lørdag den 19. april 2008

Eutanasi

Sommetider gør det en lettere utilpas at følge den uendelige række af social-pornografiske programmer på dansk TV. Nu skal det i sandhedens interesse og som sober forbrugeroplysning med hensyn til de følgende betragtninger med, at vi her i huset kun ser disse programmer i den tid det tager at zappe videre til næste program. Således har vi slet ikke set det åbenbart helt store nye hit af mesteren indenfor denne genre, Lars Høy om den svigtede lille dreng. Med hensyn til selvhøjtidelighed og inderligt iscenesat kvalme-reportage med passende salvesfuld musikledsagelse har denne mester ingen lige, og blot klippene i TV-Avisen fortæller alt om tilgangen. Mon ikke denne reportage giver en pris? Prisen for størst mulig forplumring af et reelt problem for eksempel fra denne intenst ubehagelige mand om et intenst ubehageligt emne.?
Nu skal det siges, at undertegnede har haft en vis berøring med den uheldige mor og derfor ikke behøver se Lars Høys kvalmeinducerende program. Virkeligheden er nemlig slem nok og burde være helt uproblematisk. Man behøver nemlig ikke være medlem af højintelligenssamfundet Mensa (det er vi forresten heller ikke, måske ikke overraskende) for at se, at hverken den dybe sinke Anni eller den ganske tilsvarende fader nogensinde vil kunne komme til at tage vare på sig selv. 
Det er så en noget mindre overraskelse, at de heller ikke kan tage vare på et barn. Med en hukommelse som en akvariefisk, hvor hver tur rundt i bowlen er en ny oplevelse, kan den nybagte moder naturligvis ikke huske, at hun overhovedet har et spædbarn. Vi kan med sikkerhed forvente et yngelplejeinstinkt for nu at blive i det akvatisk/amfibiske som en havskildpadde, som ikke æder sine egne unger og det var vist den pleje, der var. Vi taler ikke om psykoser eller vold eller svigt, blot forglemmelse. Denne situation er helt uundgåelig og ganske forudsigelig og et system, som tror, at man med periodiske tilsyn kan løse et principielt ganske uløseligt problem, er unægteligt medskyldigt. Så langt så godt eller skidt. At kommunen og socialrådmanden forsøger at tørre sagen af på plejemoderen til det første barn som vistnok skulle have været på besøg, er naturligvis horribelt. Det barn skulle bare have været væk lige med det samme, men historien stopper alligevel ikke her. Det drejer sig jo ikke om social arv, blot om almindelig arv, og den er svær at tackle, nå nej umulig! 
Det er bare underligt, at ingen medier så vidt vides har taget det egentlige problem op i den her sag. Det er ikke underligt, at Lars Høy ikke har, det er der nemlig ikke socialpornografi i. Det drejer sig om retten til overhovedet at få børn. Denne ret er nemlig ikke helt så grundfæstet som man skulle tro. For eksempel er landets institutioner for åndssvage og mongoler jo ikke overbefolket af spædbørn, selv om de åndssvage jo næppe har underskrevet nogen begæring om obligatoriske P-piller eller sterilisation. Så langt virker systemet da, og alt andet ville vel også være, ja åndssvagt.
Det principielle problem er så, hvordan i alverden kommunen er sluppet af sted med det oprindelige svigt, nemlig at undlade at sterilisere Anni. Nu er dette jo et sprængfarligt emne, så det snakker man selvfølgelig ikke om, selv om man altså i vidt omfang praktiserer det. Der er nemlig ikke ligefrem tale om, at Anni befinder sig i noget grænseområde, hvor hun måske vil kunne tage vare på barnet, og det kan enhver vist se på 2 sekunder.
Det værste er så, at det kan hendes børn givetvis heller ikke, for selv med den heldigste sammensætning af det tilgængelige arvemateriale fra Anni og partner er der stadigvæk alt for sørgeligt få brikker i puslespillet. Det er desværre ikke kun Annis persillerods-formede ansigt, børnene arver. Helt basalt bliver de her børn ikke skadet af svigt, de er nemlig allerede ødelagt arveligt. Derfor kan kommunen godt bestille tid til Annis kommende børnebørn allerede nu eller måske bedre gøre noget ved det. Det sidste vil de nok gøre i stilhed.
Nu var en sådan debat om eutanasi faktisk ganske udbredt i 1930-erne i Danmark, selv om nazisternes absurde fortolkning jo atter dræbte denne nødvendige debat.
Man skal nemlig være sinke for ikke se, at det er et akut problem at lade dybe sinker få børn. Det er selvfølgelig også derfor, at det ikke sker så ofte. Man kan nemlig i heldigste tilfælde bryde en ond social arv ved behandling, men man kan altså ALDRIG bryde problemerne forårsaget af håbløst dårligt arvemateriale ved nogen anden behandling end sterilisation.
Det er det, der er problemet, men det er selvfølgelig ikke nogen medier, som tør give sig i kast med, og det forstår man måske godt. Selv om man altså godt turde i 1930-erne og allerede praktiserer det.
Det er bare for svært, når problemerne er så basale som de er for Anni og hendes børn. Som Doc Holiday i Cosmatos´western "Tombstone" sagde om den egentlige grund til skurken Johnny Ringos vrede: "For being born!" Det er jo svært at gøre ugjort bagefter.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start