onsdag den 2. april 2008

Af hjertet tak!

I dag skal der lyde en dybtfølt tak til alle jer, som på forskellig vis deltog i vores lille uformelle reception i går tirsdag. Heldigvis var spredningen god over tid. Lige fra kl. 12 var det lille rum til 30 personer fyldt godt op og derefter gik det kun fremad. Heldigvis kunne Universitetsbaren ekspanderes udover det lille reserverede hjørne og det blev den så sandeligt! I løbet af denne almindelige arbejdsdag havde vi besøg af adskillige hundrede af verdens sikkert bredeste spektrum af kunder lige fra de allerfattigste musikere over lærere og klubledere og venligtsindede boligspekulanter til repræsentanter fra alle vores store institutionskunder, teatre, Musikhuset, Århus Universitet og massevis af andre.
Både det sværeste og det nemmeste i denne branche er konstant at være opmærksom på, hvor individuelle kunderne er uanset hvor ens deres behov kan lyde. Heldigvis for os ER vores kundepalet så bred, at vi aldrig nogensinde kommer til at glemme, at hver eneste kunde repræsenterer noget helt unikt. De forespørger nemlig om så mange forskellige ting på så forskellige måder, at vores fremtid til enhver tid er baseret på, at de kan få et tilfredsstillende svar. Dagen i går tyder jo så på, at ganske mange har fået et svar de har kunnet bruge i årenes løb, anderledes har vi svært ved i denne glædens stund at fortolke det og vi takker for alles opmærksomhed omkring vores firma. 
Det skal nok holde os skarpe fremover og fremover kan altså blive før nogen aner. Forespurgt af flere, hvorfor der ikke var mulighed for levende musikalsk udfoldelse må vi jo krybe til korset og sige, at det bliver der lejlighed til indenfor den forudsigelige fremtid.
Fru Olsen er nemlig ikke en helt rigtig fru Olsen endnu og hun har da sagt ja som undertegnede har forstået det...
Atter engang tak allesammen uanset om I kunne komme eller sendte breve, blomster, SMS, mails eller alt muligt andet. I har allesammen været med til at gøre hele den her 25-årige rejse til en fantastisk oplevelse for mig!
Bare rolig, rejsen fortsætter og I er allesammen inviteret med. 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start