mandag den 28. januar 2008

Worst case - hvor galt kan det gå?

I dag vil vi forsøge at være lidt filosofiske, men bare rolig, det drejer sig om såre menneskelige ting, nemlig det at forestille sig det værste, som kan ske. For mange mennesker er dette nemlig så slemt, at vi mener, at det afgørende påvirker hele deres sociale virksomhed, ja faktisk lammer det måske endda naturnødvendigt hele organisationer i det danske samfund, som er dømt til at dø, hvis de ikke indser disse faktisk ret enkle sammenhænge. Angsten for, hvor galt det kan gå, virker simpelthen lammende på menneskelig virksomhed, ikke mindst i de større fagforeninger, men det kommer vi til. Der kan der også være ganske meget at miste, sommetider helt sindssygt meget. 

I den anledning bliver det nødvendigt at introducere en af de allerstørste helte for denne skribent. Det drejer sig om formanden for det amerikanske senat, ham, som hedder Mr. Speaker. Nærmere betegnet taler vi om den berømte Thomas Reed med øgennavnet "czar" Reed, som virkede fra omkring 1890 og et årti frem.Nu var Reed ikke en konventionel helt. Intet tyder nemlig på, at han var særskilt fysisk modig. Det behøvede han nu heller ikke at være, han var nemlig efter datidens målestok helt kolossalt kæmpestor med sine godt 2 meter og 150 kg og enormt stærk. Dog var han alligevel en helt afgørende forudsætning for, at det amerikanske folkestyre overlevede en af sine allerstørste kriser. Det drejede sig simpelthen om, at selve samarbejdet mellem Senatet og præsidenten lå totalt i ruiner og al lovgivningsarbejde faktisk var lammet på ubestemt (og dermed bestemt længe, antageligt evig) tid. 

Reeds recept var simpel, men tog flere år at implementere. Han fik simpelthen gradvist ændret forretningsordenen, således at et mindretal ikke som hidtil kunne vælge at blokere alt arbejde og alle afstemninger. Denne enormt trælsomme proces gjorde ham hadet overalt i Kongressen og kun respekteret hos uhyre få. Til gengæld anså han det som sin pligt, og uden ham havde Unionen næppe kunnet bestå. Hele hans hemmelighed, (som denne skribent altid har anvendt som morgenmantra) var simpelthen, at han helt tydeligt og klart havde forestillet sig et "worst case"-scenario. Det var simpelthen det, som han konstant holdt sig for øje i alle de tilsyneladende endeløse (næsten!) og menneskeligt ødelæggende og opslidende debatter, som han skulle forsøge at civilisere. 

Han holdt sig nemlig konstant for øje, at han jo ikke behøvede gøre det, han kunne jo blot lave noget andet og det kunne han forresten begynde på øjeblikkeligt, i hans eksempel altid samme eftermiddag. Nu var Reed advokat, og man må forestille sig denne slagkrydser af en mand sidde og kikke ud i luften og måske forestille sig det kendte billede, kendt fra Brugsen-plakaterne, af en glad vagabond, som i modsætning til den grå hob på vej til fabrikken i billedets sort/hvid side glad, naturligvis vælger den farverige lund på den anden farvelagte side af billedet. Hemmeligheden var simpelthen, at når han sagtens kunne gøre det, altså blot tage sit gode tøj og gå ud af døren, behøvede han jo netop ikke at gøre det. Han kunne jo simpelthen gøre det til enhver tid, så derfor gjorde han det først mange år senere, da demokratiet atter var sikret. Derefter blev han den succesfulde advokat, som han så sikkert vidste, at han til enhver tid kunne være blevet. Reed var en usandsynlig helt ganske uden konventionel heltemod, men sikke en. 

Nu var Reed i den heldige og for mange ganske misundelsesværdige situation, at han også ganske realistisk havde et alternativ. Hans "worst case" var således ikke set udefra så slemt endda, da han jo til enhver tid kunne genoptage sin advokatgerning. Det er naturligvis ikke hele sandheden, da Reed faktisk allerhelst ville have været præsident, men det blev han nu ikke. Dertil var han hadet af for mange for sin ensomme og uglamorøse kamp for demokratiet, naturligvis ikke mindst af dem, som han havde banket på plads og banket, det havde han. Han var en af amerikansk politiks mest frygtede og skarpeste modstandere i enhver debat, om mængden af aforismer fra hans mund er talløse og i dag klassiske. 

Ikke desto mindre leder det til et par andre historier om "worst case"-scenarier og her vil vi introducere dagens tese, nemlig at et scenarie kan være så forfærdeligt, at man umuligt kan overskue det. Sommetider er vejen tilbage simpelthen ikke farbar. Vi taler her om bestyrelsesmedlemmer og formænd i de fleste fagforeninger. Her er "worst case" nemlig så grusomt, at det ikke engang kan overvejes. Det ville jo nemlig indebære, at man skulle dele arbejdsvilkår med sine medlemmer. Derfor er det primært noget, som er et problem i de store ufaglærte eller lavtkvalificeredes fagforeninger naturligvis. Det er lidt anderledes for højere uddannede og det er meget anderledes på arbejdsgiversiden. Lad os tage et par eksempler. 

Når man ser folketingsmedlemmet for SF, min gamle sommerferiekammerat Ole Sohn ligner han jo næsten præstedatteren Margrethe Vestager, men han er noget helt andet. Han tilhører nemlig ikke polit/oecon/jur/-mafiaen, endda slet ikke. Sohns uddannelse består af en HF og derefter var han det, der dengang hed "specialarbejder", indtil denne overbeviste kommunist blev formand for SID i min hjemby Horsens, ja endda min egen formand i mit feriejob dengang. Allerede dengang blev det helt tydeligt, at han havde haft sit sidste manuelle arbejde i sit liv og det lokale SID var som alle andre ufaglærte eller lavtkvalificerede fagforeninger blevet velsignet med en formand, som for alt i verden ville undgå at vende tilbage til rødderne. Det skulle lykkes ganske fint for Ole. 

I dagens tema er vi kommet til en mand, hvor "worst case" er helt ubærligt. Han var selv ikke efter den mest elastiske fortolkning af begrebet "arbejder" arbejder længere, selv om han stod i spidsen for en lokal fagforening. Netop springet fra et lavtlønnet job som ens medlemmer til den i forhold til den ganske astronomiske hyre som fagforeningsboss vaccinerer jo de allerfleste mod tilbagefald. Undtagelsen var den simple mand Anker Jørgensen, men vi kender ikke andre. Han er osse lidt mærkelig og godt for det og vel egentligt også for ham. 

Nu er Ole Sohn er nydelig mand (det var han også dengang, det kan være derfor, jeg ikke synes alt for godt om ham, lidt misundelig er man vel altid) og kan som en selvfølge afvæbne megen kritik. Det er ikke folk som ham, som for mange andre end undertegnede har givet fagforeningspampere og selve fagforeningsideen store problemer. Det er personer, som ikke kan skjule, hvor vidunderligt det er ikke at skulle dele sine medlemmers trælsomme hverdag. Vi kunne vælge Tine Aurvig-Huggenberger, den tidligere næstformand i LO. Denne tidligere pædagogmedhjælper er et vældigt godt eksempel på, hvor galt det kan gå for et stort fagforbund, når der kommer en helt idiotisk stor afstand mellem formand/kvinde og medlemmer. Samtidigt viser Aurvig-Huggenberger også i al sin ynkelighed hvad der kan ske, når man som i filmen "Bossen og Bumsen" med Dan Aykroyd og Eddie Murphy gør skidt til kanel og omvendt. 

Aurvig-Huggenbergen hævede naturligvis i årevis en millionhyre som formand for sin fagforening, men da hun så ikke blev valgt til LO-formand krakelerede det hele. Med det mest lamme argument i nyere dansk historie hævdede hun nemlig, at hun burde have krav på en livsvarig pension i den helt tunge prisklasse, fordi hun havde viet sit liv til bevægelsen. Det faldt hende tydeligvis ikke lige ind, at det er ganske let at få et job som pædagogmedhjælper, det oprindelige fag, og at det jo til alt held er en af de uddannelser, som kun i ganske ringe grad kræver videreuddannelse om overhovedet nogen. Derudover er dette ynkelige og åbenbart udslidte menneske såmænd hele 44 år og får antagelig en årlig millionpension. Worst case var bare for slem, og det kunne alle de andre fremmedgjorte fagforeningspampere sagtens se. Heldigt for Aurvig-Huggenberger og katastrofalt for fagforeningernes gennemslagskraft. 

Nu er springet fra ufaglærte skodjobs til bonede gulve og millionlønninger en svær hurdle (især hvis den skal forceres baglæns, så bliver det endda rigtigt svært), og det bliver ikke meget bedre for pædagogen Bente Sorgenfrey eller sygeplejersken Connie Kruchow hos sygeplejerskerne. Vi taler naturligvis om en karriere som pamper, hvor magt og personlig økonomisk vinding går uløseligt hånd i hånd. Det ser noget anderledes ud i mange andre foreninger, hvor det faktisk er et skridt tilbage karrieremæssigt at være formand. Endelig kommer vi tilbage til vores eksempel med "czar" Thomas Reed. Det ser nemlig helt anderledes ud andre steder. Vi skal dog lige forbi formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen. Han har helt givet også undervist sin sidste skoleklasse, hvis det står til ham. 

Vi skal nok i virkeligheden over til jurister som Reed, læger, dyrlæger og andre akademiske småfagforeninger, for at kan sikre sig imod foreningsarbejde kun for desperat bjergsomheds skyld. Her betyder det jo på ingen måde noget særskilte fremskridt økonomisk at involvere sig i organisationsarbejde. Der er heller ingenting som tyder på, at disse foreninger og sammenslutninger ikke fungerer fantastisk meget bedre end de store fagforeninger og ubegribeligt meget bedre end de lavtlønnede og mere eller mindre ukvalificerede som SOSU m. v. Der gælder det for fagforeningsmedarbejderne mest om at komme væk fra et lortejob (for Sosu-er jo ret bogstaveligt) og blive væk og det gør de så efter bedste evne, og det er oftest godt nok. 

I dag har vi undersøgt "worst case" for forskellige grupperinger i samfundet og ikke uventet set store forskelle. Når man som Reed helt positivt kunne gå op i løn ved at ophøre som Mr. Speaker var det jo ikke økonomisk (men nok personligt) noget tilbageslag og det samme gælder mange andre, hvor man kan tale om et reelt og rimeligt valg. Det gælder såmænd også og nok endda ikke mindst for formanden for Dansk Arbejdsgiverforening. Det gælder altså bare overhovedet ikke for de allerfleste ledere i de større LO-fagforbund. Det skyldes jo langt hen af vejen de vanvittigt eskalerende lønninger, at "worst case" er det værste, som kan ske for formanden/kvinden selv ikke fagforeningen. 

Man betaler simpelthen professionelle toplønninger (og krydrer med talrige bestyrelsesposter) til fuldstændigt ufaglærte og helt tilfældige mennesker, der har det til fælles med vindere i Lotto, at de var heldige. Deres vigtigste kvalifikation for at forblive er så deres stålsatte vilje til for enhver pris ikke igen at komme til at dele vilkår med deres medlemmer. Er det underligt, at de danske fagforeninger er under stadig, måske endda terminal erosion? Det kommer altsammen tilbage til det, at når "worst case" bliver ubærligt for disse mennesker er de uegnede til jobbet. 

Til allersidst i dag skal vi lige tage et kvantespring til den elektroniske verden. Her ville et "worst case" jo være, at sagesløse lyttere ved simpel manipulation af en demonstration ville kunne komme til at tro, at de var blevet klogere på lyd og produkter. Det er nu sket og det allerførste eksempel lanceres af firmaet Focusrite og det tyder på, at der faktisk allerede er nogen, som tror på det. Lad os se nærmere på sagerne. 

Focusrite fremstiller effekt-processorer og den store nyskabelse er, at man mener at have lavet en digital effektenhed, som helt aldeles uden at nogen kan høre forskel kan eftergøre en mængde, ja vistnok endda alle modeller af klassiske (og sindssygt eftertragtede) equalisere, kompressorer, mikrofon-forforstærkere. m.v. Nu er dette jo allerede som udgangspunkt for alle hifientusiaster noget idiotisk, da blot det at lave et perfekt (dermed lydende af ingenting) linie-trin med et gain på 0 dB jo ikke rigtigt er realiseret endnu, knapt nok af vores venner fra ATC. 

Anderledes altså med Focusrite, og her har man endda lavet en test, som "beviser" det og nu skal man altså spidse ørerne. Man kan nemlig i hjemmets fred og ro downloade det håndgribelige bevis for dette suveræne produkts storhed. Først downloader man den originale lyd fra den klassiske effektenhed og derefter downloader man så den udgave, som Focusrite tilbyder. Hele ideen i dette fantastiske stunt er så, at man naturligvis skal forsøge at høre, om der er forskel. Ifølge Focusrite er det jo klart, at hvis man ikke kan høre nogen forskel på eksemplerne, ja så er der naturligvis ikke nogen forskel (!!!!!!!!) Nu har undertegnede gennemført denne test og der er ganske rigtigt ikke nogen forskel, men hvad mon det så lige præcist det er man høre, ja det er ikke til at vide. 

Det vil sige, det er det selvfølgelig. Man hører simpelthen det groveste markedsføringsovergreb mod al sund fornuft. I dagens teme om "worst case" bliver det simpelthen umuligt teoretisk at gøre det værre. Man tager simpelthen i al sin enkelthed et manipuleret lydeksempel og sammenligner med at andet manipuleret lydeksempel. Der er naturligvis ikke nogen forskel på ens sample af en bestemt lyd og ja, ens egen sample af en bestemt lyd, mest fordi det er det samme. Hvor så lyden af originalen er blevet af i denne fiktive demo er et helt åbent men tydeligvis ligegyldigt spørgsmål. Vi har da ikke fået noget svar endnu, selv om vi har spurgt. Sikkert samme sted som Tine Aurvig-Huggenbergers oprigtige bekymring for sine tidligere medlemmer. Det er nok derfor, at hun kræver sin pension af de samme medlemmer på mange millioner kroner. 
Det kunne altså gå rigtigt galt, men trøsten er så, at det nok ikke bliver værre.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start