at læse den store danske forfatter Thit Jensens bog om den sidste biskop i Børglum, "Stygge Krumpen" Han hed iøvrigt kun Stygge. Det gør vores lokale bisp Kjeld ikke, han hedder Holm, men er en del styggere. Ak ja, en trist erkendelse!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start