torsdag den 14. februar 2008

Nobelpriserne, der ikke blev væk.

I gamle dage skulle der som bekendt et såkaldt kongebrev til, hvis man ønskede at indgå ægteskab med sin fætter eller kusine og det har der iøvrigt skullet i mange hundrede år. Som enhver landbruger med avl indenfor alt fra dværghøns op opefter var det jo en nødvendig og hensigtsmæssig foranstaltning for at undgå indavl.
Signifikant nok omfattede de samme regler om yngel mellem nærtbeslægtede selvfølgelig ikke kongehusene selv, og det gav jo de pudsigste eksempler rent udseendemæssigt og naturligvis også i knapt så heldige henseender. De særligt skarpe vil her kunne erindre habsburger-hagen hos talrige herskere i Europa i mange hundrede år. Selv om det var en af de mere uskyldige fænotypiske karakteristika uddøde habsburgerne i praksis alligevel.
Hvis man skulle være i tvivl om, hvad avl på for nært beslægtede gennem mange generationer fører til, kan man jo også helt tæt på den danske regent se nogle pudsige udformninger, nemlig ikke mindst efterkommerne af arveprins Knud, den nuværende dronnings farbror. Dette indavlsarbejde er ikke rigtigt det fede. For fuldstændighedens skyld skal det nu også lige med i dag, at den eneste grund til, at det gik så relativt godt i det selvsupplerende kongelige selskab i Europa naturligvis var, at mange af børnene ikke havde den far, som moderen officielt var gift med. Ellers var det aldrig gået så længe som det gik og til slut gik det jo alligevel ikke.
Alle disse indbyrdes ægteskaber med "næstsøskendebørn", som det vist hedder, var jo en praktisk foranstaltning i agrare og ikke mindst feudale samfund for at undgå at skulle dele jordbesiddelser med fremmede, men hvordan det så lige i dag hænger sammen med nogen fordele i ikke at skulle dele bistandshjælp eller anden offentlig forsørgelse ved at gifte sig med nærtbeslægtede er meget uklart. Som bekendt har jo selv det danske kongehus givet fortabt overfor truende indavl, men det er altså ikke længere siden end kong Frederik d. 9, at denne praksis endnu var aktiv. Resultaterne er vist ganske tydelige i den danske historie.
Vi bringer disse sikkert også fra kamelavl helt gammelkendte sandheder frem i dag, fordi vi atter oplever voldsom uro med stenkast mod to at de mest rabiate symboler på det danske samfunds overgreb mod den muslimske verden, nemlig de gule bybusser og de alt for mange affaldscontainere.
Det er lykkedes disse stolte unge stenkastende efterkommere igennem en del led af ganske nærtbeslægtede efter nogen øvelse positivt at identificere fjenden. Fjenden er nemlig alle dem, som har blink på taget, og det gælder så ambulancer, brandbiler og politibiler, som allesammen blev mødt med en stenregn i går og i nat. At disse køretøjer lyder temmeligt forskelligt og ser forskellige ud er tydeligvis en del over disse unges fantasi. Måske er hørelsen en af de sanser, som hurtigt avles ud af en bestand, måske er der andre forklaringer. Til gengæld har vi ikke fundet noget forklaring på betydningen af affaldscontainere som fjendebillede, men da det jo også tiltrækker danske "idealister" må det vel have noget med lugten at gøre.
Angrebene på busserne er sikkert også for disse stakkels traumatiserede unge et skrig om hjælp, da busserne jo umiskendeligt ligner et dansk rugbrød, som man sikkert ser som symbolet på det danske samfunds undertrykkelse af anderledes tænkende. Eller også er det bare fordi de er nemmere at ramme, men denne sidste er nok en noget søgt forklaring for disse unge med alle deres sikkert ædle motiver.
Det eneste positive i nattens begivenheder er vist, at der ikke er gået nogen Nobel-priser tabt i denne gruppe unge. Alle muligheder for det er nemlig ganske metodisk blevet avlet ud af populationen gennem adskillige generationer ligeså effektivt som af det habsburgske dynasti og det indtil fornyligt regerende danske monarki.
Det er synet desværre også, for selv om der formodentlig blot er mellem 30 og 50 ekstreme ballademagere i Gellerup, allesammen forsamlede omkring en gangbro, er der mærkeligt nok aldrig nogen af de over 8000 beboere som har set noget. Så meget for årets østjyde i 2007, den tidligere fejrede chef for nærpolitistationen Lars Bro og hans "heroiske" indsats men måske de bare ikke KAN se. Det er jo da en mulig forklaring når de nu tydeligvis ikke hører særskilt godt.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start