onsdag den 13. februar 2008

Grund til panik

Det er underligt sprogligt, hvordan udtryk kan få en betydning, som de egentligt ikke burde kunne have. Tag nu for eksempel det klassiske "Tro mig,..." Også udenfor den religiøse sfære er der jo netop al mulig grund til så netop IKKE at tro på, hvad end der nu bliver sagt. Uden at vi herfra er særligt bibelstærke mener vi faktisk også, at selv Jesus ikke brugte denne talemåde. Selv om han altså os bekendt ikke sagde "Tro mig.." troede folk altså på ham alligevel, men det har der nok været andre grunde til.
En anden endnu mere problematisk ting at sige er som nationalbankdirektøren, som netop har udtalt, at "..der er ingen grund til panik (på boligmarkedet)". Det er jo igen et af de udtryk, hvor selve negationen blot yderligere underbygger betydningen. "Ingen" betyder således helt naturligt "al mulig" i alle disse sammenhænge, ja, man har antageligt end ikke på S.S Titanic, mens stævnen var ved at rejse sig skyhøjt mod den stjerneklare himmel hørt kaptajnen sige: "Nu er der al mulig grund til panik !" Det havde der nemlig været ganske længe, kraftigt næret af kaptajnens gentagne forsikringer om, at der netop ikke var nogen grund til panik.
Der har også været al mulig grund til panik i den danske intellektuelle elites berøringsangst overfor mordtruslerne mod de danske Muhammed-tegnere. I lyset af de seneste anholdelser i Gellerup er dog en del af den lokale kulturelite i dagens JP sprunget ud med utvetydige støtteerklæringer.
Det turde jo også være en selvfølge, men det har det altså ikke været og det vil det nok heller ikke blive ved med at være. Der er vist ingen grund til at aflyse panikken i denne omgang, men enhver støtte til tegner Kurt Westergaard er naturligvis velkommen.
At så er par af citaterne fra de lokale kunstnere og kulturpersonligheder ikke rigtigt får luft under vingerne (for nu at sige det lidt mildt), ja det er knapt så overraskende. De fleste er dog særdeles fornuftige, det skal siges. Dog udtaler Claus Pilgaard (sangerinden Jette Torps mand red.): "Jeg er flov over, at tanken om, at man skal passe på, hvad man siger, har taget bolig i mig" Det er jo ærligt nok omend lidt lave ambitioner for en komiker, som måske så skulle overveje, om han havde mere på hjerte.
En del værre er dog udtalelsen for vores favoritsangerinde Jette Torp: "Det er simpelthen så trist at tænke sig, hvis det her medfører, at man bliver nødt til at modificere sine meninger" (!!!!!) Ja, det var dog en forfærdelig tanke for en søgende intellektuel eller man nu lige skal kalde det her. Det er vist en af den slags epokegørende udtalelser, som står sig bedst ved at stå ukommenteret, men prøv nu lige for tidligere arveprins Knud at læse den igen. Der er vist al mulig grund til panik!
Ellers er der jo i verdens største demokrati Indien et lille lyspunkt at finde, da den Bangla Desh-fødte ligeledes fatwa-ramte forfatterinde Taslima Nasreen her er blevet lovet politibeskyttelse, og det er jo dejligt, når statsmagten tager parti for ytringsfriheden.
Desværre kommer dette løfte så ganske samtidigt med, at hendes opholdstilladelse i Indien desværre af uransagelige grunde ikke har kunnet forlænges, så hun øjeblikkeligt skal forlade landet ak ja.
Der er dog så mange lyspunkter i de talrige støtteerklæringer til tegner Kurt Westergaard til, at vi i dag er lidt gladere for at bo i Århus. At man så ikke kan få en del intellektuelle til at forstå nogetsomhelst om nogenting er vel næppe meget mere overraskende, end at kun langt de færreste, som lider af mongolisme/Downs syndrom får Nobelprisen i fysik. Her lades alt håb vist bare ude.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start