mandag den 7. januar 2008

Ære med mere.

I dag vil vi med udgangspunkt i forskellige historiske epoker behandle begrebet ære. I en tid, hvor ordet efterhånden sjældent bruges af etniske danskere og hvor forstavelsen "ære-" vel nok er allermest hyppigt med efterstavelsen "(s)-drab" kan det måske være interessant at vide, at det ikke altid har været sådan. I denne forbindelse vil vi forsøge at trække nogen lange linier ind i den moderne elektronikbranche, hvor det at designe og producere en ting heller ikke længere er det allermindste ærefuldt. Det var det altså engang for længe siden, ja over 10 år, men ikke meget. Ikke meget mere, til gengæld meget mere selvfølgeligt og ærefuldt. 

Nu ved alle med blot baggrund af oldtidskundskab i gymnasiet jo, at selv i den græske verden i slaget om Troja herskede der udsøgte æresbegreber, men vi vil i dag for overskueligheden starte i den europæiske middelalder, nemlig i riddertiden. Dengang som nu var al snakken om en høj etik og moralsk standard hos de sande riddere naturligvis ikke hele sandheden, men der var dog tale om en afgørende udvikling i udviklingen af begrebet ære. Det blev først tydeligt i krigsførelsen, og gennembruddet skete allerede under korstogene. 

Dengang som nu må man endelig ikke forveksle intellektuelles betragtninger over deres (indbildte) virkelighedsopfattelse med en korrekt beskrivelse af situationen. Lige meget hvordan og hvor højt datidens omrejsende skjalde og poeter besang den evige kærlighed og de nye ridderlige idealer var der naturligvis ligeså langt mellem disse ting som der er mellem eksempler på ægte tolerance blandt moderne danske intellektuelle. De bor jo ikke akkurat i hverken Vollsmose, Gellerup eller andre angiveligt ideelle etniske smeltedigler. Ikke desto mindre skete der et helt afgørende gennembrud i æresbegrebet derved, at der faktisk allerede fra det første korstog blev almindeligt accepteret, at en ridders ord var bindende. Det vil sige, det var naturligvis kun bindende overfor andre riddere og var lidt problematisk overfor de vantro, men blev dog i det store og hele også anvendt der overfor korsriddernes daværende formidable modstander Sal Ad-Din. Det har nok også været ganske klogt. Pudsigt nok behandlede Sal Ad-Din selv sine kristne modstandere en del mere ridderligt end han behandlede sine talrige muslimske modstandere. I hans sammenhæng var korstogene kun en parantes, men det er en helt anden sag. 

Det betød naturligvis ikke, at krigene blev meget mere humane, men det blev de for ridderne selv. Deres æresbegreber kom meget hurtigt til i praksis at sikre, at tilfangetangne riddere blev behandlet godt af deres modstandere (de menige soldater var en helt anden sag selvfølgelig, dem slagtede man blot). Medvirkende til dette var jo også, at der var en hurtigtvoksende handel med frigivelse mod løsesum af disse fanger, så derfor beskyttede man dem naturligvis. Et forunderligt biprodukt fra denne tid var, at man som fange gav sit ord på ikke at flygte, og det gjorde man så heller ikke, selv om man forresten ellers gik frit omkring. Som eksemplet med den engelske konge Richard Løvehjerte vistnok viser, kunne dette ord fraviges overfor hedninger. I dag er tingene og begreberne vistnok vendt om. De vantro er blot ikke muslimer længere. 

I de næste århundreder fortsatte denne formalisering af æresbegrebet mellem værdige ligemænd på begge sider. Dette kan forekomme komisk på baggrund af resten af krigenes slagteri, men det var ikke desto mindre tilfældet. En sejr vundet på uærlig vis var ikke en acceptabel sejr, og når man var blevet besejret, kunne man for det meste klare fangeproblematikken på ærefuld vis, så vidt havde de gamle ridderlige æresbegreber en tid lang bredt sig. Under den amerikanske frihedskrig i slutningen af 1700-tallet kapitulerede for eksempel den engelske general Cornwallis med sin hær på mange tusind mand til George Washingtons amerikanske frihedskæmpere. Det foregik på en måde, som på sin vis vel repræsenterer toppunktet af ridderlighed måske i hele verdenshistorien, uden at det dog vistnok tidligere er omtalt på denne måde. Desværre var man endnu ikke begyndt at lave hifi, det kunne nok ellers have været rigtig kvalitet. Som forresten datidens shaker-møbelstil var det, den direkte og lige forgænger og forløber for alle de danske møbelkassikere, bare håndværksmæssigt bedre. 

Cornwallis og hele den engelske hær fik nemlig mod løftet om at tage hjem til Europa igen og aldrig komme tilbage lov til frit at marchere tilbage til det stadig engelske New York med alle våben ( der var jo stadigvæk indianere og andre farer). Ingen kunne simpelthen forestille sig, at de ville gøre andet, end det, som de havde lovet, og det gjorde de forresten heller ikke. Man så dem aldrig siden og kort tid efter sluttede krigen. Denne æreskodeks betød naturligvis også, at når krigen var forbi var man ikke fjender mere, så der var aldrig noget retsopgør eller nogen de lange knives nat. Det var lidt en spejdertid her godt 100 år inden begrebet blev opfundet af Baden-Powell. Æren havde godt fat dengang. 

Det havde den også i vores branche fra sin start i det sidste århundrede. Det er vanskeligt at se andet end de klassiske ridderlige æresbegreber i de allerfleste af de entreprenører, som startede den moderne audiobranche. Nu var mange af dem jo osse englændere, og måske de havde læst Walter Scotts klassiker om den ædle ridder "Ivanhoe". Nu var denne roman godt nok ren fiktion, men det var disse audiopionerers virksomhed til gengæld ikke. Uanset om man studerer firmaet Fonofilm med d´herrer Petersen og Poulsen, det langt senere Ortofon, Tannoy med Guy Fountain ved roret, Bang&Olufsen eller talløse andre var situationen den samme som med alle andre ejere af for eksempler tømrerfirmaer i alle mindre byer. Det drejede sig selvfølgelig om at tjene en vis mængde penge, men det drejede sig i langt højere grad om at arbejde for æren og den forpligtelse, som der fulgte med for at sikre sine medarbejderes en stabil arbejdsplads. 

Dengang kunne man naturligvis ligesom i dag allerlettest blive rig ved at sælge et succesrigt firma, men det valgte alle disse grundlæggere kun i deres sene alderdom at gøre og kun hvis der ikke var nogen familie til at overtage. Ære bestod ikke i flest penge men i mest almen respekt. Det var næsten ligeså simpelt som det er i visse danske marginalgrupper, hvor æren er forbundet med at have den største og nyeste BMW med det største stereoanlæg, men det var et sidespring. Da Gilbert Briggs, dengang midt i 70-erne, solgte Wharfedale til Rank var denne gentlemans eneste bekymring, hvordan han kunne sikre sine gamle loyale medarbejdere. Han solgte ikke til den højeste pris, ganske langtfra endda. Det gjorde senere Harold J. Leak forresten heller ikke. 

Man kommer naturligvis til at tænke på helt identiske bekymringer for Arthur Wellesley, den senere Lord Wellington om hans trofaste soldater fra Napoleons-krigene. Der var lidt Mærsk-arvefølge over det hele. Når man havde evnerne, havde man også forpligtelserne. Ridderligheden sad dybt i folk, også hvor den ellers ret rå kapitalmagt herskede. Det var bare mere indenfor markedet for tjenesteydelser denne huserede og det skulle den forresten blive med. Først skulle producenterne dog holde op med at producere og det varede faktisk et godt stykke tid. Det var jo der, deres egen personlige æresopfattelse lå. Alle de andre var jo blot købmænd, og det har der til alle tider været et jødisk og dermed ikke helt respektabelt islæt i. 

I elektronikbranchen betød det naturligvis, at den oprindelige grundlægger ihvertfald i starten naturligvis både var designer og konstruktør. Hvis firmaet voksede kom der naturligvis efterhånden andre på disse poster, men traditionelt havde alle disse originale igangsættere altid en stadig hands-on involvering i den tekniske udvikling i hele deres arbejdsliv.På den måde sikrede man sig jo også, at alt fungerede tilfredsstillende. Det var på den måde både Sidney Harman, Bob Carver og sågar Amar Bose startede op sammen med altså talløse andre. Alle de 3 nævnte var dog også blandt de første til at svigte de ellers faste ridderlige regler. De holdt nemlig op med at producere og det var simpelthen afslutningen for den ærefulde produktionsvirksomhed. Det varede dog en del tid, inden det skete. Enkelte vil antageligt kunne huske de første switch-mode forstærkere i for datiden helt diminutive størrelser fra Carvers hånd og selveste Bose var fra starten faktisk et helt ærefuldt foretagende. Bose var endda en rigtig akustisk doktor ligesom Dr. Oetker var det indenfor buddingen og senere den store "psycho-akustiker" Lars Goller. indenfor, ja egentligt hvad? 

I forbindelse med lanceringen af den allerførste Bose-højttaler, den klassiske 901 med integreret aktiv equaliser, blev det jo givetvis hurtigt klart, at man skulle bruge masser af effekt for at kunne booste bassen så meget, som det var nødvendigt (MEGET!) Nu fandtes der allerede dengang adskillige glimrende amerikanske high-power forstærkere, men alligevel begav Bose sig møjsommeligt ind i dette dengang lidt besværlige marked, da det faktisk slet ikke var så ligetil at lave disse kraftige forstærkere med datidens teknologi. Deres klassiske Bose 1800-forstærker ligner da heller ikke noget andet og det var jo ikke så underligt, da den jo var designet og produceret af det ellers ikke elektronisk voldsomt kyndige Bose-koncern. Den virkede nu meget godt og denne skribent har endda haft en. 

Bose var nu også et af de firmaer, som allerførst skippede alle de gammeldags æresbegreber om reel produktion og reelle produkter. I den retning kom de i selskab med Carver og hele den samlede danske tekstilindustri. Recepten var naturligvis OEM: Få dine produkter lavet af andre og få dem til at sætte dit navn på. Den gamle ære i ærlig produktion var blevet afskaffet af disse tidlige pionerer. Kronologisk foregik denne udflagning af Bose og Carver til Kina allerede mens Samick i Sydkores og NAD produceret på Taiwan ellers var datidens absolutte lavprisprodukter og dermed repræsenterede det absolutte bundskrab i datiden. 

. De var altså absolutte pionerer og tilfældet ville det endda sådan, at både Carver og Bose-forstærkerne en tid tilfældigvis (men naturligvis ikke tilfældigt) var helt identiske. Dette skete samtidigt med, at den daværende engelske Bose-produktion af højttalere blev flyttet først til Irland og derefter også til Kina, endnu en "first" for Bose i denne industri. Bose og mange med dem var blot blevet handelsvirksomheder, hvor alle regler om ære og tudsegammel ridderlighed overfor medarbejderne med et slag var blevet afskaffet. De var sande pionerer, men de allerfleste andre skulle komme hurtigt efter det. 

Traditionelt havde som nævnt tidligere Tannoy lavet forstærkere, faktisk helt fra starten i 1926, fordi deres systemdivision konstant krævede specielle apparater. I de seneste årtier havde det som også skildret i tidligere emner været svært at lave ordentlige og pålidelige apparater, men det var dog alligevel en overraskelse, da der fornyligt atter kom en hel bunke Tannoy-forstærkere på markedet. Som altid, når sådan noget sker, var der naturligvis tale om re-badgede OEM-produkter, her simpelthen fra et andet medlem af samme industrigruppe, nemlig LAB-Gruppen. Dette er tilsyneladende logisk men nok i virkeligheden mere tilfældigt. Æren ved produktionen er alligevel ikke den samme og det er loyaliteten begge veje mellem medarbejdere og ledelse naturligvis heller ikke længere og det er der talrige eksempler på allerede. Medarbejderne skifter næsten ligeså hurtigt som hos McDonald, så hvordan kan det være anderledes?. Riddertiden er jo forbi og selve produktet er ligegyldigt. 

Sommetider oplever man i vores branche, at æresbegrebet lige tager en ekstra drejning, når produktionen bliver dobbelt-OEM. Det er tilfældet, når en virksomhed kontraherer med en anden virksomhed, som allerede har udliciteret sin produktion. I gamle dage var for eksempel det omkring 30 år gamle spanske firma Master Audio Design som alle andre pionervirksomheder drevet af grundlæggeren en helt normal produktionsvirksomhed. Allerede tidligt for omkring 15 år siden så man dog en gradvis udvikling mod, at kun en lille del af samlearbejdet fandt sted hos denne "kvart-producent", som han var ved at blive. Efterhånden blev den største del af virksomheden handel med rene Kina-produkter, og ikke uventet ændrede hele virksomheden struktur. 

Det blev ikke bedre, da Cerwin-Vega, der som tidligere Bose ikke have nogen elektronisk ekspertise, af visse tilfældige grunde entrerede med Master.Audio Design. Ret meget længere kan man altså ikke komme fra gammeldags produktion og længere kommer man nok i øvrigt heller aldrig, fordi omkostningerne ellers bliver for høje. Det er de formodentlig allerede, men disse Cerwin-Vega aka Master aka Kina-OEM sælges antageligt kun på et eller ganske få markeder. Det var en noget pudsig afslutning på den gammeldags virksomhed, men sikke dog en sølle en. Det eneste som var værre var faktisk produkterne, hvis man skal tro en nylig anmeldelse. 

Om det så er tilfældigt, at samtlige riddertidens æresbegreber efter at have spillet en normativ rolle i over 1000 år også synes at være forsvundet helt fra den almindelige krigsførelse med skydevåben samtidigt med, at de allerfleste virksomheder i elektronikbranchen er holdt op med at være produktionsvirksomheder vides naturligvis ikke. Det er dog vores mening, at der er tale om mere end en tilfældig tidsmæssig sammenhæng. At normerne også er ved at skride indenfor uventede brancher som økologisk fjerkræavl er måske endnu værre, for så er der måske ikke mulighed for en tilbagevenden til almindelig anstændighed. For mange er "Årstiderne" eller den lokale økologiske gårdbutik vel efterhånden noget af det allersidste, man kan regne med. Troede man altså indtil for nyligt. 

Nu har reklametekster jo forlængst ændret karakter fra det lejlighedsvist informative til den allermest fritsvævende fantasi i mangel på en bedre betegnelse, som enhver kan lægge ord på. At der er tale om et fundamentalt angreb på de allersidste rester af æresbegreberne viste affæren med de angiveligt økologiske ænder op til jul. Som bekendt blev disse vanvittigt kostbare guldklumper solgt med den gode historie om, at man altid kunne spore deres oprindelse og eventuelt køre ud og kikke indover hegnet til de overlevende søskende, mens de lystigt snadrede løs. Det eneste pladder man umiddelbart kunne finde i denne sag viste sig desværre at være det alt andet end økologiske Rose Poultry-slagteri. Det eneste spor førte nemlig tilbage dertil og derfra forsvandt alle spor. Ja faktisk ved man endnu ikke engang, om de er halalslagtede eller overhovedet økologiske, ja næsten knap nok om de var avlet uden genteknologi eller om det endda var ænder. I sandhed en sølle ende på dette andeliv og på troen på oprigtigheden i denne del af den økologiske branche. 

I dag har vi forsøgt at følge æresbegreberne fra riddertiden igennem den elektroniske branche i de sidste knapt 100 år. Som i krigen er der uden tvivl blevet andre tider. I tidligere tider kunne en af alle tiders gerrigste, mest irrationelle og dummeste svin, grundlæggeren af Tannoy Guy R. Fountain, alligevel aldrig drømme om at tage ud at sejle i sin store lystyacht uden af have vindmålere, megafoner, ventilatorer m.m. med fra sin egen virksomhed med de store bogstaver tydeligt malet for alle at se. Man kan nok sikkert regne med, at bestyrelsen for den pensionsfond, som ejer Bose eller Carver eller alt muligt andet i dag er ligeglad med at have nogen af de ting, som han nominelt ejer. Det var historien om ære med mere. Denne sidste del var med mere. Leve George Washington og general Cornwallis! 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start