mandag den 25. februar 2008

Den kosmiske tomhed

Nu kan enkelte læsere af denne side måske med en vis ret have taget anstød af undertegnedes vedholdende kritiske udtalelser om Helle Thorning-Schmidt, men i aftenens interview i Nyhedsmagasinet på DR levede hun til fulde op til de største (læs:laveste) forventninger.
Det er faktisk uhyre sjældent at se en journalist på DR forsøge at få et svar fra en oppositionspolitiker på det spørgsmål, som alle seere vel har haft, men det skete altså. Det simple spørgsmål, som aldrig blev besvaret af Thorning-Schmidt og sikkert aldrig bliver det, er "Hvad vil Socialdemokratiet gøre?" En sådan præstation af Thorning-Schmidt sender garanteret partiet mindst 5 procentpoint ned, og det allerværste er, at fr. Thorning-Schmidt helt sikkert ved gensyn med interviewet vil synes, hun gjorde det mægtigt fint. Der er lidt tidligere sovjetisk generalsekretær Breznjev over det her. Midt i en fortvivlet og kritisk fødevaresituation i 1970-erne vistes der blot billeder på sovjetisk TV af vajende modne kornmarker. Man glemte blot at fortælle, at over halvdelen af høsten helt forventeligt og uundgåeligt gik tabt hvert år på grund af inkompetence.
Det blev som bekendt aldrig bedre i Sovjet og det gør det heller ikke i Socialdemokratiet så længe Thorning-Schmidt erstatter indhold og reel kommunikation med gentagne og inderligt forudsigelige floskler afleveret på sin ligeså inderligt utroværdige kvikke/pænepige facon.
Engang sagde selveste den store skuespiller Robert de Niro, at han var en uendeligt kedelig person, når han ikke spillede mafia-massemorder eller andre af sine store filmroller. Han var ingenting selv, sagde han, kun noget i kraft af sine roller. Han var kun god til at træde ind i rollerne, fordi han ingenting var selv, mente altså de Niro.
Nu ved vi ikke, om den lokale skuespiller ved Århus Teater, Niels Ellegaard, helt kan regnes i de Niros klasse, men i et portrætinterview i en lokal søndagsavis er forudsætningen om den personlige profil udenfor teaterrollen da ellers klar. Han har da tydeligvis en del af de Niros personlige kvaliteter, selv om de Niro vistnok er en passioneret frimærkesamler.
Dette udmærkede menneske Ellegaard har nemlig "altid interesseret sig for indretning af hjemmet" og han flytter "tit rundt på billederne i vores hjem" som en anden evig hifi-tweaker.
Naturligvis vil han aldrig bringe masseproduceret kunst ind i hjemmet, fordi "det simpelthen er for sjæleforladt.." Hvor mange eksemplarer et nummereret litografi så skal have for at blive massekunst vides ikke, ellers et uhyre spændende spørgsmål eller bare snork...
Derimod er det næste han ønsker sig en ny stor amerikansk røremaskine, men det er så fordi at den "står også udstillet på Museum of Modern Art i New York" Man skal jo heller ikke i sin indretning gå på kompromis med den gode smag, og hvad er dog mere anerkendt end apparater udstillet på et kendt museum? Den vil givetvis også hjemme hos Ellegaard komme til at stå i en perfekt symbiose med alle de omhyggeligt udvalgte danske møbelklassikere og alt det klassiske kunsthåndværk i det perfekte hjem med den gode smag. Sporer man en vis misundelse fra denne skribent i al denne ultimativt gode smag? Ikke rigtig, det minder mest om et perfekt klunkehjem fra sidste århundredeskifte i sin gennemførte sjælløse gode smag med masser af hæklede overtræk til sofa-benene.
I gamle dage trak man på smilebåndet over alle de gamle damer, som lavede deres kunstfærdige haver om til et "statement" for den gode smag. Det skulle vi måske ikke have gjort, smilet altså, for disse kedsommelige gamle damer havde måske i virkeligheden potentiale til at udfylde alle de store film-og teaterroller med sand storhed ligesom de Niro og Ellegaard, når de nu ikke kunne aftvinge større interesse i deres privatliv. De fik bare aldrig den rolle, som de helt tomme og beredte ville have kunnet udfylde perfekt.
Om der skal kedsommelige mennesker til at skabe stor film-og teaterkunst vides ikke med sikkerhed. En del kunne tyde på det. Til gengæld er det en nødvendig forudsætning for politisk succes, at man også som selv den allerdårligste eller mest kedsommelige skuespiller(det er jo bedre) orienterer sig efter anmeldelserne.
Det er her, Helle Thorning-Schmidt falder igennem med sit indøvede indholdsløse speed-snak om absolut ingenting overhovedet. At høre hende på TV er som at opleve en koncert med et amatør-boyband med ét eneste nummer, nemlig det eneste som de kunne i "X-Factor", som selv ved energisk gentagelse genererer kedsomhed, kedsomhed og endnu mere kedsommelighed. Farvel, Helle, den gik vist ikke, den der performance! Du kunne kun ét nummer, og allerede mod slutningen af den første afliring blev det trælst at høre på. Hver efterfølgende gentagelse kostede så 2 procentpoint i meningsmålingerne. Du kan selv læse anmeldelserne.
Det er blot altsammen ligemeget, for hun gav alligevel det eneste nummer hun kunne.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start