mandag den 14. april 2008

UFF-containere

Lige her om hjørnet, hvor Folmer Hund og undertegnede hver morgen går en tur, står der en tøjcontainer. Det gør der godt nok også lidt længere væk, selv om denne tilhører Dansk Røde Kors, en anden organisation, som det også kan være lidt svært helhjertet at støtte for nu at at udtrykke det lidt mildt. Den første container er dog selv i denne sammenligning en del værre. Den tilhører nemlig Tvind-imperiet.
Det står der naturligvis ikke på den, og det ved nok kun de allerfærreste. I stedet står der UFF og det ellers ganske lokkende, at støtten går til TCE, nemlig bekæmpelse af AIDS i det sydlige Afrika. TCE står til al overflod for "Total Control of the Epidemic", og det turde være et godt bud på tidens værste tilfælde af falsk forbrugeroplysning, for om noget er det da ikke tilfældet. Det drejer sig nemlig i denne sag om Tvinds virke nede hos vores gamle ven, folkemorderen Mugabe i Zimbabwe.
Som bekendt har Zimbabwe i Mugabes diktatoriske regeringsperiode udviklet sig fra at være et af Afrikas mest velstående lande til at have kontinentets korteste levealder, nemlig under 40 år med stadig faldende tendens. Da der næppe nogen steder i verden findes en større udbredelse af AIDS (man ved det ikke præcist, da det ikke ligefrem er det, som Mugabe bruger penge på at undersøge-faktisk bruger Mugabe vist kun penge på Mugabe), men 30-40% af befolkningen som HIV-positive er det sædvanlige bud.
Desværre bruger Tvind med deres ellers ganske fængende bud på "Total Control" med sygdommen åbenbart heller ikke alt for mange midler på sagen, med mindre det altså er deres mål at få en 100% HIV-hyppighed men nu er 100% vel også et udtryk for den "totale kontrol".
Sådan en konspiration kan vestlige intellektuelle måske heldigvis for Tvind kun tilskrive USA (det kan de til gengæld sagtens og gør det!), hvor amerikanske kristne fundamentalisters modstand mod at støtte uddeling af gratis kondomer i det sydlige Afrika blev gjort til den egentlige årsag til AIDS. Hvis de HAVDE uddelt kondomerne kunne man jo også altid anklage USA for at ville begrænse antallet af fyrige og virile afrikanere, det er jo lidt svært at være USA.
Det er til gengæld en del lettere at være Tvind, for godt nok er det svært at fortolke resultaterne af denne "Total Control of the Epidemic" i Zimbabwe som andet end en eklatant fiasko, men til gengæld har man så fået bygget et fantastisk flot hovedkvarter dernede. Det er næsten ligeså flot og gigantisk stort som det i Mexico, hvor det sædvanligvis antages, at Formand Amdi normalt opholder sig, nu efter hans cover på en kunstig ekslusiv luksus-ø udenfor Miami blev afsløret. Selv en Amdi må jo sande, at USA er et ganske dejligt land for dem, som har penge, og så gør det jo tydeligvis lidt mindre hvordan disse er kommet til veje.
Det er dejligt, at Århus kommune kan støtte sådan et velgørende projekt. Aldrig tidligere har vist så mange samlet sammen til gavn for så få i U-landshjælpens navn og så er de åbenbart så værdigt trængende så vidt vides allesammen danskere, noget paradoksalt i virkeligheden. Om man så kan se nogen kommende retssager mod Tvind i Zimbabwe vides ikke endnu naturligvis, men de er for tiden jo også pot og pande med Mugabe.
Det er næsten ligeså sygt at støtte det her Tvind-projekt som det er at støtte Kræftens Bekæmpelse. I det mindste har Tvind dog pli nok til at operere i størst mulig ubemærkethed, det har Kræftens Bekæmpelse ikke. Som bekendt har man kommissioneret med verdens vistnok højst betalte og allermest eksklusive arkitekt, amerikaneren Frank Gehry, om at opføre et gigantisk prestige-hovedkvarter centralt i Århus. Hvad det lige har med bekæmpelse af kræft at gøre er noget uklart for denne skribent. 
Til gengæld kommer byggeriet til at ligge lige ved siden af en stor kirkegård, mens den nærmeste nabo til den anden side er byens krematorium, men i enhver kamp er der jo ofre og i denne kamp altså en del flere end strengt nødvendigt, og så har vi endda ikke regnet de mulige arbejdsulykker med.
Det er måske meget sigende at resignere på denne måde om den kommende forskning nu pengene er blevet brugt på bygninger i stedet for bekæmpelse af kræft. De frivillige indsamlere i forrige uges store landsindsamling må føle sig noget åndssvage, når de kommer forbi dette nye mausolæum, som er ved at blive rejst på Kirkegårdsvej (der var den igen, ak ja). Som med UFF/Tvind i Zimbabwe er det vist heldigt, at folk ved så lidt om tingenes reelle sammenhæng ellers kunne de nemt blive noget triste.
Er der så slet ingen, som udfører noget reelt uegennyttigt frivilligt arbejde? Jo, det er der, ialt 1 organisation. Den hedder Kirkens Korshær og alle bør støtte den af al kraft. Den gør en helt fantastisk forskel. Hvis man overvejer at støtte de andre nævnte organisationer burde man måske også overveje Mafiaen og Camorraen i Italien, naturligvis uden sammenligning i øvrigt. De udfører da i det mindste et vist socialt arbejde, selv om det vistnok er noget begrænset.
Men som sagt, tag en tur til Zimbabwe og se Tvind-hovedkvarteret eller tag bybussen forbi det kommende Frank Gehry-byggeri på Kirkegårdsvej. Det ligner altså lidt af det samme og kønt er det ikke, uanset hvordan det ser ud. Jeg tror vi vil starte med at donere en uindpakket hundelort til UFF-containeren. Alle kampe starter jo i det små. Et ganske værdigt bidrag til en ligeså værdig sag.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start