fredag den 11. januar 2008

Københavneri

Som tidligere omtalt i disse spalter er der også i vores egen branche eksempler på en noget alternativ økonomisk tænkning. For argumentets skyld vil vi i dag kalde dette for "københavnerskolen" for at give det et vist videnskabeligt præg, vi er jo akademikere og kan vel alle huske "Frankfurter-skolen" uden at den vist var ret meget mere fornuftig eller gennemtænkt.
Denne alternative økonomiske tænkning går ud på at lave salgsplaner og budgetter sammensat af en mindre del fornuft og en noget større del ønsketænkning, sådan en slags sigtebrød, hvor rugmelet altså er fornuften. Budgetterne opfyldes simpelthen ved, at kunderne ifølge denne østdanske teori naturligvis køber det, som man har valgt at sælge. Nøgleordet er altid, at "man skal bare..", så går det helt af sig selv.
Denne tvivlsomme teori anvendes også indenfor dansk filmindustri med nogenlunde samme succesrate. I en helt fremragende og godt researched artikelserie i Jyllands-Posten har Michael Enggaard blotlagt budgetterne for alle sidste års danske film til skræk og advarsel.
Kendsgerningerne er ganske enkle: Selskabet modtager pr. solgt billet 15,-. Da budgettet på en ganske middelmådigt finansieret og desværre også kunstnerisk typisk ganske ditto er på 4-8 mill. kr., skal der altså for de 8. mill. 160.000 mennesker i biografen. Det er ganske mange efter dagens standard hvor mange film kun har været set af 3-10.000.
Nu er det en del bedre at sælge DVD-er med filmen, men desværre er salget for det allermeste snævert forbundet med den succes, filmen har i biografen. Der er lidt Joseph Heller og "Punkt 22" i det her: Hvis en film ikke har succes allerede får den heller ikke succes senere.
Af de langt over 20 danske film har vistnok kun et par Grasten-produktioner holdt pengene hjemme så godt og vel. De andre har været østdanske eksempler på denne radikalt nye økonomiske tænkning, hvor man "bare" skal gøre det og det, så går det hele op. Det gør det bare sjældent og den nyeste produktion fra Nimbus Film til 46 mill. kr. skal så blot ses af 3 mill. danskere, så hænger den fint sammen. Så kan den nemlig også sælges dyrt til alskens TV-stationer, fordi det har været en succes og kan osse sælge masser af DVD-er.
Derimod giver det nok mere sandsynlige tal på 100-150.000 blot knapt et par millioner i kassen og dermed er den heller ikke attraktiv hverken på DVD eller for TV.
"Punkt 22" har slået til igen og den københavnske økonomiske tænkning ser ud til at gå samme vej som Frankfurterskolen. Mon ikke vi har set den sidste film fra Nimbus Film?

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start