Minder og anden tidsspilde.

Sommetider dukker der ubehagelige spøgelser op fra ens fortid på de underligste steder. Det kan være uhyggeligt nok at møde gamle og forgræmmede ekskærester på åben gade (og det er det også, Jetxx, gid du må vælte på cyklen og slå dig slemt-man bærer vel ikke nag!), men sommetider bliver det endnu værre. Så bliver man nemlig konfronteret med en hel livsepoke, som vel i bedste fald kan betegnes som totalt spild af tid og i værste fald… Det eneste positive at sige er vel, at det efterhånden er længe siden. Så længe siden at det kunne være løgn, men det er det desværre ikke.

Det drejer sig om tiden på Slavisk Institut på Århus Universitet fra 1975-79. Dette kommer i hu netop i dag, fordi den tidligere institutbestyrer, nu forlængst emeriterede lektor Thomas Petersen skriver dagens kronik i JP om de glade politiske vækkelsesdage, som det var undertegnedes tvivlsomme fornøjelse at være delvis deltager i. Det var jo tiden, hvor både studerende og lærere byggede politisk-ideologiske luftkasteller ganske mange etager udover de sikkert ellers ligeså idiotiske fantasifostre, som studerende og andre intellektuelle til alle tider vel har konstrueret (men altså tidligere og senere trods alt nok knapt så høje). Det var vel ikke Thomas Petersens ansvar, at studietiden blev, som den blev, men han gik nu heller ikke akkurat forrest i kampen mod datidens massive kollektive fordummelse. Nu var institutlederen, Knud Rahbek Schmidt, nu også et fremtrædende medlem af DKP, så fordummelsen havde mange årsager.

Nu var det ikke fordi undertegnede ikke kunne følge med i studierne, det var nemlig uhyre nemt. Det var det især, fordi det meste af tiden gik med at diskutere så stupide og hjernedøde politiske paroler, at der ikke blev tid til at stille det ellers rimelige spørgsmål om, hvordan den daværende sovjetiske leder Leonid Breznjev kunne få 113% af stemmerne. Dette var en kendsgerning, som skulle tages særdeles alvorligt. Man kunne sågar blive professor som en mine medstuderende, den nu afdøde Ole Nørgaard blev på at beskrive denne fuldendte demokratiske praksis, som Sovjetunionen praktiserede. Lige i det her tilfælde kan man heldigvis ikke sige, at det var de bedste, der døde først, som det ellers alt for ofte sker. Sikke dog noget hjernedødt pladder, du blev livslang professor på. Sikke en tid og tænk at nogen dog tog det alvorligt. Adios, Ole, håber du har det varmt!

Resten af studiet gik mest med fra sidelinien at betragte de forskellige tidevandsbølger af politisk dårskab, som med passende andagt blev fremført af de forskellige fraktioner af studenterpolitikere helt fra Komm S (de doktrinære kommunister) og helt over til KAP (de Mao-tro) med alskens idioter ind imellem. Sikke dog et bredt spektrum! Det eneste som helt minder om det i dag er vist spektret af acceptable politiske meninger på det Frie Gymnasium. Monumental ufrihed forklædt som frihed. Undertegnede var i denne sammenhæng noget marginaliseret.

På et tidspunkt blev det nok på trods af de lokale attraktioner i form af instituttets piger med hårduske under armene og andre steder og undertegnede lavede lavede det afsluttede speciale på de 5 dage, hvor pigerne i bofælleskabet var bortrejst. Det var vel ret beset noget makværk, men bestemt ikke dårligere end det, som andre var flere år om at lave-det siger desværre heller ikke særligt meget! Slet ingenting faktisk. 

Til gengæld blev bifaget efter erkendelsen af, at universitetsstudierne dengang aldrig ville blive mere udfordrende end foredrag på Folkeuniversitetet alligevel, gennemført på 1 år, iøvrigt en rekord, som ikke kan slås. Lidt havde Thomas Petersen og ligegyldige institut altså alligevel gjort. jeg havde lært at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. At det så havde taget 5 år at opnå denne ellers ret elementære erkendelse er en helt anden sag og jo faktisk ikke hans skyld. 

Kort tid efter blev eksamensbeviserne makuleret sammen med alle billederne af de gamle kærester, og et nyt og bedre og ikke mindst mere meningsfuldt liv begyndte. Det gik så lige indtil i dag, hvor fortiden kom tilbage i al sin gru som hos Arnold Schwarzenegger i “Total Recall”. Desværre var det ikke film, men den skinbarlige virkelighed men den går nok over igen. Kronikken er røget i vores makulator sammen med alle de andre minder fra en svunden og spildt tid.

Som Storm P.´s vagabond engang sagde: Nu har jeg kun minderne tilbage, og dem er der ikke meget ved!”
Om studieårene bare var spild af tid? Da man jo ikke i sobre fora som dette bruger bandeord må svaret vel i sin korthed være ja, helt og aldeles!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *