Lidt ligemeget

Vi har mange gange tidligere været inde på, at hvis vores kolleger på de danske netbaserede fora skal sikre sig aktivitet og dermed reklamekroner, er der altså ingen erstatning for at have noget, som folk gider læse. Der er altså heller ingen erstatning for fascination i branchen, og det ER altså ikke særligt spændende at læse anmeldelser af fuldstændigt ligegyldige kinesiske mellemklasseprodukter som Prima Luna og op til flere Vincent/Sintron-apparater eller den 117. variation over en pæn lille højttaler med et par Scan-Speak enheder til tilsammen nogle hundrede til kun knapt 30.000,- i udsalg.
Hvis man skulle være i tvivl kan man jo altid studere antallet af kommentarer til de egentligt OK, men altså tillige aldeles ligegyldige tests af ganske ligegyldige apparater, som uvægerligt er ganske tæt ved 0. Vi er faktisk ved at nærme os samme gennemslagskraft og gennemtrængning som de esoteriske jazz-anmeldelser på Hifi Musik, som set over de seneste 10 stykker blot har afstedkommet en enkelt forkølet kommentar. Man kunne med nogenlunde samme succes have bragt vejrmeldingen for Scoresbysund dag efter dag, det kunne måske med lidt held gå hen at blive kult. og så ville man måske også bedre kunne forstå evt. forkølede kommentarer, da der jo er temmeligt koldt deroppe. Det kan det andet her altså ikke, blive kult altså, og artiklerne fra Jazznet brillerer kun som billigt/gratis fyld på en iøvrigt gabende tom side. Man bliver på denne høje helligdag næsten helt religiøs og man kommer uvægerligt til at tænke på indledningen til Det Gamle Testamente:”Og Jorden var øde og tom” Tekst og ide eller ret megen fremdrift er der ihvertfald ikke og så er der i formuleringen vist taget stilling til påske-freden.
Nu er hifi jo en decideret bolche-forretning, og derfor er det interessant at studere de uhyre få tilfælde, hvor hifi og den øvrige og mere virkelige verden kolliderer. Vi ser et interessant tilfælde i disse dage med B&O og deres ICE-division. Nu er det godt nok svært at sige, at man kan være mere selektiv i sin nyhedsinformation end hifibranchen, men ICE kommer nu ganske tæt på.
Enhver ved vel efterhånden, at B&O leverer disse forstærkermoduler til både Audi og sågar Aston-Martin, da det jo har været publiceret vidt og bredt. Det må altså gå stjernegodt for B&O med det fantastiske vækstpotentiale i denne division, som nu tidligere direktør Torben Ballegård-Sørensen begejstret omtalte som et nyt guldæg for B&O.
Efter al denne hurlumhej kom det som noget af et chok, da samme Ballegård-Sørensen for nyligt blev fyret på så gråt papir, at det tangerede en bortvisning. Bestyrelsesformand Jørgen Kvorning sagde vel ikke direkte, at Ballegård-Sørensen havde mistet fokus og jordforbindelse i fastsættelsen af den fremtidige kurs, men han kom nu ganske tæt på.
Det kan man nu også sagtens forstå, og finansanalytikerne har vel ikke alle lige helt overvejet, præcist hvor ICE-divisionen står. Det er som om 1990-ernes IT-bobleøkonomi stadigvæk har et lille reservat her hos ICE. 
Man taler hele tiden om en glorværdig fremtid, men udsigterne forekommer nu for undertegnede noget tvivlsom. Nu er der jo ikke ligefrem tale om en ny teknologi længere, da den allerede var praktisk færdigudviklet og blev solgt omkring år 2000. Netop derfor kan den altså ikke vedblive med at være “lovende”, for som med den forlængst kuldsejlede danske højteknologiske Danionics-batterikoncern som forbillede viste, betyder et stagnerende og faldende salg (som ICE har oplevet)uvægerligt, at der er kommet andre spillere på banen.
Hvis man ikke skulle vide det, er ICE nu oppe mod Sony , Yamaha, Philips (Hypex) m.m. fl., som forlængst har færdigudviklet lignende teknologier.
Det er interessant, at finansanalytikerne stadigvæk mener, at ICE-divisionen med B&O selv som langt den største kunde skal kunne blive en komet indenfor branchen. Når man ikke har kunnet slå igennem med et sikkert udmærket produkt indenfor næsten 10 år er det altså simpelthen fordi, det aldrig vil lykkes nogensinde. 
Fik vi forresten lige nævnt omsætningen for ICE-divisionen? 111 mill. kr. med måske 3/4 til B&O selv…
Med B&O på vej til 5 mia. kr. er det vist lidt optimistisk at tro på, at ICE kan overleve på det frie marked. Desværre, men man har ligesom iøvrigt den eneste oprindelige konkurrent Tripath helt tydeligt ikke kendt sin besøgelsestid med at stille sig tilfreds med at sælge licenser (som man forresten netop er begyndt på, blot i 23. time) Der er desværre nok en tid for alting, og denne her tid er vist bare gået for ICE. Man burde måske have studeret Dolby lidt bedre. De insisterede IKKE på at levere chips (som ICE forresten ikke selv laver), blot licenser helt fra starten. Det viste sig at være fornuftigt. Det gjorde det andet ikke.
Denne altvidende finansanalytiker har talt! 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *