mandag den 18. februar 2008

Musikalske minder

I denne uge vil vi causere over de allerstørste musikalske minder for denne skribent. Udvælgelsen har naturligvis været noget tilfældig men det er til gengæld næppe noget tilfælde, at de udvalgte musikere og den udvalgte musik er blevet mindeværdig. Mindeværdig betyder naturligvis ikke, at der har været tale om stor kunst, men mindre kan også sagtens gøre det, selv om der er sorteret ganske meget i et langt livs musikalske oplevelser.. Vi har dog også taget en enkelt med, hvor den varme tropiske sommernat kan have spillet et puds, selv om det er ganske usandsynligt. 

Det var helt sikkert et tilfælde, at denne skribent fik grundlagt en livslang interesse for klassisk musik. I gymnasietiden blev jeg nemlig inviteret til en mindeværdig koncert i det daværende århusianske music-mecca, naturligvis håndboldarenaen Århus Stadiohal. Det var jo noget inden de store musikhuses tid, så i stedet havde man inde i denne gamle træhal samlet de dengang vel knapt så toptrænede samlede nørrejyske byorkestre fra Ålborg og Århus. Man må forestille sig provinsboen fra Horsens med let fugtige håndflader overfor al denne pragt og jeg blev ikke skuffet. Efter en let kedsommelig start med en ouverture af Weber startede fyrværkeriet. Dirigenten husker jeg ikke længere, men mon det ikke var den ret beset lidt komisk gestikulerende Carl von Garaguly? Eller også var det en anden lettere pudsigt udseende korpulent mandsling. 

Derimod var der intetsomhelst komisk over den russiskfødte pianist i Prokofievs 3. klaverkoncert og endnu højere blev det til loftet helt bogstaveligt i denne ellers ganske højloftede internationale håndboldhal, da den finske bas-solist i Sjostakovitj´ 13. symfoni satte i med malmfuld stemme. Lige der blev det klart, hvad kunst var og så kan det forresten være ligemeget hvor mange basketball-ringe der hang rundt omkring i denne sportshal (mange). Aldrig nogensinde siden har undertegnede haft en så intens klassisk musikalsk oplevelse på dansk grund og det gælder forresten også eller måske især fornyligt i den nye koncertsal her i byen. Her var der også Sjostakovitj på programmet, denne gang den 9. symfoni, men desværre var der denne gang kun fysisk højt til loftet. Musikken kom aldrig meget over gulvbrædderne. Måske skyldes oplevelsen dengang bassen, finske Martti Talvela, som var mere russisk end nogen russer på samme måde som den ligeledes finske bassanger Kim Borg aldrig for denne skribent er overgået i Mussorgskijs "Dødens sange og danse",et andet russisk mesterværk, men det var et sidespring. 

Et andet formativt øjeblik i den klassiske genre var det ret beset ganske tilfældige møde med den tjekkiske komponist Leos Janacek. Det kunne dårligt blive mere tilfældigt, da der var tale om en Deutsche Gramophon-plade på et FONA-udsalg med et særdeles farvestrålende cover med 2 af Janaceks mesterværker, nemlig det symfoniske digt "Taras Bulba" og hans mærkelige symfoniske konstruktion "Sinfonietta" Det skulle hurtigt vise sig, at musikken ikke var mindre farverig end omslaget. Kendere af den slaviske litteratur vil naturligvis kunne genkende den russiske forfatter Gogols novelleforlæg om den gamle kosakhøvding og hans sønner, men meget programmusik er der nu ikke i disse ret beset sensationelt futuristiske værker af en allerede dengang meget gammel mand. Janaceks musik var nok traditionel og så alligevel slet ikke. Hans "Sinfonietta" primært for blæserbesætning er et af den klassiske musiks mærkeligste og samtidigt mest vitale stykker musik og kan ikke anbefales nok. Janacek blev simpelthen starten på interessen for nyere klassisk musik. Prøv for eksempel at lytte til hans klavermusik, som også bekvemt er spilbart på det, som i gamle dage hed en "salmecykel", nemlig et trædeorgel. Janacek havde nemlig ikke adgang til noget klaver. 

Ellers var 1970-erne og 80-erne en tid, hvor man tog på folkemusikfestivaler, og der kunne man altid være sikker på at møde et af tidens hotteste navne, nemlig "De Gyldne Løver" fra Vendsyssel. Ret beset var det måske dumt ikke i stedet at tage til venstrefløjs-arrangementer eller OOA-koncerter med de allestedsnærværende "Søren Sidevinds Spillemænd", for der holdt de pæneste piger til, men dengang var man åbenbart ikke klogere. Som de fleste orkestre bestod "De Gyldne Løver" selvfølgelig også hovedsageligt af folkeskolelærere, ialt 3 af 4 medlemmer. Det gjorde deres publikum forresten også, så det har nok lettet kommunikationen, selv om undertegnede nyuddannede akademiker også fandt det ganske sjovt. Instrumentalt var "De Gyldne Løver" godt nok helt patetisk dårlige, men det var sangene forfattet af Jens "Memphis" til gengæld ikke. 

Med en komfortabel margin er der tale om den største danske visekunst i de seneste 50 år og så undgik man også den allerede dengang mere og mere vamle politiske korrekthed fra Niels Hausgaard, som også startede dengang. Senere blev det jo helt ubeskriveligt rædselsfuldt. Der var tale om en sproglig lethed i Memphis` sange, som jeg ikke har oplevet siden på dansk overhovedet. De burde have været med i den danske musik-kanon, men pamperen, som bestemmer det, den fallerede eksmusiker og herskende statsautoriserede konsulent Henrik Marstal, er vist bare for ung eller for dum. Sikkert begge dele. De er da ihvertfald ikke med i kanonen, "De Gyldne Løver", men det er måske også en kvalitet. Ved nærmere eftertanke er jeg sikker på, at det er det og særligt hvis man ser, hvem der er med. 

Selv om "De Gyldne Løver" ikke rigtigt kunne spille mange af de oprindeligt irske melodier gav det så også appetit på at prøve at høre den ægte vare og himmel og hav, hvor var der mange gode bands. Det var jo blandt andet i de år, hvor folkrockgruppen "Fairport Convention" huserede med violinisten Dave Swarbrick i den vokale forgrund, og en koncert på det lokale musiktempel "Motown" blev aldrig senere overgået for denne skribent, selv om jeg har hørt dem masser af gange. Samspillet mellem vildmanden Swarbrick og den menneskelige off-beat- metronom, trommeslageren Dave Mattacks, fungerede denne aften som måske aldrig før eller siden. Det var en aften, hvor ingen snakkede under koncerten og knapt nok bagefter, det var stort og det følte alle. Til gengæld glemte folk så også at drikke øl og det var mindre heldigt, da "Motown" lukkede kort tid efter. 

Nu var der højder i sammenspil, som selv ikke Fairport kunne nå, nemlig de højder, som man kun kan opnå ved genetisk fællesskab. Det måske allervildeste eksempel på det er et brødrepar ude fra nogle små øer ved Skotlands vilde vestkyst, nemlig violinisten John og harmonikaspilleren Phil med det fælles efternavn Cunningham. Som man måske kan gætte er der tale om brødre, og på en Tønderfestival for mange år siden optrådte de i en sportshal foran et blasert publikum af halvgamle og helkedelige skolelærer-typer som undertegnede. De første par kunstnere denne aften fik forudsigeligt ikke fat i dette ret beset dødssyge publikum, men det gjorde Cunningham-brødrene. 

Nu er der ligesom i jazzmusik massevis af ligegyldig show-off virtuoseri i folkemusik, men sommetider oplever man alligevel, at frugterne af en hel musiktradition gennem mange generationer på en vindblæst ø helt uimodståeligt bliver smidt direkte i synet på en. Det skete denne aften, hvor der blev spillet med så meget speed og energi, at man troede det var løgn. I Phil Cunninghams hænder blev den store trækharmonika et letvægtsinstrument som en legetøjs-concertina fra Fætter BR. Ikke underligt, at den helt gennemblødte Phil Cunningham sluttede koncerten med voldsom krampe men i modsætning til myten om Meat Loaf og hans iltflaske var det ikke løgn denne aften. Tak, I "Gyldne Løver", fordi I gav appetit på sådanne oplevelser! 

Et andet musikalsk højdepunkt var engang i 1980-erne i en nedlagt biograf på Vesterbrogade i København. Der skulle et af alle tiders mest stabile rockorkestre demonstrere, at rigtig rockmusik ikke bare er manerer og anglen efter popularitet. Det drejede sig naturligvis om "Mötorhead" med bassisten og sangeren Lemmy i forgrunden. Oprindeligt var "Mötorhead" en trio, men denne aften var der en ekstra guitarist med. At der var noget særligt i gære fik man indtryk af ganske langt hen af Vesterbrogade under de sidste lydprøver. Man kunne simpelthen høre det over en kilometer væk ned ad gaden og det skulle blive meget værre, da man kom tættere på. Meget! 

Nu eksisterer "Mötorhead" stadigvæk som et lettere geriatrisk eksperiment, men dengang var den kolossale Marshall-stack af højttalerkabinetter bagved orkestret ikke kun til pynt. Guitaristerne var også dengang en del mere atletiske end i dag, så da Lemmy med sin gravrøst havde afleveret sin klassiske intro "Hello, we´re "Motorhead", we play rock´n´´roll" brød helvede løs. Ørepropper var helt utilstrækkelige i dette lydtryk som bag en jumbojet under starten og mens guitaristerne spænede rundt i en evig bestigning af højttalertårnene afleverede Lemmy sin til lejligheden endnu mere end sædvanligt uforståelige vokal. Heldigvis er det ikke teksterne, som er det mest mindeværdige. Det var til gengæld indtrykket af myreflittige musikalske arbejdsmænd, som denne aften lavede kunst. De så også selv meget glade og overraskede ud som en amatørmaler som pludselig vågnede op og opdagede, at han havde udsmykket det Sixtinske Kapel. At de så også for mange af os andre lavede synsforstyrrelser på vejen hjem på grund af det helt sindssyge lydtryk er så en helt anden sag. 

Nu har det ikke været vanvittige lydtryk det hele, blot indtryk. En af verdens mest berømte klassiske kondertsale er den akustisk helt fremragende Wigmore Hall i London. Den er lillebitte, så normalt bruges den kun til kammermusik med mindre besætninger. Det var også ved sådan en lejlighed, at undertegnede hørte en af de allermest klassiske strygekvartetter, nemlig den russiske Borodin-kvartet. I lighed med basketballholdet "Harlem Globetrotters" er der en del udskiftninger i besætningen, men denne aften var der 2 af de helt oprindelige medlemmer med. Det blev stort. Man spillede nemlig Sjostakovitj` klaverkvintet med et overblik og en lethed, som gav dette ret beset noget knudrede værk en helt ny mening. Måske forstod jeg det denne gang bedre, fordi jeg sad ved siden af en pige, som hed Pia. Ja, det har nok været derfor. 

Dagens sidste musikalske højdepunkt er fra for ganske nylig og helt sikkert præget af omstændighederne, men det skal der også være plads til i dag. Lige i dette tilfælde var der tale om en helhedsoplevelse. Den fandt sted på den sidste åbningsdag for det lokale ugentlige marked inden den tropiske regntid på Mindil Beach lige udenfor Darwin, Northern Territory, Australien. Lige inden regntiden føles de normale knapt 40 grader deroppe som en hammer, når man kommer ud af flyet fra det danske efterår med den kvælende fugtighed, men det var ikke problemet denne mindeværdige aften. Der var faktisk ikke rigtigt nogen problemer udover at den fristende strand denne aften var noget overbefolket af kæmpestore saltvandskrokodiller og dødeligt giftige bittesmå brandmænd. 

Det har nok været derfor der var så mange, som samledes omkring et lokalt nordaustralsk orkester med en flok entusiastiske unge mennesker med en helt u-tropisk energi og lyst til at spille alskens slagtøj og didgeridoo. De var rigtigt gode denne hede aften, men lige meget hvad de unge mennesker gjorde, var hele publikums kollektive syn rettet mod basspilleren i bandet. Der var tale om en kolossalt stor kulsort aboriginal, som håndterede bassen som om der var tale om en traditionel trommedans fra den fællesmenneskelige urtid engang for længe siden. Hvad bandet hed var ligemeget (vistnok Jabiru?), for lige denne aften tog man afsked med det udendørs fællesskab i verdens mest øldrikkende by, som man i basspillet kunne høre hans slægt havde gjort i tusindvis af år og dagen efter begyndte regntiden iøvrigt. Det har den mørke mand givetvis fornemmet med den visdom, som kun årtusinder giver. 

Det allermest mindeværdige denne aften var nu alligevel ikke musikken eller det kosmiske fællesskab eller tordenvejret i det fjerne. Det var den lange gåtur hjem gennem den begsorte nat med kæmpestore frugtædende flagermus, som klaprede rundt få meter væk, mens de bragede ind i de tynde grene. Det var nemlig tæt sammenslynget med en pige, som hed Pia og i sammenligning med kærligheden er musik vist bare musik. En uge senere var vi forlovet i Kalgoorlie, Vestaustralien med en guldring fra en monsterstor guldmine for enden af hovedgaden. Jeg vil altid mindes den musik der på stranden, det var den allerbedste og større bliver det aldrig. Aldrig nogensinde! 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start