mandag den 11. februar 2008

Når man forsøger at regne den rigtigt ud. 

I denne uge vil vi behandle nogle sammenhænge, som alle har det tilfælles, at de er ganske lette at regne ud ihvertfald for store ånder som os selv. Som altid i denne verden er der dog kun få eller måske i visse tilfælde endda slet ingen, som har gjort det, og hovedparten af dem, som har forsøgt, har helt givet gjort det forkert. Ellers ville vi nemlig næppe se de fantastiske resultater, som selv simple problemstillinger giver anledning til. Som vi også skal se, er disse formidable regnefejl sommetider resultatet af gustne overvejelser fra producenterne, men der findes nu også eksempler på, at ingen tilsyneladende forstår det indlysende budskab i selv helt åbne og offentlige regnestykker. Vi vil i dag starte med de rigtigt nemme og derefter bliver det lidt sværere. 

Vi har jo for meget længe siden afsløret den grumme spånplademafia og dens indtog i hifibranchen, hvor pladetallerkener med en inerti som en frisbee er blevet dagens standard. Dengang kom vores advarsel helt tydeligt alt for sent, og det gør den nok også i sagen med de uheldige Westland-Agusta helikoptere. Alt for sent. Nu er vi herfra ikke specielt krigeriske (det er mest fru Olsen), men alligevel ser vi i denne sag bag indkøbet af disse essentielt krigsmaskiner en pacifist-sammensværgelse, som er på spil. Nu er pacifismen helt fra Jesu tid (der var vist ikke rigtig nogen før ham og heller ikke så mange efter) jo en smuk ide så der er med nogen bæven, at vi forsøger at oprulle denne sag. Vi er jo ikke interesserede i at fremstå som særskilt krigeriske, men i denne sag er der tale om et af verdens letteste regnestykker. Svaret er reservedele og forklaring følger. 

Før 1. verdenskrig var det en udbredt tro blandt pacifister, at en storkrig var blevet umuliggjort af de fantastiske udgifter som det krævede at føre krig. Regnestykket var simpelthen, at alle krige over 6 måneders varighed ville føre til statsbankerot, så derfor var det jo ganske nemt at være passiv pacifist. Krigene gik jo i stå af sig selv af mangel på penge, mente man altså. Regnestykket viste sig iøvrigt at være fuldstændigt korrekt, da alle de krigsførende stormagter helt efter beregningerne var praktisk bankerot allerede i 1915. Det fik dem desværre ikke til at indstille kamphandlingerne, da man blot som også englænderne under Napoleons-krigene opererede med statsunderskud til betaling de efterfølgende årtier. Som eftertiden viste havde man nemlig været ganske rigtigt været totalt bankerot og det gjaldt alle og det blev man jo så også i 1930-erne. For at føre krig vidste man, at man skulle have reserver af finanser og reservedele til isenkrammet. 

Hvis man skal føre krig er det jo kendt fra tiden med bue og pil, at det kan betale sig at tage lidt ekstra pile og et stykke sejlgarn med, hvis strengen skulle springe. Buen af takstræ plejede jo at holde at holde soldaten ud, men reservedele var vitale allerede fra oldtiden. At det var smart at tage lidt ekstra med hjemmefra viste sig også under 2. verdenskrig, hvor de russiske T-34 kampvogne altid havde et ekstra sæt larvefødder med i kamp. Det var nemlig altid der, det gik galt. Det havde tyskerne som måske bekendt ikke, og hvis man skulle skifte motor på en tysk kampvogn skulle man først med en kran fjerne tårnet, som vejer knap 8 tons, strengt taget ikke særligt praktisk. De vandt jo så heller ikke krigen, det var måske derfor. Allerede her ser vi reservedelsproblemerne, men det skulle blive meget værre. Enter Westland-Agusta. 

Luftfarten har ellers traditionelt været meget standardiseret med blot 4 producenter af flymotorer og i praksis kun 2 producenter af trafikfly og et par mere af militære fly. Det har været vældigt smart, fordi man traditionelt helt tilbage fra 2. verdenskrig ikke har repareret f. eks motorer. Allerede fra slaget om England tog det nemlig alt for lang tid, så man skiftede bare den defekte og det har altid gjort siden. Denne gamle industrielle og effektive måde at føre krig på er nu effektivt blevet standset indenfor helikopterindustrien. Efter adskillige tusind års viden om, at det er nødvendigt at have reserver og reservedele, har nedrustningen her endelig fået sit afgørende gennembrud. Der findes nemlig slet ingen reservedele til de nye danske helikoptere og det vil tage adskillige år, inden de kommer. Hvis det ikke er den mest effektive hindring for helikopterkrigsførelse, hvad kan så være det? 

Nu må lige i den anledning huske, at disse helikoptere, som i Danmark dublerer som redningshelikoptere, altså er designet som militært isenkram. Især i fredstid er der jo i militæret god tid til at sidde og regne, så derfor har man uvist hvordan regnet ud, at man burde kunne opnå, at 80 % af denne nye helikopterflåde til enhver tid er flyveklar. Underligt nok har man nemlig regnet med, at man kun skulle undvære maskinerne til de regelmæssige eftersyn hos producenten, og det giver så netop 80 %. Selv den dummeste taxa-vognmand regner ikke helt så snært. Allerede der blev regnestykket helt noget åndssvagt med lidt rigelig ønsketænkning. Lige fra de allerførste helikoptere ankom var der alenlange mangellister på reservedele, som aldrig kom og som aldrig er kommet siden. Da så fornyligt en af helikopterne næsten styrtede ned, fandt man jo ud af, at 4 af de vist ialt 13 helikoptere havde fatale fejl. 

Regnestykket er nu som følger: I øjeblikket er alle disse helikoptere parkeret på jorden. De 4 af dem kommer ikke ud og flyve de kommende år og det gør resten heller ikke udover et par måneder, nemlig indtil de skal bruge en reservedel, ligegyldigt hvilken, som man altså ikke allerede har taget fra dem, som allerede står på jorden som tidligere praktiseret hos autoophuggere. Vi undrer os en smule over, at ingen journalister har påpeget denne ellers ret indlysende problematik. Allerede doping-ørnen fra Herning viste jo i Tour de France, hvad man kan bruge en cykel til, som ikke er skruet ordentligt sammen, da han smed den ind på en mark. Der står helikopterne så desværre allerede og der bliver de stående. Det kan vist ikke rigtigt regnes anderledes ud. 1-0 til pacifismen eller blot et eksempel på det gode engelske udtryk om, at "military intelligence is a contradiction in terms" Det her burde enhver kunne regne ud altså lige med undtagelse af militæret. 

Vi vil også i dagens andet eksempel citere os fra at tidligere emne om "Termisk kompression". Som bekendt er udnyttelsesgraden i en dynamisk højttalerenhed på højde med effektiviteten i en glødelampe og ligesom vin og spiritus ville man nok næppe i dag finde det lovligt at opfinde noget, som var så usundt eller som med dynamiske højttalere så åbenlyst meget spild af energi. Med en typisk virkningsgrad på omkring 1% er den dynamiske højttalerenhed nærmere optimeret til varmeapparat end til at generere lydbølger. Man kan meget let mindske denne termiske kompression, som også skitseret i omtalte gamle emne, men hidtil tyder absolut ingenting på, at nogen agter at gøre det og heller ikke i de efterhånden helt sindssygt dyre prestigehøjttalere til mange hundrede tusind kroner, som bliver hyppigere og hyppigere. Her er regnestykket med at regne ud, hvor mange producenter, der vil gøre noget ved dette aldeles fundamentale problem jo desværre også ligeså simpelt, som det var at at regne ud, hvor mange Westland-Agustaer, som kan flyve til sommer. Det er der naturligvis ingen der vil eller kan. 

Regnestykket fra producenten er helt simpelt: Man regner simpelthen ikke med, at nogen købere til disse superdyre højttalere spiller andet end kvindelige vokalister (mandlige anslår nemlig typisk uønskede resonanser i højttalerne og så lyder det ikke så imponerende) og det kun i ganske kort tid af gangen. Man skal jo alligevel bruge langt den største del af tiden til at fortælle venner og familie, hvor godt de dyre nyerhvervelser spiller hvis de nu ikke selv skulle kunne høre det (det kan de sjældent og det forstår man godt, når man ser, hvordan højttalerne alt for tit er placeret). Dette urgamle tekniske problem er simpelthen ikke-eksisterende i såkaldt "seriøse" hifi-anlæg, fordi der under disse omstændigheder aldrig nogensinde bliver tale om nogen termiske problemer. Dertil spiller man simpelthen ikke længe nok, selv om ellers der kan opstå en ganske voldsom varmeudvikling efter få minutter. Det er dog allerede meget længere end selv de mest ihærdige såkaldte hifientusiaster kan holde ud at høre på Kari Bremnæs udgivet på "Kirkeligt Kulturværksted", og det forstår man godt. Hvad man så ikke forstår er, hvorfor man købte det her bras, men det er vist off-topic i dag. Hvem skulle nu have troet, at det var køberne til de nye high-end højttalere, som måske allermest står i vejen for videreudviklingen af den dynamiske højttalerenhed, men det er det altså. Dyre hifianlæg benyttes ganske simpelthen ligeså lidt til at høre rigtig musik på som den pudsige stol designet af Charles Rennie Macintosh med den lange ryg bruges til at sidde i. Den går forresten i smadder hvis man prøver. 

Dagens sidste eksempel foregriber til til gengæld et senere emne, vi kan jo ikke gå i bagkataloget hele tiden. Det er her til gengæld tale om en lidt sørgelig historie om, hvordan det schweiziske firma Studer-Revox blev fanget af tallenes fascination, som man aldrig rigtigt kunne regne sig ud af. Det drejer sig om et af de allermest specialiserede områder indenfor hifibranchen, nemlig FM-tunere. Selv om de allerfleste producenter altid har tilbudt tunere i deres sortiment, er der nu meget få af dem, som har designet disse apparater selv. Langt de fleste har blot indkøbt hele tunerdelen fra ganske få specialister men altså ikke Studer, som selv havde masser af ekspertise til at lave dem selv. Det skulle så paradoksalt nok vise sig at være det egentlige problem. Det skulle vise sig at blive et skræmmende eksempel på, hvordan man med de fornødne ressourcer altid kan videreudvikle et produkt, selv om der er altså ind imellem kan være tale om et færdigudviklet produkt, som man jo principielt ikke rigtigt kan forbedre, og det kunne man naturligvis heller ikke her. Desværre bliver denne udvikling så snarere en afvikling, og det blev det for Studer. 

Problemet var i al sin enkelthed, at Studer i deres A-76 tuner omkring 1970 havde lavet den mest stabile og den bedst lydende tuner, som man kunne. Der var indlysende ingen grund til at arbejde videre, da tuneren var mange gange bedre end kildematerialet og alle radiofonierne købte alle dem, som de skulle bruge nu i næsten i al fremtid, men sådan kunne man naturligvis ikke regne det ud, mente Studer. Udviklerne arbejdede selvfølgelig videre med at indbygge massevis af digital elektronik og flere og flere sofistikerede filtre i deres bestræbelser på at lave tunere, som for hver ny model målte bedre og bedre. Det lykkedes ganske fint, man solgte blot ikke rigtigt nogen af dem, da for eksempel DR hurtigt konstaterede, at de allesammen lød en hel del dårligere end den gamle A-76. Studer fortsatte dog galskaben og det hele kulminerede i et par modeller, hvor det nyeste påfund var, at man kunne tune forbi den korrekte sendefrekvens på den step-delte digitale tuner i spring på 0.25 khz (senere 0.125 khz), hvis nu senderen skulle være drevet. Det var den nu aldrig nogensinde, men det var til gengæld hele logikken bag Studer. Man havde i sin søgen efter bedre og bedre tekniske specifikationer fuldstændigt forregnet sig. Sikkert for at fastholde en gruppe ingeniører havde man simpelthen ikke alene ødelagt den aldeles fremragende lyd fra den oprindelige tuner, man havde simpelthen mistet kontakten med virkeligheden. I den blinde jagt efter bedre tekniske specifikationer havde man mistet alt. Så forkert kunne man altså regne det ud. 

Dagens historier har vist, at selv de bedst lagte planer sommetider viser sig at være dem, der er regnet allerdårligst ud. I den blinde stræben efter en hurtigere helikopter for bedre udnyttelse og en mere og mere kompliceret tuner til løsning af ikke-eksisterende problemer endte man i stedet med noget, som slet ikke kunne flyve eller bruges. Taberne er som i alle sammenhænge dem, som ikke kunne regne. Ligesom med køberne af de latterligt prissatte nye prestigehøjttalere med de helt ligegyldige ikke-udviklede gammeldags termisk umulige højttalerenheder. I det sidste eksempel er der til gengæld nogen, som har kunnet regne den ud og det under vi dem absolut. 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start