mandag den 21. januar 2008

Hvorfor forsvandt de eller hvorfor forsvandt de ikke?

I denne uge vil vi behandle en del uforklarlige og en del mere forklarlige fænomener. Det ligger jo ligesom i sagens natur, at når noget blot forsvinder uden spor er det altid spændende at gætte hvorfor og hvordan det skete, men som vi skal se, kan den samtidige virkelighed byde på helt tilsvarende uløselige og ganske tilsvarende mysterier. 

Traditionelt er havet jo garant for de allermest uløselige mysterier. Der er vel stadigvæk ikke rigtigt nogen der ved, hvad der skete med det danske skoleskib "København", som forsvandt sporløst i starten af sidste århundrede i subantarktiske farvande. Det er især uforklarligt derved, at der ikke var vind i området og at det som sejl-skoleskib derfor ikke rigtigt kunne sejle hurtigt nok til at forlise mod et isbjerg uden vind. Vi kan her tale om et absolut uløst mysterium med en overlevende redningskrans som eneste stumme vidne. Ikke engang inspektor Morse kan være med her, men han er vist forresten også død for ret nyligt. Måske inspektor Barnaby kan? 

Præcist samme antal vidner, nemlig nærmere betegnet en redningskrans, her dog med navnet "M/S Hans Hedtoft" i stedet for "København", var der til et forlis i 1959 ud for Grønlands sydkyst. Meget betegnende for disse havdybder på over 5 kilometer er vraget aldrig fundet, heller ikke af den seneste Galathea-ekspedition, som ellers aktivt søgte. Denne episode har til gengæld hele drejebogen fra en bedre suspense-film, for her ved man nemlig godt, hvorfor det gik galt. Den skyldige var socialdemokratisk minister og hed Johs. Kjærbøl. Det var nok ikke noget tilfælde, at der var tale om en socialdemokrat. Det var selvfølgelig også derfor, han slap fra det. Er der nogen derude, som husker Otto Gredal? Det var ham med den kæntrede redningsbåd "RF-2" Det var noget af den samme historie. Hans kone var også socialdemokratisk minister og hed Eva.Det har nok bare været et tilfælde, selv om nu ikke meget tyder på det desværre. Faktisk overhovedet ingenting. 

1950-erne og forresten al fortid helt fra den tidlige middelalder havde ellers understreget med talløse forlis omkring Grønland, at vintersejlads i orkan med en sigtbarhed på nul i disse isfyldte farvande ikke var nogen særligt oplagt ide. Det mente hverken de erfarne søfolk eller grønlænderne selv, men det mente minister Kjærbøl altså og det var nok. Denne kriminelt stupide og selvhævdende tidligere fagforeningspamper (hvorfor kommer man straks til at tænke på Tine Aurvig-Huggenberger her?) trumfede nemlig helt egenhændigt igennem, at det nybyggede polarskib "M/S Hans Hedtoft" skulle foretage sin jomfrusejlads på det tidspunkt på året, hvor de erkendte farer var maksimale. Det grønlandske medlem af det danske folketing Augo Lynge havde ellers advaret mod denne galskab, men var af Kjærbøl blot blevet kaldt "den rædde grønlænder". Det ville Lynge naturligvis ikke have hængende på sig i denne macho-tid og tog med på turen og druknede med alle de andre ombordværende. Desværre for ham selv var han ikke ræd nok. Alle vidste det var galskab, måske endda også Kjærbøl selv inderst inde. Dette vanvittige magtmenneske havde blot besluttet sig til at vise, hvem der bestemte på en helt stalinistisk facon og med nogenlunde samme resultat. 

Der var således ingen mysterier forbundet med, hvorfor "M/S Hans Hedtoft" sank, men til gengæld er det noget sværere at forstå, hvorfor Kjærbøl ikke osse forsvandt øjeblikkeligt. En forkølet undersøgelseskommission formåede i denne sag i en tid, hvor Socialdemokratiet havde næsten dobbelt så mange mandater som i dag, ikke overraskende ikke at placere noget ansvar. Kjærbøl fik en ærefuld afsked med Folketinget selv om han ret beset fortjente at blive efterladt i en synkefærdig kajak i en orkan som den, der sænkede "M/S Hans Hedtoft" Denne anekdote var både om hvorfor og hvorfor ikke. Det er også historien om det tætteste, en minister nogensinde er kommet på at myrde et andet medlem af Folketinget. Tættere på kommer man vist ikke uden at gøre det og en del mindre plejer allerede at give fængselsstraf. Senere røg A.C. Normann jo ud af Folketinget for ganske vist grove trafikforseelser, men han var altså heller ikke socialdemokrat, blot radikal. Derfor kunne han godt forsvinde.og det gjorde han så. 

Et andet eksempel på, hvordan folk pludselig forsvinder er kornetisten Bix Beiderbecke. Denne feterede stjerne i 1920-erne i Paul Whitemans orkester (ham med Gershwins "Rhapsody in Blue") døde nemlig af alkoholisme. Nu er der jo ikke noget nyt i et vist overforbrug af stimulanser hos udøvende kunstnere, som heroinmisbrugeren over 5 årtier, Keith Richards fra "Rolling Stones" viser. Sidstnævnte er bare i live endnu, det er Bix Beiderbecke så altså ikke. Nu kan folk jo være mere eller mindre disponerede for alkoholskader, men det er alligevel vistnok aldrig tidligere set, at en mand allerede som 26-årig går i terminalt alkoholchok, selv om han godt nok først døde 2 år senere. Der var ellers tale om verdens måske allerstørste på sit instrument, som satte denne triste rekord at dø så ung. Nu skete det i forbudstidens USA, så vi kan altid mistænke tvivlsom alkohol, men alligevel er det et uløst mysterium, hvordan det kunne gå så galt så hurtigt. Som med Jimi Hendrix og Janis Joplin blev det noget nemmere at forklare senere hen, men ingen ved altså helt hvad der skete, da Beiderbecke kuldsejlede, men han sank alligevel. 

Indenfor vores egen branche sker der sommetider store omvæltninger, uden at nogen tilsyneladende gør sig nogen særlige overvejelser over, hvorfor det sker. Det vil sige, det er der selvfølgelig nogen, som gør, de fortæller det blot ikke til nogen, fordi det er for politisk sprængfarligt eller ditto ukorrekt. Flere af de nyere eksempler på, at hele varegrupper forsvinder fra markedet, kan vist henregnes til denne konto. Et godt eksempel er markedet for autostereo i Danmark, som er styrtdykket så meget, at det i virkeligheden er forsvundet helt. Man kan jo i virkeligheden ikke hos den gamle såkaldte radiofaghandel overhovedet længere købe bilstereo, selv om det for blot godt et årti siden var varegruppen med det allerstørste vækstpotentiele, ja hifiklubben arrangerede sågar Danmarks-mesterskaber i bilstereo. Det var altså dengang, i Danmark ihvertfald. I resten af verden er væksten fortsat for bilstereo i en sådan grad, at JBL næppe i dag ville eksistere uden sin autostereo-division og også Dynaudio og B&O byder heftigt ind på dette stejlt voksende marked. I resten af verden altså, men også kun der og hvordan kan det nu være? 

I Danmark gik det som bekendt anderledes og i dag skifter bilkøberne næsten aldrig den fabriksmonterede radio. Den er der nemlig ikke nogen, som gider stjæle, og her har vi den egentlige grund til, hvorfor autostereo forsvandt i Danmark nogenlunde samtidigt med, at de ellers fra urtiden kendte lokale flødeboller "Sambo" helt uforståeligt for undertegnede skiftede navn til "Samba".Der er ikke meget ekstatisk dans over en flødebolle, helt ærligt. Nu har etniske danskere tidligere været helt gode til at fjerne et produkt fra markedet, helt og aldeles endda. I min egen egen ungdom blev der således stjålet så mange knallerter, at forsikringspræmien for en Kreidler Florett var højere end præmien for en ny bil, en kasko dengang altså op imod 3000,- årligt, langt over halvdelen af købsprisen faktisk. Det betød simpelthen, at de allerfleste knallerter forsvandt og de få tilbageværende blev kørt af ældre mænd med en plasticmælkekasse bagpå. For mange tyverier havde fjernet knallerterne fra vejene og da de kom tilbage, blev man nødt til at kalde dem scootere, så meget var de forsvundet. De er jo iøvrigt aldrig rigtigt kommet tilbage alligevel. 

Det samme skete med bilstereo i Danmark. Det blev simpelthen højeste mode i visse kredse at stjæle bilstereo. Der var tydeligvis ikke tale om nogen særligt sofistikerede gentlemantyve, for man klippede blot alle kabler med påstøbte plastic-connectorer af og gik så ind i den lokale radioforretning for at købe denne vitale reservedel, som oftest bare angiveligt var "faldet af"(!). Ikke engang en anvendelse af denne connector i det dengang ganske populære folkelige (læs:landlige) disciplin traktortræk ville ellers kunne give denne fejl. Der var altså tale om ganske holdbare sager. Det var således helt tydeligt for enhver, hvem der var tyvene, for de gav sig helt åbenlyst til kende uden blusel i selv den mindste kombinerede cykel/radioforretning og der var mange, sindssygt mange af disse mennesker. Ja, der var faktisk så mange, at butikkerne for blot at undgå at have disse mennesker stående og råbe "Kalder du mig tyv?" og andre lignende skarpsindigheder (for det var de jo naturligvis, anderledes kunne det jo ikke være) simpelthen alle som en droppede hele sortimentet. 

Det paradoksale var så, at man med en manual i hånden som selv simpel radioamatør sagtens ville kunne anvende de stjålne apparater alligevel med blot et par kabelmuffer, men så kloge var de her tyve altså ikke. Som vi ældre radioforhandlere husker dem så de nu heller ikke sådan ud od de lød heller ikke lige præcist sådan. Det er vist anderledes på det nutidige blomstrende marked for varme B&O-produkter, men der er den etniske sammensætning af tyvene sikkert anderledes. Man sælger da stadigvæk B&O.. Der findes naturligvis stadigvæk bilstereo på de danske veje, som den kommende sommer vil afsløre. Der er blot ikke ret meget, og selektionen af musikalske genrer er endnu mindre, således er engelsksprogede numre i afgjort mindretal, ja de findes nærmest ikke længere. Det er således ikke noget mystisk i, hvorfor det danske marked for bilstereo forsvandt, men det er til gengæld ganske mærkeligt, at det ikke er sket andre steder, men måske det kommer. Vi danskere vil jo gerne rose os af at være foregangsmænd, og måske vi er det. 

Sommetider er det temmeligt indlysende, at et produkt forsvinder, noget mere indlysende end at det kom frem faktisk. Som enkelte halvgamle mennesker vil kunne huske fra vores fysiktimer i skolen, anvendte man sommetider flydende kviksølv i undervisningen. Dette ekstremt langtidsgiftige tungmetal har den kedelige egenskab, at det kan fordampe direkte fra metallisk form, hvorved der dannes organiske kviksølvsforbindelser, såkaldte ætyl-forbindelser, som er endnu giftigere (ja, vi gamle hørte efter i fysiktimerne!). Ikke desto mindre lancerede det engelske firma Keith Monks engang i 1970-erne en pickuparm, hvor der blev etableret elektriske forbindelse igennem et kar fyldt med kviksølv. Denne dårskab med at placere flydende kviksølv midt i hjemmet blev til fulde matchet af, at kviksølv er en meget dårlig elektrisk leder (på niveau med konduktiv plastic). En anvendelse i signalvejen fra en pickup var næsten ligeså tåbelig som det var at importere eller købe denne pickuparm, som da også forsvandt efter ret få år. Det burde måske nok have været et bedre spørgsmål at stille, hvorfor nogen syg hjerne dog nogensinde havde designet den? Hvorfor den ikke blot forblev et tankespind er stadigvæk et mysterium og så blev den endda testet i dansk High Fidelity og endda anbefalet (!) Måske den nuværende redaktør, som også var med dengang, tog varig skade? Noget kunne tyde på det, en hel del faktisk. 

Sommetider oplever man danske erhvervseventyr, som er så snoede og uigennemskuelige, at man kan stille begge dagens spørgsmål om forsvindingens kunst. Et af de mere spegede i nyere tid er sagaen om SLT, der gennem flere stationer blev til Gamut. Oprindeligt var SLT et firma ejet af Ole Lund Christensen, som i mange år havde stor succes i den professionelle branche. I den forbindelse begyndte han at producere den ganske konventionelle SLT-250 professionelle effektforstærker, som var en konventionel og ganske skarp effektforstærker. Det var nu ikke i lyden, den var skarp, der var den egentlig mere slatten, skarpheden lå mest i chassiset, og jeg har endnu ar efter mødet med disse håbløst forarbejdede apparater, som dog ellers virkede OK. De fleste andre forstærkere fra den tid var nemlig ligeså dårlige eller ihvertfald næsten. Det varede så indtil SLT besluttede sig til at gå ind i hifibranchen, ingen har helt kunnet forklarede undertegnede hvorfor. Virkeligheden skulle vise sig at stille det samme spørgsmål på sin egen ubehageligt logiske måde. 

Man havde i firmaet besluttet sig til at lave en forstærker med blot en enkelt men angiveligt meget kraftig transistor. Hvorfor det så lige skulle være smart er indtil i dag uklart for denne skribent og jo forresten heller ikke helt korrekt, da man man jo benyttede en per halvperiode, altså ialt 2. Det havde man forresten tidligere gjort i massevis af gamle Arena-radioer. Til gengæld viste det sig så, at det var ganske overordentligt svært at få SLT-forstærkerne til at blive stabile med den valgte transistor, ja det varede faktisk en evighed. Man havde godt nok fra starten i sit PR-materiale understreget, at der var tale om en usædvanlig anvendelse af denne transistor. Virkeligheden skulle vise hvorfor andre ikke havde brugt den, det var vist mest fordi den ikke var egnet. Man fortsatte dog alligevel med projektet og fik undervejs den lyse ide at ændre firmaets navn til Sirius. Det var til gengæld en god ide, fordi man senere, da nogle af børnesygdommene ved firmaets produkter var ved at være ryddet af vejen (og det oprindelige navn dermed allerede temmeligt kompromitteret på grund af alle problemerne) fik solgt navnet til vistnok et amerikansk firma indenfor telekommunikation. Enter Gamut, exit Sirius. 

Det blev det naturligvis ikke meget anderledes af, og firmaet blev overtaget "på roden", altså som praktisk fallitbo, af den danske grundlægger af Avance-succeseventyret, Poul Rossing. Rossing var klog nok til at købe billigt (så det gjorde han helt sikkert) og tillige klog nok til at se, at porteføljen af produkter i hans nye firma måske lidt forsigtigt udtrykt ikke var den allerstærkeste. Denne gamle radiomekanikers udtryk i ansigtet da han tilfældigt kikkede ned i en af firmaets forforstærkere er blevet refereret af en erhvervspraktikant til denne skribent, selv om det selvfølgelig ikke kan bekræftes, men Rossing havde nu også set meget i sin tid.. Det var på høje tid for Rossing at komme videre og det gjorde han ved at afhænde firmaet til Lars Goller. 
Nu er Goller jo en mand med mange årtiers erfaring på trods af sin unge alder (det her lyder mærkeligt, gør det ikke?), fremragende dygtig og tillige en enestående visionær mand, så der er næppe tvivl om, at det nylige gevaldige kursfald på B&O aktierne sagtens kan skyldes, at markedet ser ham som en realistisk trussel mod B&O. Til gengæld er det altså noget vanskelige at se, at der skulle gå næsten et årti, inden en gammel rotte som Rossing på et øjeblik kunne se, at det her da vist ikke havde nogen synderlig fremtid for det gamle firma. Eller fortid for den dags skyld. Der var vist blot tale om et vildskud i udviklingshistorien som den irske fortids-kæmpehjort med et gevir så stort, at den ikke kunne komme ind i skoven. Det var temmeligt trist, da den levede af bark og derfor uddøde den jo så. Det gjorde den ikke altfor heldige transistor så osse. Eller også brugte man den bare til det, den egentligt var udviklet til, elektriske kraner eller hvad det nu var. Alt muligt andet end audio ihvertfald. 

Vi kunne også have nævnt eksemplet med Apogee og deres båndhøjttalere, som var revolutionerende, gode, dyre og billige at fremstille i dagens fortælling. Hvorfor de forsvandt ved man vist knapt, udover at den tudsegamle forlængst pensionerede designer af Apogee-højttalerne ( som forresten ved projektets start bar høreapparat (!!!!)) vist ikke rigtigt gad mere og at ejeren og svigersønnen desuden døde, vel også i sig selv et par formidable hurdles. Det med at dø har jo været prøvet før, men det med at foretrække golf eller peddigrør fremfor højttalerdesign var da ellers en nyskabelse. Det har så nok været derfor, at firmaet døde, selv om både produkter og ideer var brilliante. 

Ellers har vi mest i dag i ret tilfældig orden behandlet de forskellige måder, produkter, ideer og mennesker kan forsvinde på eller for sags skyld fremkomme på trods af enhver rimelighed. Nogen af disse mennesker og firmaer har vi haft sympati for, andre ikke, slet ikke endda. Andres prioriteringer kan naturligvis være anderledes og er det sikkert. Selv om vi har svært ved at forstå det.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start