tirsdag den 26. februar 2008

Dagens statistik

ADVARSEL: Dagens tekst er meget kedelig! (måske)
Vi har jo adskillige gange tidligere gjort lidt grin med den ugentlige statistiske oversigt i JP´s udenrigspolitiske tillæg. Faktisk har der hidtil aldrig været nogen mening eller rimelighed i statistikkerne, og denne uge er absolut ingen undtagelse.
Det er efterhånden ved at blive sådan, at der er et element af barndommens "Find 5 fejl" over de her idiotiske statistiske overgreb mod enhver sund fornuft, så meget blæser røgen billedligt talt den ene vej, mens flaget vajer til den anden side osv, som alle børn kan huske.
Lad os kort undersøge dagens statistik, selv om der vel er tale om et emne, som kun interesserer et absolut mindretal om overhovedet en eneste i hele Danmark. Det drejer sig nemlig om tobaksrelaterede dødsfald i Indien (!!!) Det grafiske materiale består så af 2 søjlediagrammer med fuld skala på 600.000, som viser, at 580.000 mænd og 90.000 kvinder forventes at dø af tobaksrelaterede sygdomme i Indien i 2010 (!!!!!!!!) Meget informativt og faktuelt og sindssygt ligemeget.
Vi har altså en statistik, som ingenting viser om nogenting og så er det endda ikke sket endnu, bedre kan det næsten ikke blive. Påstanden er så (og den citeres efter et anerkendt medicinsk tidsskrift), at hver 10. inder i 2010 vil dø af tobaksrelaterede sygdomme. Det er til gengæld statistisk sprængstof, for som det også nævnes i denne artikel, er kun 1/10 af befolkningen i Indien rygere, så derfor omtales denne ellers iøjnefaldende sammenhæng selvfølgelig ikke. Torskepande!
Det vil altså i virkeligheden sige, at ALLE indiske rygere rent statistisk vil dø af rygerrelaterede sygdomme, da rygning jo formodentlig er en del mindre skadelig for ikke-rygere end for rygerne i vel-ventilerede tropiske og subtropiske omgivelser, og det er da en nyhed af de helt store eller måske er indiske cigaretter noget kraftigere. Det kunne det unægteligt tyde på og det er de vist også nede i syden omkring Goa så vidt vi ved. Men ligefrem 100% dødelige?. Ikke engang Union Carbide klarede det i Bhopal i gamle dage, ikke engang tilnærmelsesvis, og der var jo endda også tale om live-forsøg med helt rigtige indere.
Derudover er det også bemærkelsesværdigt, at de anslåede samlede 670.000 døde i 2010, hvis død altså skulle skyldes rygning, overhovedet kan komme til at udgøre 1/10 af det samlede antal dødsfald.
Dette skyldes jo ret banalt, at der er godt og vel 1.1 mia. indere, og der er faktisk tale om en befolkning, som ikke er vokset særligt i det seneste par årtier. Befolkningspyramiden er altså ikke specielt bred forneden p.g.a. mange børn, ja i virkeligheden er der slet ikke tale om en pyramide.
Derfor er en samlet dødelighed ud af 1.1. mia. mennesker på blot 6.7 mill. hvert år jo ikke alverden. Det kræver jo således knapt 160 år med en årlig dødsrate på de nævnte 6.7 at udrydde samtlige indere, og det er dog noget udover at det jo naturligvis heller ikke er korrekt.
Det interessante i de her statistikker om tirsdagen i JP er, udover deres indlysende underholdningsvædi og stimulerende virkning for omtanken, at de aldrig nogensinde har været bare den allermindste smule korrekte, ALDRIG!. Aner man bag al denne tilsyneladende ligegyldige og trivielle information et super-humoristisk mastermind, som med alle for hånden liggende statistiske midler forsøger at kvikke hverdagen op for alle JP-læserne på denne triste årstid?
Det tror vi, mest fordi alternativet med, at forfatteren Christian Nørgaard Larsen selv tror på det han skriver, er temmeligt trist. Så er han nemlig væsentligt dummere end vandfast krydsfiner, som det hed i min barndom uden at jeg nogensinde helt forstod, hvad dette ideelle materiale til højttalerkabinetter egentligt havde gjort. Vi glæder os allerede til næste tirsdag!

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start