fredag den 18. januar 2008

Myter og andre pudsigheder

Verden er sommetider løjerlig, og undertiden bliver en myte ophøjet til sandhed, fordi de rigtige har udtalt det. Det gælder i denne tid i DR, hvor debatten omkring Uffe Ellemann-Jensens radioforedrag bølger. Det vil sige, debatten er stendød og ikke-eksisterende set fra DR´s synspunkt. Det drejer sig nemlig om efterbyrden til Muhammed-debatten, ikke akkurat DR´s stolteste stund.
Som bekendt hævdede Ellemann-Jensen som den ophøjede kendsgerning, at det var Jyllands-Posten, som havde bestilt karikaturtegningerne, og det er jo efter et medie-tæppebombardement det, som de allerfleste tror. Det er bare ikke korrekt. Som det fremgik i går endda på DR 1 i "Orientering" udtalte selve manden, nemlig bladtegneren Claus Seidel, som formidlede kontakten mellem JP og tegnerne, at oplægget havde været helt åbent. Da han simpelthen stod for kontakten til alle tegnerne har han som den eneste ret til at udtale sig i den her sag. Slut, finale prut, ingen diskussion om den sag. At man så naturligvis burde kunne kritisere og karikere alle religioner og deres mere eller (sjældnere) mindre stupide udøvere er en anden sag, men det var altså ikke det, JP gjorde.
Det er altsammen ligemeget. Som med alle andre faste fjendebilleder som USA er det nemlig helt umuligt at tro på, at det, som de forkerte siger, kan være sandt. Til gengæld er det fantastisk let at tro på, at det "vennerne" siger er sandt. DR har således som en selvfølge nægtet at korrigere denne faktuelle fordom, selv om det er en væsentlig del af forståelsen af hele affæren. Der var og er mange skurke og monumentale skvat i denne affære, men JP er altså ikke en af dem. Nu er jøder jo heller ikke så sympatiske som under Anker Jørgensens regering og den første oliekrise, så måske holocaust-benægtelsen får nye muligheder i DR. Det kommer vel mest an på, om Seidenfaden og de andre venner går ind for sagen, for så er det jo en værdig sag.
Iøvrigt er det i dette Cronhammar-år en kilde til undren for denne skribent, at hans kolossal-skulptur i Herning, som ellers ofte afbildes, aldrig er blevet kaldt det, som den retteligt er. Der er nemlig tale om en praktisk sammenbygning af det kendte konføderale panserskib "Merrimac" fra den amerikanske borgerkrig og et kanontårn fra den franske Maginot-linie, værnet mod angreb fra Tyskland fra 1920-erne og frem. Det hjalp som bekendt ikke alverden, da tyskerne blot gik udenom, men det så og ser nu imposant ud alligevel. "Merrimac"´s møde med Unionens tilsvarende panserskib "Monitor" er iøvrigt et af historiens mest langvarige søslag. Det varede flere dage og på trods af talløse træffere fra begge sider på klods hold lykkedes det ikke for skibene at skyde hul i hinanden, dengang som nu en nødvendig forudsætning for sænkning, men det er vist en helt anden sag for os ætlinge af søulke.
Som med medvind og de rigtige meninger kan det være svært at erkende det, før man bliver konfronteret med det modsatte synspunkt eller at man blot vender cyklen, men hvem skulle nu have troet, at en så pittoresk langskægget og salvelsesfuld og såre etableret kunstner kunne være så besat af krigerisk teknik? Nu er han jo ikke den første i denne sag, futuristerne i både Italien og Sovjetunionen var ude i samme ærinde, men de var unge og fulde af fart og døde forresten allesammen ganske unge.
Det kan Cronhammar jo så ikke nå længere men han skal da herfra have tak for at have mindet om store militære milepæle, som var engang, selv om han vist godt nok lader, som om han selv har fundet på det. Det kan vel altid hjælpe lidt i en historieløs tid, hvor myter som Ellemanns udtalelser bliver ophøjet til sandhed. Sikkert ligeså meget som Maginot-linien hjalp franskmændene. Mod omringningangreb hjælper selv ikke stærke stillinger. Meningstyranniet finder altid en vej rundt om ligesom tyskerne.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start