søndag den 2. december 2007

Milepæle.

I denne uge vil vi kort berette om denne skribent og nogle af de største lyttemæssige oplevelser, som formede livet. Det var ikke fordi de allesammen var fremragende eller blot gode, langtfra, men alligevel var heldet med mig. Det lykkedes nemlig ret tidligt at blive bekendt med en mængde forskellige såkaldte lydidealer. Dengang kunne man med betydelig ret tale om rigtige idealer, mens situationen i dag er en hel del mere speget. For nu altså at sige det lidt mildt. 

Jeg er født på Endelave, en lille isoleret ø med dengang omkring 250 indbyggere, hvor færgen sejlede om morgenen og om vinteren for det meste først kom tilbage om aftenen. Skolen var en landsbyskole med 7 klasser, 3 lærere og 20 elever, når bølgerne gik højt. Der var altså ikke meget basis for nogen Endelave Hifiklub, selv om vi nok alligevel let ville have kunnet opnå samme aktivitetsniveau som den nuværende Århus Hifiklub, nemlig absolut heller intet. En skolefest kunne dengang afvikles med den magtfulde forstærker på et par watt fra en Beocord 1100 spolebåndoptager sat i "pause" tilsat en højttalerenhed fra en radio fra en jævnstrømsradio fra krigens tid, godt nok den seneste. Ikke radioen, krigen forstås. 

Det var måske i dette lys ikke underligt, at mit første rigtige stereoanlæg i 1972, en Beomaster 1200 regnestok-radio med et par usigeligt blodfattige Beolit 901-højttalere og en Tandberg 1600-spolebåndoptager, blev en ren åbenbaring. Den faste loudness-kontrol hævede bas og diskant til et acceptabelt niveau, men sikrede så også, at man havde et system, hvor frekvensgangen afhang utroligt meget af lydtrykket, da loudnessen var fast. Det har nok allerede været der, hvor denne kommende audio-kætter sprang ud, for ret hurtigt blev den ellers velanskrevne Beomaster (fik endda en særdeles positiv test i High Fidelity dengang) udskiftet med et veritabelt powerhouse årgang 1973, nemlig den ganske fornuftige Goodmans One-Ten. Forsynet med et par SEAS byggesæt med 2 stk. 10.tommere, (som forresten er temmeligt identiske med dem, som selv i dag bruges i Audionotes højttalere til mange tusinde-dengang var de blot med alnico-magneter, ak ja) 

Det gav en udpræget "engelsk" lyd, selv om Goodmann-en godt nok var lidt rå. Det var SEAS-erne med den udmærkede mellemtone 87H til gengæld ikke. Det var godt nok de samme enheder, som blev brugt i en af alle tiders største danske højttalerbestsellere, nemlig den verdenskendte Dynaco A-25 med den revolutionerende "akustiske ventil" ( en vistnok lidt mislykket basrefleks eller alternativt bare en lidt utæt kasse), men det blev den nu ikke bedre af. Ikke til at spille diskant ihvertfald, hvor den nok var fejl-castet lidt, da den var temmeligt værdiløs over 8-10 khz, men sikke engelsk det dog lød. 

Nu mange år efter var det faktisk en lydgengivelse, som var mange klasser bedre end det allermeste af det, som står rundt om hos folk nu om dage, men det var de sammenbyggede DUX-anlæg med matchende Dux-højttalere allerøverst oppe på den obligatoriske bogreol med akustikregulering fra Lademanns Bogklub nu også. Det var jo trods alt dengang en hobby, som blev dyrket af fornuftige mennesker. Det skulle jo blive noget anderledes. Det er måske svært at sætte præcise negative milepæle, men mon ikke et godt gæt ville være, at verden begyndte at gå af lave med alt kabelhalløjet, startende med det flettede forstærker-killer-højttalerkabel Monitor Audio fra Audioscan over PCC-OCC Hitachi-halløjet fra Hifiklubben. Kan nogen huske disse milepæle i pseudovidenskab? 

Dengang blev der afholdt snesevis af hifiudstillinger hvert år overalt i landet uden nutidens trusler om det ene og det andet, og en af dem blev såmænd endda halvårligt holdt i Horsens, min hjemby. Det var der, jeg for første gang hørte Quad-elektrostater med materiale afspillet på en Ferrograph-spolebåndoptager. Det lød godt nok noget underligt sammenlignet med de lystigt buldrende SEAS-er derhjemme, men der var jo ikke mange mikrosekunders tvivl om, at det var sådan det skulle lyde. At jeg først en del år senere fik råd til disse klassiske radiatorer har dog aldrig døvet indtrykkene denne dag i 1975. Det der var godt dengang mht højttalere er jo desværre relativt såvel som absolut en hel del bedre end i dag. Det skulle dog blive bedre endnu, ialtfald for en tid. 

Dengang herskede JBL i alle hifiklubber over hele landet, og guderne skal da også vide, at de havde betydelige kvaliteter. Desværre var de alt for dyre for denne skribent, men alligevel tog vi senere samme år, 1975, til Vejen, hvor der også dengang var en stor årlig udstilling. Kan man næsten forestille sig noget, som man ville kunne udstille i Vejen i dag. Trailere til at hente øl i Tyskland måske? Nå, men dengang var der altså en stor hifimesse, hvor tilfældet spillede denne skribent et grimt puds, som skulle komme til at trække lange spor i hele branchen. Det blev nemlig den egentlige grund til, at jeg en del år senere startede i radiobranchen. Jeg ville nemlig gerne være i stand til at købe noget, som jeg ikke havde råd til. Det var der vel ikke noget særskilt ædelt ved, men jeg ville simpelthen have det, som jeg dengang hørte for første gang. Det var nemlig TANNOY! 

Dengang var Tannoy som omtalt i et tidligere emne sammen med JBL for en ganske kort bemærkning en del af Harman-koncernen, og derfor udstillede man disse 2 fabrikater side om side. Efter en imponerende demo af datidens drømmehøjttalere for alle de savlende drenge (selv om undertegnede var blevet en ganske stor dreng på 19), nemlig JBL L-200 (som var fæle) og L-300 (som var fremragende) m.m.m., spillede man så pludselig på et sæt uanselige småkiksede kasser, i eftertidens klare lys velnok et sæt Arden. Det må have været et sæt enheder, som man har haft liggende fra inden Harman overtog firmaet, for det lød ganske usædvanligt fremragende. Der var tale om en projektion og klarhed, som ingen af de ellers uhyre slagkraftige JBL kom blot i nærheden af. Det var faktisk så godt, at man slet ikke ville spille på dem senere, da det åbenbart var JBL, som var slagvaren, men minderne forsvandt ikke. 

Kort tid derefter bragte High Fidelity en byggeartikel om netop disse højttalere, og det betød, at den anselige sum på 3500,- en efterårsdag i 1979 blev overrakt til fragtmanden for et par Tannoy HPD-byggesæt. Der var tale om 10 måneders husleje og en lang sommerferie fra universitetet brugt på havnearbejde, så det var gennemtænkt. Troede jeg da i det mindste. Desværre havde man åbenbart solgt alle de allerældste enheder fra før Harman overtog i 1974, for der var godt nok en del forskel på de her enheder. Den ene spillede dobbellt så højt som den anden, mens den lavtspillende heller ikke ligefrem spillede blot noget, som lignede diskant. Heldigvis kunne jeg på de praktiske tonekontroller delvist kompensere, så det gik endda. Det var jo vistnok også engelsk kvalitetshåndværk her i denne tid, hvor Austin Allegro og Metro herskede sammen med den originale "Prince of Darkness", nemlig den engelske producent Lucas med de notorisk upålidelige billygter. 

Allerede året efter blev det dog tydeligt, at der var ugler i mosen, da et udlån til Jydsk Telefons laboratorier afslørede, at mine enheder var akkurat ligeså håbløst forskellige som deres egen indkøbte referencemodel. Det kunne have været enden, men heldigvis havde Tannoy efter Harman-tiden netop lanceret de nye Super Red Monitors. De måtte være bedre, så dem måtte jeg have. Det var de nu ikke, skulle jeg opdage, men da var jeg allerede startet i radiobranchen, så den erkendelse kom en hel del for sent, men på det tidspunkt var jeg jo også blevet akademiker, så det var vel blot, hvad man kunne forvente. Klarhed i tanke og konsekvens er jo sjældent en del af noget akademisk studie og da slet ikke for mig selv. Når man ser sig omkring nu var vi vist ikke værre end gennemsnittet. Desværre. 

Dengang i starten af 1980-erne var tiden med store højttalere allerede ved at slutte. Det var dog stadigvæk en stor oplevelse at høre et sæt aktive KEF KM1, som ellers blot var en ret tilfældig blanding af de allerede dengang for undertegnede helt håbløse bextrene/plastic-enheder fra KEF parret med en bunke Quad 405-moduler. Det lød nemlig enormt meget bedre end man havde kunnet forestille sig, så allerede dengang gik det op for undertegnede, at aktiv drift vist var vejen frem. Selv disse lavprisenheder spillede ved denne udstilling utallige klasser bedre end den nyeste JBL 4435-topmodel, som blev præsenteret på samme messe. Branchens deroute var vist allerede begyndt. 

Utallige eksperimenter med Tannoy-enheder førte ikke rigtigt nogen vegne, men det gjorde det til gengæld den dag, en lokal selskabsmusiker gerne ville bytte sine særdeles grimme højttalere til noget mere kompakt (æret være dit minde, Kaj Schrøder, hvor du end er!) Efter 10 år uden fronstof og med masser af vandstænk på det helt solblegede pap dukkede der et sæt klassiske Monitor Gold op. Det var et formativt øjeblik af de store at genhøre lyden fra den allerførste demonstration i Vejen i 1975. Straks røg den møjsommeligt ophobede bunke af nyere Tannoy ud og ind kom det produkt og den lyd, som oprindeligt havde vakt den seriøse hifi-interesse. Det havde næsten taget 15 år, men det havde været værd at vente på. Det var en milepæl ikke mindre end den første demo, mest jo fordi det var det samme. Full circle. 

Det var allerede tidligt blevet klart for vores helt, at højttalerne var altafgørende for god lyd. Man kunne lettere købe pladespillere ud fra data, mente jeg, og så skulle man jo blot montere en SME-arm, datidens ubestridte standard. Det var der nu også en hel del om, skulle det vise sig. Udviklingen fra den allerførste ERA over Fergus Fons til Linn LP 12 var mest i retning af, at de sidste var lidt vanskeligere at få til at tilbagekoble. Ikke egentligt vanskelige, den første var bare helt urimeligt let til det. Den første Linn købte jeg af min senere chef, så den har jeg ikke længere, men dengang syntes jeg vist, at både ham og den var fine nok. Det var de nok også, bare ikke nær så fine som den allerførste Garrard 401, som jeg dengang fik for 200,-. Hvorfor de andre ellers velrenommerede pladespillere ikke spillede sådan var mystisk. Alle havde jo ellers sagt, at Linn var det bedste, og visse dummernikker siger det endda den dag i dag. Det passer bare ikke og det gjorde det altså heller ikke dengang. 

I forhold til den ret statiske pladespillerlyd uden store kvalitative højdespring lige bortset fra den første SME V-arm i 1987 var der til gengæld tale om mange milepæle i pickupper. Endelig var der her tale om et felt, hvor produkterne rent faktisk blev bedre. Muligvis ikke helt så meget, som de blev dyrere, men bedre ikke destomindre. I en del år spillede jeg på en Pickering XSV 3000, som også i dag ville have været en fin pickup. Derefter stod der i mange år Decca på pickupperne, da man jo nu var blevet en kritisk færdiguddannet cand. mag. og dermed vidste, at alle engelske produkter var de allerbedste, og intet var jo mere engelsk end Decca. Udover at de kun på ganske få plader kunne spille den yderste rille på grund af den absurd lave frihøjde havde de bestemt deres styrker. Det var helt givet et formativt øjeblik at høre slagtøjspladerne fra Erato på sådan en fyr i forhold til alt andet. Det var nu ikke fordi det lød godt, lige det her gjorde bare. 

Det var dog ret klart, da jeg hørte en Ortofon Concorde MC 200, at magnetiske pickupper var en blindgyde. Den første MC 2000 var det største spring, mens turen videre over 3000, 5000, 7500 og massevis af SPU-er har givet en vis udvikling. Der er dog intet, som står som en afgørende milepæl så klart som den aften, hvor denne skribent med nervøst rystende fingre måtte have hjælp til at montere sin allerførste MC 2000 af sin gode hifiven Peter. Ellers var det aldrig nogensinde gået godt. Man må jo også huske, at det var dengang, man rent faktisk mødtes for at høre musik og drikke øl. Hvis det lyder gammeldags er det jo nok fordi det er det. Alle krumspingene efter denne første Ortofon "Super-pickup" har været småting. Lige den aften væltede der er verden af vellyd ud af højttalerne, måske den allerstørste milepæl af dem alle. 

Ret hurtigt i 1970-erne var der for denne anglofile audiofil blevet dømt totalt Quad, fordi det altid siden mødet med den første elektrostat på Bygholm Parkhotel i Horsens i 1975 havde stået en helt speciel aura omkring dette fine produkt. Det var nu ikke fordi forskellige udskiftninger fra 303 til 405 og 520 i årenes løb gav de helt store spring, men nu beskrev Peter Walker jo også en god forstærker som "a straight wire with gain". Det har nok passet, for det er først nu mange årtier senere, at undertegnede fik en rigtig "aha-oplevelse" med den første af mange ATC SCA 2-forstærkere. Forstærkere havde vist bare allerede omkring 1970 nået et stade, som faktisk var rigtigt fremragende. Trinene siden har ihvertfald nok været mange, men de har tit været noget små. 

Tidligere kunne man jo som beskrevet ganske let komme til at høre de dyre og eksotiske ting lokalt, men i de nye tider omkring årtusindskiftet var tingene blevet helt anderledes. De aktive ATC-højttalere havde altid været seværdige og interessante for undertegnede på alle messerne, men allerede dengang gad Woodmann ikke spille musik på de efterhånden degenererende hifimesser. Snart derefter gad han iøvrigt ikke engang deltage, en såre menneskelig holdning, som vi fuldt ud deler. Han mente, at hvis folk ikke med det blotte øje kunne se, at hans højttalere var bedre, kunne de rende og hoppe. Det gjorde de fleste så, men ikke undertegnede. 

Vi besluttede os nemlig til at vove pelsen og købe en bunke af de her højttalere hjem, som ingen af os havde hørt. Der var atter tale om et øjeblik, som altid vil blive husket. Der sad vi 6 mand og hørte på små og store ATC-højttalere, som så tydeligt som aldrig nogensinde før afslørede graden af opvarmningen af elektronikken. Det var så godt, at vi for allerførste gang helt glemte at drikke øl, så det gjorde vist ikke kun undtryk på mig. Resten er jo historie, men sikke en. Det var rent held og så måske alligevel ikke, måske blot et lykkeligt tilfælde. Det var ialtfald ikke sket de foregående 15 år og det er heller ikke sket siden. 

Denne gennemgang af milepæle i hifihistorien for denne skribent er nødvendigvis gengivet i kortform. Der var naturligvis mange andre øjeblikke, hvor jeg bildte mig ind at høre store forbedringer. Ret kort tid derefter viste det sig dog uvægerligt, at der var tale om fri fantasi. Det må andre indenfor branchen også have oplevet, for mange branchemedlemmer, som startede dengang næsten samtidigt med undertegnede har haft succes med fantastiske produkter. Ikke gode, blot produkter indeholdende en overdosis af god fantasi, men måske er forretningintelligens genetisk koblet til navnet Ole. Det er da tydeligvis ikke til navnet Poul desværre. 

Det ændrer ikke ved det faktum, at der trods et langt hifiliv er store milepæle, som man altid vil huske. Tiden var en helt anden dengang. Heldigvis. Det eneste som er tilbage i dag er minderne og kærligheden, og det er jo også noget. Åh ja, og så lige Bill Woodman og hans produkter . 

Etiketter:

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start