mandag den 14. januar 2008

Hjemme igen

Så er den lidt forlængede kærlighedsweekend for denne heldige skribent uheldigvis forbi. Vi beklager den for os usædvanligt lange ekspeditionstid for kommunikation, men for det første var vi i det vestlige Irland ved den stormomsuste Galway Bay, for det andet virkede vores ellers ganske pålidelige trådløse 3-modem ikke altfor overbevisende og så er det vist diplomatisk udtrykt. Meget
Ellers er det jo ved at trække op til den helt store jubilæumsdag i morgen, nemlig 3-årsdagen for den kosmiske forening Pia/Poul, og det var naturligvis i den anledning, at vi tog en tur til Irland. Man kan sige massevis af positive ting om Irland, men noget af det bedste er lige i vores tilfælde, at man ikke bliver altfor afhængigt af den lokale øl. Nu er øl jo som allerede kendt af middelalderens munke jo heller ikke en ubetinget stimulans i alle aspekter af kærligheden, men det er dog påfaldende, at der findes en endnu mindre variation i udbuddet af øl i Irland end selv i min gamle hjemby Horsens, hvor man kun kunne få Ceres, da jeg var dreng. Det var jo også den eneste rigtige øl, og så var den ikke københavnsk. Senere analyser viste, at det nu også var det bedste ved dette noget tvivlsomme produkt.
Ceres bryggede da i det mindste dengang en del forskellige øl, selv om det altsammen havde en smag af nødtørftigt renset spildevand. Det kan næppe kun have været et tilfælde, selv om det senere blev en hel del værre.
Ikke engang denne mangfoldighed findes i Irland, hvor alle pubs styres jernhårdt produkt-og distributionsmæssigt af Guinness. Man kan få en Smithwick, som er en vandet Guinness og man kan få Bulmers cider, som er en ganske ildesmagende syntetisk Guinness-sag og så er der jo mulighed for en enkelt Carlsberg, en Budweiser og en Heineken, som kun er med for at give udseende af mangfoldighed. Dem drikker ingen frivilligt og derfor er det surt i hanerne.
Der er altså ialt 3 Guinness-produkter på fad at vælge imellem og så det samme på flaske eller dåse. Det er noget sølle, men heldigvis var de indfødte ubeskriveligt venlige og da særligt helt ude vestpå, hvor John Ford-filmen "The Quiet Man" med John Wayne som hjemvendt irsk bokser blev indspillet.
Nu har Wayne jo altid i sin gangart haft et lettere hofteled-dysplasisk element, men det var nok derfor Ford valgte ham til hovedrollen, for det er der godt nok mange derude vestpå, som havde. Det gav Waynes præstation et helt nyt skær af autenticitet at se alle de helt originale ganske overordentligt skævbenede folk vakle rundt i den stive kuling, lidt i retning af en sømand, som jo også på land får en rullende gangart a la en pingvin.
Til gengæld var der absolut ingen piger derude, som lignede Waynes og John Fords faste kvindelige hovedrolle, den ellers ligeledes irske (og overordentligt smukke) Maureen O´Hara, men hun har nok oprindeligt været ovre østfra. Det var hun forresten osse, helt fra Dublin endda. Måske er de korte skæve ben en slags genetisk tilpasning for at stå fast i den kraftige blæst fra Atlanterhavet, men det ser temmeligt dumt ud for kontinentaleuropæere. De lokale unge mandlige håndværkere så dog ikke ud til at tøve med at tage for sig af godterne, men det kan jo ændre sig til sommer, når de franske turist-piger kommer igen. Sådan en slags omvendt "Veras Vinterven" for os, der kan huske denne udødelige klassiker af Peter Vesth. Men altså en meget autentisk oplevelse for waynologer som os selv, der gik i vores helts fodspor.
Ellers kæmper vi i dag bravt for at få vores detbatter til at virke igen, men husk endelig at "save" alle de begavede indlæg indtil vi giver klarmelding på denne plads. Som man næsten kan regne ud er ugens emne udsat af samme beklagelige grund.

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start