tirsdag den 22. april 2008

Når en epoke slutter

Sommetider slutter historiske epoker uden at nogen mennesker tilsyneladende bemærker det. Sådan en begivenhed fandt sted i går, da Dansk Audio Teknik i Århus lukkede og slukkede og det er bestemt ikke uden et vist vemod for denne skribent. Nu lever navnet fra det engang så succesfulde firma blot videre som en aldeles ligegyldig blindtarm på K.T. Radio i København som et kun alt for branchetypisk firma uden nogen service (prøv at ringe eller maile til dem!) eller kompetence, men det må enhver naturligvis vurdere. 
Nu kan man altid bagefter fundere over, om Dansk Audio Teknik havde eksisteret i dag, hvis undertegnede og de dengang nye ejeres veje ikke dengang for nogle år siden skiltes, men vi skal bestemt heller ikke underkende, at markedet i de senere år er blevet noget mere kompetencekrævende. De dyder, som var nok til succes engang for ganske få siden, forekommer i dag næsten paradisiske som minder om noget fra en anden planet i en anden galakse. Det dengang nye koncept for Dansk Audio Teknik, som fik vores veje til at skilles, ville sikkert ganske få år tidligere have haft glimrende muligheder og måske især i en anden by, men som tiden og tingene udviklede sig var projektet vist allerede fra starten som en isflage på vej ned langs Grønlands kyst mod Golfstrømmens varme. Der er i dette tilfælde tale om det, som den gamle tegner Bo Bojesen sagde om en Anker Jørgensen regering i en tegning om Anker som kaptajn på en lille jolle under en isvinter: Et fartøj med ganske ringe maskinkraft. Simpelthen den allerringeste.
Herfra tror vi desværre ikke, at denne lukning vil give os flere kunder, men det er nu nok mest fordi vi har fået de allerfleste i forvejen. Andet ville vel heller ikke være at forvente efter 14 år med undertegnede som spydspids nærmest døren i det gamle firma. Dansk Audio Tekniks fornyelse lykkedes altså ikke og havde vel heller aldrig i det nye konkurrenceklima nogen reel chance, og jeg er glad for ikke selv at have været med på denne sidste rejse. Det er nu en lidt trist dag alligevel.
Heldigvis kan vores venner på JP altid medvirke til lidt forhåbentlig ufrivillig komik. I erhvervsafdelingen sidder der en journalist, som hedder Kay Rasmussen. I lighed med alle små lokalaviser til hver en tid, som altid har haft en identisk funktion, er det Rasmussens opgave at berette positive ting fra det lokale erhvervsliv og så er det forresten fuldstændigt ligemeget, hvor meget det går ad helvede til. Det er altid underholdende at læse Kay Rasmussens 117. artikel om den nye "spændende" og helt ligegyldige og givetvis fra starten allerede forlængst dødsdømte konceptbutik (overvej det lige-det må godt nok være tidligt!) med genbrugs-designertøj eller danske møbelklassikere etc. Altså kort sagt meget fantasirige koncepter, næsten helt københavnske.
Der er aldrig noget kritisk ord fra denne venlige mand eller nogen fornuft for den sags skyld. I dag beretter han så glædestrålende om, at den nye hovedforlystelse i Tivoli Friheden, åbenbart virker fint. Overskriften lyder: "Tivolis Cobra fungerer" og så er der et billede af en fuldstændigt rusten rutchebane. Miraklet er altså ikke sket, billedet er nemlig fra en prøveopstilling hos producenten i Italien. Da det er et still-billede ved vi faktisk ikke positivt, om den også kan køre. Belært af IC 4-tog ikke-leverandøren Ansoldo-Breda ved vi jo, at computergrafikken kører bedre end de ikke-eksisterende tog, men måske passer det faktisk.
Rasmussen fortsætter med at fastslå, at banen nu vil blive skilt ad igen i de kommende dage for at blive sendt til ( uhyre tiltrængt) sandblæsning og lakering i festlige farver, som beskrives grafisk. Han er jo den fødte optimist, og flotte farver spreder altid glæde. Derefter vil den blive pakket på 32 vognlæs fordi man ikke vil risikere at sende med jernbane ifald en af vognene skulle blive rangeret forkert. Hvad forskellen så lige er på at en af lastbilerne måske forulykker spørges der naturligvis ikke om(han er jo flink og ukritisk grænsende til det komiske, nej langt udover) men ret mange overflødige dele sender man vel ikke med til dette forvoksede Meccano-byggesæt.
Det allermest komiske i dette journalistiske makværk er så, at han stadigvæk her den 22. april videregiver som et faktum, at rutchebanen forventes at være klar midt i maj. Han har nok fået lidt mere end en frikort til Friheden må man da håbe. Hvis han ikke har, er det da først rigtigt slemt.
Forresten forsøgte vi selv at få ham til at omtale den store begivenhed, da dette firma åbnede, men dengang havde han ikke tid, men nu har vi heller ikke frikort. Om det ville have hjulpet Dansk Audio Teknik at have ham inde over ved vi jo af gode grunde ikke. Ligeså meget som det kommer til at hjælpe Friheden ville nok være det bedste gæt. Vi må jo huske på, at landets allerstørste rutchebane allerede står i det nærliggende Djurs Sommerland.
Sommetider er konkurrencen bare så hård, at man aldrig har haft nogen chance. Det hjælper jo ikke at tænke på det latinske fyndord "Carpe diem" (grib dagen for de få ukyndige) hvis der ikke har været nogen dag at gribe efter eller, endnu værre, hvis man fra starten har været født med thalidomid-arme. 
Det eneste positive ved det er vist, at så kan det heller ikke være nogen skam at give op. Adios!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start