torsdag den 21. februar 2008

”Manden der greb ind”

Ovenstående er den danske titel på en hyldestbog om den engelske premierminister Chamberlain efter mødet med Hitler i 1938, hvor han jo som bekendt alt andet end greb ind. Sommetider kan det også være vanskeligt at vælge den rette fremgangsmåde. Vi har sakset et godt bud på en passende behandling af de unge brandstiftere.
Ifølge én "..skulle de smides i en bus og slås med en kæp-i overført betydning-hele vejen til Nordafrika. Dér skulle man sætte dem til at bygge skoler i et halvt år. Og så skulle de køres hjem igen og slås med en kæp hele vejen" Det er godt nok lidt uklart, om slagene med den overførte kæp den ene vej skulle være mere smertefulde end slagene med den rigtige kæp den anden vej, men det lyder da ellers som en fin løsning. Taleren fortsætter: "De (unge red.) skal børstes mod hårene. Rundkreds-pædagogik virker i hvert fald ikke"
Nu er denne løsning jo noget radikal og temmelig rabiat og temmeligt ultravoldelig i en dansk kontext, hvor det er strafbart at udøve nogensomhelst form for vold mod børn, men altså nok ikke mod politi og brandfolk. De fleste ville vel også gætte på, at de sorte fætre Krarup og Langballe fra DF stod bag, men det er altså den danske imam Abdul Wahid Petersen, som står fadder til disse genopdragelsesforslag. Han er vist noget af en hård nyser og kunne med sin tidligere erfaring som skoleleder nok ruske op i det danske skolesystem.
Han er dog naturligvis også en blød mand og har selvfølgelig ikke noget mod ytringsfrihed, kun mod "misbrug af ytringsfrihed" Samme Abdul er forresten nu gift med en marokkansk kone efter sit vilde ungdomsliv med danske kvinder, og det har fået os til at fundere over, om der findes eksempler på, at et dansk par m/k nogensinde er konverteret sammen sådan lidt i stil med Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i stævnen på "S. S. Titanic"
Der er jo ellers en god grund for mænd til at konvertere til islam som Abdul Wahid Petersen, når de har løbet hornene af sig. Så undgår de jo alle de midaldrende kvinder og al deres snak om nye køkkener og designermøbler. De konverterede danske kvinder man møder ser nu i den sammenligning lidt mere end halvforstyrrede ud og det er vel heller ikke nogen hindring, måske endda en nødvendig forudsætning. Det kan jo efter konverteringen være vanskeligt at se om disse danske kvinder ser ligeså dumme ud, som de lyder. Mændene derimod har jo da noget ud af det som de jo så ofte har uden at kvinderne har det. Blot en tanke...
Ellers er der jo i morgen premiere på en film af en af de tunge og kontroversielle instruktører, nemlig Niels Arden Oplev. Endelig tager dansk film livtag med den religiøse undertrykkelse, hvor den kvindelige hovedperson bliver forhindret i at opnå den sande kærlighed af den grusomme religiøse bevægelse, som hendes familie er en del af.
Det er da bedre sent end aldrig, at de danske intellektuelle melder sig ind i kampen mod de religiøse mørkemænd, der står i vejen for kærlighed og menneskelighed og thumbs up for den modige instruktør Niels Arden Oplev, som vel fremover må forvente at skulle leve under permanent politibeskyttelse.
Hvis det altså ikke havde været fordi Oplevs film guddødemig handler om Jehovahs Vidner, som udover at være militærnægtende pacifister vel også kommer noget under dræbersnegle som trussel mod nogetsomhelst. Jehovahs Vidner er et minisamfund med masser af gruppepres som alle andre landsbysamfund, men det er altså også et samfund helt uden bortførelser, trusler om nogetsomhelst, vanæresmord, ja helt renset for fysisk vold.
Det er sandelig modigt af den uforknytte Oplev at kaste sig over et så sprængfarligt og risikabelt emne med så stor personlig risiko. Man kan næsten helt håndgribeligt forestille sig den ubeskrivelige rædsel hos Oplev, mens han sidder derhjemme og venter på de mulige repressalier fra de ultrareligiøse anti-voldelige pacifister i Jehovahs Vidner. Det kunne jo være, at en af dem i sin aftenbøn kom til at ønske sig, at Oplev kom til at træde i hundens madskål. Ret meget vildere bliver det nok ikke.
En noget sølle fyr, ham Oplev. Han greb vist ikke ligeså lidt som Chamberlain gjorde. Der var ellers nok at tage fat i begge gange, ja det var faktisk bemærkelsesværdigt, at man overhovedet kunne gribe forkert, når der nu var så meget rigtigt at tage fat i.
Det skal da lige med, at Neville Chamberlain allerede året efter erklærede Tyskland krig. Mon ikke Oplev snarere fortsætter med endnu en relevant debatfilm om en stor afrikansk fugl, hvis foretrukne opholdssted er med hovedet under jorden, men altså desværre stadigvæk med den store kuglerunde krop ovenfor. Lige i den retning er han da enestående kvalificeret.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start